Beslutning om ansøgninger til Juletræspuljen 2025
Indstilling
Forpersonen indstiller på baggrund af drøftelser i fagudvalg og forretningsudvalg:
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 40.000 kr. til projekt #A: "Juletræ på Brønshøj torv 2025" og udpeger en person til at følge projektet.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 15.000 kr. til projekt #B: "Juletræstænding 2025 Husum Kirke".
Problemstilling
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har besluttet, at 80.000 kr. fra Bydelspuljen anvendes til en såkaldt Juletræspulje. Juletræspuljen kan søges - med udgangspunkt i de gældende støttekriterier for Bydelspuljen - til dækning af udgifter i forbindelse med opsætning af juletræer med julelys på en af bydelens pladser eller et andet offentligt sted. Det ansøgte beløb pr. ansøgning/juletræ må ikke overstige 40.000 kr.
Støtte til aktiviteter, der omhandler jul og til projekter, der har til formål at opsætte midlertidig lysudsmykning, kan søges ved alle ansøgningsfrister.
Juletræspuljen havde én ansøgningsfrist; den 7. april 2025. Der er kommet to ansøgninger til Juletræspuljen.
Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget udpege et medlem, der kan følge det pågældende projekt, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.
# |
Ansøger |
Projekttitel |
Fagudvalg |
Ansøgt beløb |
Fagudvalg anbefaler |
FU indstiller |
A |
Foreningen Juletræ på Brønshøj torv |
Juletræ på Brønshøj torv 2025 (Juletræspuljen) |
BUU, BUFI |
40.000 kr. |
40.000 kr. |
40.000 kr. |
B |
Husum Kirke |
Juletræstænding 2025 Husum Kirke (Juletræspuljen) |
BUU, BUFI |
40.000 kr. |
15.000 kr. / 12.000 kr. |
15.000 kr. |
|
I alt |
|
|
80.000 kr. |
55.000 kr. / 52.000 kr. |
55.000 kr. |
Løsning
Ansøgningerne har været sendt til drøftelse i lokaludvalgets fagudvalg. Det fremgår af nedenstående, hvilke fagudvalg, der har drøftet den enkelte ansøgning samt pågældende fagudvalgs kommentarer og anbefalinger vedrørende ansøgningen. På baggrund af fagudvalgenes drøftelser er forretningsudvalget kommet med indstillinger. Når lokaludvalget godkender et at-punkt vedr. en ansøgning, godkender lokaludvalget samtidig, at ordlyden af forretningsudvalgets indstilling vedr. pågældende ansøgning bruges som begrundelse for evt. afslag eller delvist tilsagn.
#A - Foreningen Juletræ på Brønshøj torv: Juletræ på Brønshøj torv 2025
Foreningen Juletræ på Brønshøj Torv ønsker at opsætte juletræ på Brønshøj Torv og afholde juletræstænding den 28. november 2025. Arrangementet er gratis og åbent for alle, men henvender sig primært til børnefamilier. Juletræet tændes af en julemand, Brønshøj Kirkes Pigekor synger og der uddeles slikposer til børnene. Ansøger forventer 1.100 deltagere. Ansøger forventer donationer fra lokale erhvervsdrivende. Lokaludvalget søges om støtte til udgifterne forbundet med selve juletræet samt el, hegn, forsikring m.v. er budgetteret til i alt 57.750 kr. Lokaludvalget søges om 40.000 kr.
Byudviklingsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 40.000 kr. som ansøgt.
#B - Husum Kirke: Juletræstænding 2025 Husum Kirke
Husum Kirkes menighedsråd søger støtte til at opsætte juletræ foran Husum Kirke og afholde juletræstænding den 30. november 2025. Arrangementet er gratis og åbent for alle. Sognepræsten vil holde en kort tale, tre børnekirkekor vil synge sange og der vil være boder bemandet af frivillige med gløgg og pebernødder til voksne og kakao til børnene. Julemanden uddeler slikposer til alle børn. Ansøger forventer 300-350 deltagere. Udgifterne forbundet med selve juletræet er på 12.000 kr. samt 3.000 kr. til lyskæder m.v. Lokaludvalget søges om 40.000 kr.
Byudviklingsudvalgets anbefaling: Delvis støtte på 15.000 kr., øremærket udgifter til juletræet og lyskæder m.v.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets anbefaling: Delvis støtte på 12.000 kr., øremærket udgiftsposten ”Anskaffelse af juletræ incl. levering”. Fagudvalget ønsker, at støtte fra Juletræspuljen udelukkende gives til udgifter relateret til juletræet.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet bevilges delvis støtte på 15.000 kr., øremærket udgifter til juletræet og lyskæder m.v. Lokaludvalgets begrundelse for den delvise støtte er, at lokaludvalget ønsker større medfinansiering fra ansøger eller samarbejdspartnere til at dække udgifterne forbundet med juletræstændingsarrangementet.
Økonomi
Midlerne tages fra Pulje A: Juletræspuljen, der er på 80.000 kr.
Lokaludvalget skal behandle ansøgninger til Bydelspuljen for i alt 80.000 kr.
Eventuelt overskydende midler fra Juletræspuljen føres over i den ordinære bydelspulje (Pulje A: Bydelspuljen). Hvis lokaludvalget beslutter at følge forpersonens indstillinger vedr. ansøgninger til Juletræspuljen, vil 25.000 kr. blive overført til Bydelspuljen.
Videre proces
Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.