B-sag: Beslutning om ansøgninger til Bydelspuljen maj 2025
Indstilling
Forpersonen indstiller, på baggrund af drøftelser i fagudvalg og forretningsudvalg:
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 10.270 kr. til projekt #C: "Walk & Talk med DigMig&Sorgen"
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 39.330 kr. til projekt #E: "Urban Voices" og udpeger Jens Kristian Jensen til at følge projektet
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 6.500 kr. til projekt #F: "Støtte til Natteravnenes aktiviteter i Brønshøj"
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 5.000 kr. til projekt #H: "Midsommerfest"
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 34.500 kr. til projekt #J: "Gratis dansehold for børn og unge" og udpeger en person til at følge projektet
- at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projekt #O: "Fisketure for fællesskab"
Problemstilling
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har til ansøgningsfristen den 7. april modtaget 23 ansøgninger til Bydelspuljen. To af ansøgningerne er efterfølgende blevet trukket tilbage af ansøgerne.
Ansøgninger til Bydelspuljen behandles som udgangspunkt som B-sag, medmindre forretningsudvalget ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget, at der er uoverensstemmelse mellem anbefalinger fra fagudvalg og/eller forretningsudvalg eller at der kan være spørgsmål om inhabilitet. Indstillinger vedrørende ansøgninger, der fremgår af B-sagen om Bydelspuljeansøgninger, godkendes idet lokaludvalget godkender dagsordenen. Hvis et medlem ønsker, at en specifik ansøgning drøftes af lokaludvalget eller mener, at der kan være spørgsmål om inhabilitet i forhold til en ansøgning, skal medlemmet gøre opmærksom på det i forbindelse med lokaludvalgets godkendelse af dagsordenen.
Ansøgningerne i skemaet nedenfor kan efter forretningsudvalget og sekretariatets opfattelse behandles på B-sagen.
Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget udpege et medlem, der kan følge det pågældende projekt, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020.
# |
Ansøger |
Projekttitel |
Fagudvalg |
Ansøgt beløb |
Fagudvalg anbefaler |
FU indstiller |
C |
Foreningen DigMig&Sorgen |
Walk & Talk med DigMig&Sorgen |
SOSU |
10.270 kr. |
10.270 kr. |
10.270 kr. |
E |
Street Society |
Urban Voices |
BUFI |
39.330 kr. |
39.330 kr. |
39.330 kr. |
F |
Natteravnene i Brønshøj |
Støtte til Natteravnenes aktiviteter i Brønshøj |
BUFI/SOSU |
6.500 kr. |
6.500 kr. |
6.500 kr. |
H |
Menighedsplejen for Tingbjerg Sogn og Diakoniens Hus |
Midsommerfest |
KU |
5.000 kr. |
5.000 kr. |
5.000 kr. |
J |
Dans i Nordvest |
Gratis dansehold for børn og unge |
BUFI |
34.500 kr. |
34.500 kr. |
34.500 kr. |
O |
FÆLLES OM Husum-Tingbjerg |
Fisketure for fællesskab |
SOSU |
16.000 kr. |
0 kr. |
0 kr. |
Løsning
Alle indkomne ansøgninger har været sendt til drøftelse i lokaludvalgets fagudvalg. Det fremgår af nedenstående, hvilke fagudvalg, der har drøftet den enkelte ansøgning samt pågældende fagudvalgs kommentarer og anbefalinger vedrørende ansøgningen. På baggrund af fagudvalgenes drøftelser er forretningsudvalget kommet med indstillinger. Når lokaludvalget godkender dagsordenen og dermed hele B-sagen og alle indstillingens at-punkter, godkender lokaludvalget samtidig, at ordlyden af forretningsudvalgets indstilling vedr. ansøgningerne bruges som begrundelse for evt. afslag eller delvist tilsagn.
#C - Foreningen DigMig&Sorgen: Walk & Talk med DigMig&Sorgen
Foreningen DigMig&Sorgen søger støtte til udstyr, forplejning m.v. til en begivenhed, som afholdes den 24. maj 2025: En gåtur rundt om Utterslev Mose med faciliteret samtale om sorg. Målgruppen er lokalområdets sorgramte, der fx har mistet en nærtstående, eller som oplever/har oplevet alvorlig sygdom eller dødsfald i deres omgangskreds. Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Ansøger forventer 80-120 deltagere. Der søges om 10.270 kr.
Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt. Det er første gang ansøger laver arrangementet og fagudvalget vil gerne støtte det nye initiativ.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 10.270 kr. som ansøgt.
#E - Street Society: Urban Voices
Street Society søger støtte til et projekt, der har til formål at styrke unges engagement i samfundsdebatten og lade unge komme til orde gennem egne podcasts og videoproduktion. Forløbet rummer en ugentlig aktivitet i 26 uger, fra juni til december 2025. Aktiviteterne afholdes primært i Street Societys lokaler på Frederikssundsvej 264A, kld. Gennem workshops lærer deltagerne tekniske færdigheder, såsom lydoptagelse, redigering og storytelling, Forløbet er gratis og åbent for alle, og henvender sig til unge mellem 16-30 år, primært fra etniske minoriteter og udsatte grupper. Ansøger forventer 75-120 direkte deltagere i workshops, samt et bredere publikum via udgivelse af podcasts og videoer. Lokaludvalget søges om 39.330 kr.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt. Fagudvalget mener, at det er et interessant og nyskabende projekt for unge med forholdsvist mange deltagere, og at projektet derfor fortjener en chance på trods af begrænset frivilligt engagement.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 39.330 kr. som ansøgt.
