Mødedato: 20.06.2019, kl. 18:30
Mødested: Energicenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til "Brønshøj-Husum Aktiv-Center afholder 5 arrangementer"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Brønshøj-Husum Aktiv-Center afholder 5 arrangementer"

Problemstilling

Den lokale forening Brønshøj-Husum Aktiv-Center søger støtte til at afholde fem arrangementer for seniorer i Kulturhuset Pilegården. Der er tale om fire musikarrangementer den 3. oktober, 10. oktober, 17. oktober og 28. november, samt et foredrag den 14. november 2019. 

Arrangementernes målgruppe er seniorer i alderen 60 år og opefter. Arrangementerne er også åbne for folk, der ikke er medlemmer af foreningen. Der tages entré til arrangementerne (forventet ca. 80 kr.). Prisen er den samme for ikke-medlemmer som for medlemmer af foreningen. Ansøger forventer 50 til 70 deltagere per arrangement.  

Arrangementerne annonceres i Brønshøj Husum Avis, på Pilegårdens hjemmeside, via flyers på Brønshøj og Husum Biblioteker og i Pilegården samt via foreningens trykte efterårsprogram.

Ansøgt beløb: 32.500 kr.

Forventede udgifter: 92.300 kr.

Forventede indtægter: 25.000 kr.

Forventet egenfinansiering: 34.800 kr.

Projektet rummer udgifter til musikerhonorarer, forplejning, borddækning, lokaleleje og avisannoncer. Indtægter stammer fra entrébetaling. Ansøger bidrager med frivilligt arbejde og egenfinansiering.

Brønshøj-Husum Aktiv-Center har tidligere fået støtte fra lokaludvalget til aktiviteter, senest i efteråret 2018, hvor foreningen fik 15.000 kr. i støtte til to musikarrangementer.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller til at der gives afslag. Afslaget skyldes en økonomisk prioritering. Udvalget vurderer, at foreningen selve har finansiering til afholdelse af et færre antal arrangementer. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse der er nævnt under "Løsning".

Løsning

Der gives afslag på støtte. Afslaget er begrundet i en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt, og der gives afslag på støtte.
Til top