Medlemsforslag: Kommentarer til belysning langs Åkandevej (Budget 2026)
Tidligere beslutninger
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter medlemsforslag fra Chris Andersen om at indsende kommentarer til Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. belysning af Åkandevej - vedtaget med aftale om Budget2026..
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager en beslutning om at indsende kommentarer i bilag til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Problemstilling
Lokaludvalgsmedlem Chris Andersen stiller forslag om, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg indsender bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Baggrund
Med aftale om Budget2026 er der afsat midler til en såkaldt 'cykelpakke', der kan bidrage til, at København bliver et endnu bedre sted for cyklister. Det vil opnås ved at forbedre eksisterende cykelforhold. Med cykelpakken gør parterne det nemmere at vælge cyklen til, hvilken bidrager til en grøn mobilitet.
Der er afsat 3,7 mio. kr. i 2027, 0,08 mio. kr. årligt i 2028 og frem til etablering af lys på broen over Lersø Park Alle, broen ved Danshøj st., stien mellem Fragtvej og Tudsemindevej samt på dobbeltrettede cykelsti langs Åkandevej (TM068).
På Åkandevej henligger fortov og dobbeltrettet cykelsti - fra Ruten til gadelandet - i mørke, da den eksisterende gadebelysning kun belyser kørebanen. Det kan derfor være utrygt og svært at orientere sig på den dobbeltrettede cykelsti. Cykelstien er ca. 680 meter lang.
Læs mere s. 58 i aftale om Budget 2026: Budget26 Aftaletekst 02.pdf
Løsning
Lokaludvalget drøfter medlemsforslaget fra Chris Andersen og beslutter, om lokaludvalget skal indsende bemærkningerne til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Miljøudvalget har drøftet forslaget på møde i november og støtter udkast til henvendelse om sagen til Teknik- og Miljøforvaltningen i bilag
Forretningsudvalget har drøftet sagen og finder det vigtigt, at der etableres tryghedsfremmende belysning på alle offentlige stier og cykelstier under størst mulig hensyn til natur og dyreliv.
Forretningsudvalget foreslår følgende ændringer i henvendelsen:
- 2. afsnit. linje 5: 'Skulle' ændres til 'når' ny belysning alligevel etableres langs Åkandevej, henstiller vi til, at projektet planlægges med omtanke og baseres på den nyeste viden om lys, tryghed og naturhensyn.
- Dertil ønsker Forretningsudvalget sætning tilføjet: "I øvrigt går vi ind for tryghedsskabende belysning på alle offentlige cykelstier og stier, herunder på stien fra Utterslevhuse til Mørkhøjvej".
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen.