Bevilling: Lokalt Klimafolkemøde
Tidligere beslutninger
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 50.000 kr. til gennemførsel af et lokalt klimafolkemøde den 5. oktober i samarbejde med Vanløse- og Bispebjerg Lokaludvalg.
Problemstilling
Københavns Kommune har en ny klimastrategi og tilhørende klimaplan på vej. Målsætningerne er ambitiøse: Hver københavner skal i 2035 have indrettet sin hverdag og sine forbrugsvalg, så ens CO2-udledninger er nede på 5 ton om året. Det er godt og vel en halvering i forhold til 2025-niveauet for en gennemsnitskøbenhavner. Lokaludvalget har den 7. april indgivet et internt høringssvar til klimastrategi og -plan. Her står blandt andet:
"Konkret vil vi nævne, at vi sammen med lokaludvalgene i Bispebjerg og Vanløse er gået sammen om at arrangere et lokalt klimafolkemøde den 5. oktober i Kulturstationen Vanløse. Intentionen med arrangementet er at styrke de lokale handlende fællesskaber og få identificeret, hvad der skal til for at accelerere det folkelige engagement i omstillingen af forbrug og hverdagsliv"
Søren Krøigaard og Lise Buch fra lokaludvalgets Miljøudvalg indgår i en tværgående arbejdsgruppe på tværs af de tre lokaludvalg, der sammen med miljømedarbejderne planlægger mødet. Forperson Christoffer Rosenkrands har ligeledes deltaget i tværgående møder.
Klimafolkemødet afholdes i Vanløse Kulturstation.
Se bilag for projektbeskrivelse.
Løsning
Lokaludvalget bevilger 50.000 kr. til projektet.
Forretningsudvalget støtter projektet.
Økonomi
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har budgetteret med 45.000 kr. til projektet, men der er behov for at bidrage med 50.000 kr., ligesom lokaludvalgene i Vanløse og Bispebjerg. De 5.000 kr. tages fra mindre forbrug fra andre projekter i Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse'.
Videre proces
Sekretariatet bistår med den videre planlægning og vil være til stede til klimafolkemødet. Lokaludvalget opfordres til at deltage i arrangementet.