#F - Natteravnene i Brønshøj: Støtte til Natteravnenes aktiviteter i Brønshøj
Foreningen Natteravnene i Brønshøj søger støtte til indkøb af bolsjer, balloner og kondomer, som foreningens frivillige uddeler for at skabe dialog med børn, unge og voksne, når Natteravnene går rundt i Brønshøj hver onsdag, torsdag og fredag samt ved særlige arrangementer i bydelen. Desuden søges støtte til udgifter forbundet med PR/rekruttering, for at skabe mere synlighed om foreningens aktiviteter og få flere frivillige. Der er pt. ca. 20 frivillige tilknyttet Natteravnene i Brønshøj og alle interesserede kan blive Natteravn. Der søges om 6.500 kr.
Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt. Det er en god indsats.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 6.500 kr. som ansøgt.
#H - Menighedsplejen for Tingbjerg Sogn og Diakoniens Hus: Midsommerfest
Foreningen Menighedsplejen søger støtte til at afholde et midsommer-arrangement i Tingbjerg Kirke den 19. juni 2025. Inden festen er der en kort gudstjeneste, som det er valgfrit at deltage i. Selve arrangementet består af folkedans-workshop, fællesspisning og bål og fællessang i haven. Arrangementet er åbent for alle og har en mindre deltagerbetaling på 30 kr. Ansøger forventer 60-70 deltagere. Lokaludvalget søges om 5.000 kr.
Kulturudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 5.000 kr. som ansøgt.
#J - Dans i Nordvest: Gratis dansehold for børn og unge
Foreningen Dans i Nordvest ønsker at tilbyde gratis danseundervisning til børn og unge under 18 år i lokalområdet, især dem der er økonomisk, socialt eller kulturelt ekskluderet fra fritidsfællesskaber. Foreningen vil etablere minimum fem faste dansehold á 1 times varighed ugentligt i Energicenter Voldparkens lokaler i perioden 1. september til midt december 2025. Der tilbydes breakdance for 4–6 år, 7–10 år, 11–14 år og Hiphop/Moderne for 11–14 år og 15–17 år. Ansøger forventer 60-75 deltagere fordelt på fem hold. Aktiviteterne er åbne for alle i målgruppen og gratis, men kræver et medlemskontingent på 50 kr. Lokaludvalget søges om 34.500 kr.
Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets anbefaling: Støtte som ansøgt. Fagudvalget vil gerne styrke udbuddet af fritidsaktiviteter for børn og unge i bydelen og tiltrække flere børn til foreningslivet. Fagudvalget vil gerne hjælpe foreningen med at etablere sig som et fast tilbud i bydelen, men ønsker at foreningens aktiviteter skal fortsætte i den kommende sæson uden økonomisk støtte fra lokaludvalget.
Sekretariatets bemærkninger: Ansøger har på baggrund af Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets ønske oplyst hvad foreningen gør for at sikre at aktiviteterne bliver økonomisk bæredygtige. Se bilag til ansøgningen.
Forretningsudvalgets indstilling: Projektet støttes med 34.500 kr. som ansøgt.
#O - FÆLLES OM Husum-Tingbjerg: Fisketure for fællesskab
Det frivillige fædre-netværk i Tingbjerg søger i samarbejde med den boligsociale helhedsplan FÆLLES OM tilskud til at arrangere to fisketure, en i juni og en i oktober 2025. Fisketurene foregår med fiskekutter i Helsingør. Fisketurene har som formål at skabe fællesskab og bygge bro mellem deltagerne og at deltagere med en social problematik som fx alkoholmisbrug, kommer tættere på at kunne deltage i andre sociale aktiviteter. Fisketurene er åbne for alle, og har to specifikke målgrupper: udsatte borgere samt borgere med interesse for at fiske og lyst til at tage et socialt ansvar. Det er gratis at deltage, men de ikke-udsatte deltagere skal selv betale for transport og forplejning. Ansøgere forventer 35 deltagere pr. fisketur. Der søges om 16.000 kr.
Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling: Afslag begrundet med utilstrækkelig medfinansiering.
Forretningsudvalgets indstilling: Lokaludvalget giver afslag på at støtte projektet. I afgørelsen har lokaludvalget i særlig grad lagt vægt på omfanget af medfinansiering i projektet. Lokaludvalget ønsker en højere medfinansiering, fx i form af deltagerbetaling eller egenfinansiering fra ansøger selv.
Økonomi
Midlerne tages fra Pulje A: Bydelspuljen.
Ved lokaludvalgsmødets start kan lokaludvalget maksimalt kan uddele 99.580 kr. fra Bydelspuljen. Med lokaludvalgets godkendelse af dagsordenen og dermed denne sag uddeler lokaludvalget i alt 95.600 kr.
Videre proces
Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.