Mødedato: 21.03.2019, kl. 18:30
Mødested: Energicenter Voldparken, Kobbelvænget 65 (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Halloween i Pilegårdens have"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 25.000 kr. til projektet "Halloween i Pilegårdens have"

Problemstilling

Kulturhuset Pilegården søger støtte til at afholde et halloween-arrangement i kulturhuset og kulturhusets have på Brønshøjvej 17 den 25. oktober 2019.

I 2018 videreførte Pilegården Handels- og Erhvervsforeningen i Brønshøj - Husum - Tingbjergs tradition med at afholde at arrangement i anledningen af halloween og ønsker at lave et lignende arrangement i år i samarbejde med en række lokale aktører.

Arrangementet er stadig under planlægning, men følgende aktiviteter er foreløbig på programmet:

  • Gys og gru-rute (firmaet Rollespilsakademiet og Pilegårdens teaterskole)
  • Piratshow (Palle Pirat Show)
  • Danseshow (CPH dans Brønshøj)
  • Oppyntning af Pilegårdens have (fritidshjemmet fra Den Lille Skole i København)
  • Græskarskæring (De grønne pigespejdere Bellahøj)
  • Snobrød og popkorn over bål (FDF-spejderne)
  • Ansigtsmaling
  • Lokale foreninger og erhvervsdrivende vil sælge mad og drikke.
  • Rollespilsfabrikken holder åbent hus i deres lokaler (ikke bekræftet)

Målgruppen er børnefamilier, og arrangementet er gratis og åbent for alle. Ansøger forventer 500-800 deltagere. Der gøres reklame for arrangementet via annonce i Brønshøj Husum Avis, på 
Pilegårdens hjemmeside og Facebook samt via plakater, der hænges op i Handelsforeningens butikker.

Ansøgt beløb: 28.000 kr.

Forventede udgifter: 34.000 kr.

Forventet egenfinansiering: 6.000 kr.

Projektet rummer udgifter til aktivitets-honorarer, lys og lyd, rekvisitter, oppyntning samt PR. Ansøger og samarbejdspartnere bidrager med medarbejdertimer, frivilligt arbejde og udlån af udstyr. Ansøger dækker honorarudgifterne til en af de i alt tre ansigtsmalere.

Pilegården fik i 2018 bevilget 25.000 kr. i støtte til afholdelse af halloween i Pilegården.

Ansøger har meddelt sekretariatet, at samarbejdet med Brønshøj Kirke børnegudstjeneste ved bålet er droppet.

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller at der skal gives støtte som ansøgt. Ansøgningen har også været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til delvis støtte på 25.000 kr. Udvalget ser gerne, at det lokale handelsliv bidrager økonomisk til arrangementet, fordi det er handelslivet der tjener på traditionen halloween. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning A".

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A: Projektet bevilges delvis støtte på 25.000 kr. Støtten kan frit bruges på de udgifter, der er beskrevet i ansøgningen. Begrundelsen for den delvise støtte er, at lokaludvalget ønsker en højere grad af ekstern finansiering eller egenfinansiering fra ansøgers side.

eller

B: Projektet bevilges støtte på 28.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

For indstilling B stemte: Julie Svensson, Per Cortsen, Ernst Emil Sørensen, Christoffer Rosenkrands. Imod: Hans S. Christensen, Kirsten Møller, Michael Hoff, Mette Basbøll, Jarl Feyling, Mikkel Houman, Stine Skot, Palle Lolk, Lis Søkvist.

Undlod at stemme: Tahira Ashraf

Indstilling A blev dernæst enstemmigt vedtaget

Til top