Mødedato: 21.03.2019, kl. 18:30
Mødested: Energicenter Voldparken, Kobbelvænget 65 (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Ordskælv - skrive- og læseværksteder for unge i Husum-Tingbjerg"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 5.000 kr. til projektet "Ordskælv - skrive- og læseværksteder for unge i Husum-Tingbjerg"

Problemstilling

Husum Bibliotek søger støtte til skrive- og læseværksteder for unge. Værkstederne finder sted på Husum Bibliotek og Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus fra udgangen af marts til december 2019.

Projektet finder sted i samarbejde med Ordskælv, der er en non-profit-organisation, som har erfaring med at lave samskabte udgivelser, bl.a. med unge i udsatte boligområder.

Projektet består dels af ugentlige åbne skrive- og læseværksteder som varetages af en biblioteksmedarbejder og dels af et intensivt forløb på 12 uger som varetages af Ordskælv. Desuden medvirker frivillige skrivementorer, som Ordskælv hjælper med at rekruttere. Værkstederne danner grundlag for en digital antologi med de unges tekster i slutningen af 2019.

Aktiviteten er gratis og åben for alle, men er særligt henvendt til unge fra lokalområdet Husum-Tingbjerg. De åbne skrive- og læseværksteder, der tilbydes ugentligt, er mere åbne og uforpligtende end det intense 12 ugers forløb. Ansøger forventer ca. 14 deltagere og 14 skrivementorer.

Projektet annonceres på bibliotekernes hjemmesider, sociale medier og via informationsmateriale ophængt på matrikler hvor unge færdes samt i lokalavisen. 

Ud over Ordskælv samarbejder ansøger med lokale skoler, fritids-/ungdomsklubber, den boligsociale helhedsplan Husum for Alle mv. for at engagere unge til projektet.

Ansøgt beløb: 10.000 kr.

Forventede udgifter: 40.000 kr.

Forventede indtægter: 30.000 kr.

Projektet rummer udgifter til medlemskab af Ordskælv, forplejning og materialer m.m. Tingbjerg-Husum Partnerskab givet tilsagn om finansiering på 30.000 kr. Ansøger bidrager selv med medarbejdertimer og lokaler. Desuden bidrager skrivementorerne med frivillige arbejdstimer.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller at der skal gives støtte som ansøgt. Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget indstiller til afslag, da udvalget mener at formålet med Ordskælvs biblioteksforening er uklart. Forretningsudvalget indstiller til støtte på 5.000 kr. med den begrundelse der er nævnt under "Løsning A".

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A: Projektet bevilges delvis støtte på 5.000 kr., øremærket forplejning, materialer og diverse.  Begrundelsen for den delvise støtte er, at lokaludvalget ønsker en højere grad af egenfinansiering fra ansøgers side.

eller

B: Projektet støtte på 10.000 kr.

eller

C: Der gives afslag på støtte. 

Sekretariatet bemærker, at lokaludvalget skal formulere en passende afslagsbegrundelse, hvis Løsning C besluttes.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Indstilling A blev tiltrådt
Til top