Mødedato: 20.06.2019, kl. 18:30
Mødested: Energicenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til "Tingbjerg Challenge 2019"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 13.000 kr. til projektet "Tingbjerg Challenge 2019"

Problemstilling

Den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg og Utterslevhuse søger støtte til at afholde et tryghedsskabende arrangement kaldet Tingbjerg Challenge i samarbejde med en række andre Tingbjerg-aktører. Arrangementet afholdes den 31. august 2019 og finder sted i Tingbjerg Svømmehal, på parkeringsarealet Ruten 14-18, på basketballbanen foran Ruten 12 samt vejstrækningen Langhusvej - Gavlhusvej.

Tingbjerg Challenge er en byfest, hvor området og omegnens beboere møder hinanden gennem aktiviteter, mad og fællesskab. Tingbjerg Challenge har været en årligt tilbagevendende tradition siden 2014, og rammen er en minitriatlon med 1 km løb, 2,5 km cykling og 50 m svømning. Desuden er der aktiviteter som fodboldturnering, pannabane, banko og sæbekasseløb.

Tingbjerg Challenge arrangeres som et samarbejde mellem de lokale aktører Idrætsprojektet, Crossroads 18+, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Tingbjerg Svømmehal, Tingbjerg Pensionistcenter, Ny Start (SOF), lokalpolitiet og helhedsplanen. Mulige samarbejdsparter, som ikke har givet endeligt samtykke er ISA fra Tingbjerg Skole -og fritidsdel og ABC-cykelklubben.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Der vil være aktiviteter for alle aldersgrupper. Ansøger forventer 1100 deltagere.

Der gøres reklame for arrangementet på Tingbjerg Forums facebookside, via opslag i de 300 opgange i Tingbjerg og Utterslevhuse samt via plakater på lokale mødersteder (EnergiCenter Voldparken, Husum For Alle, Ressourcegården). Idrætsprojektet reklamerer på skolerne. Arrangementet vil desuden få sin egen facebookside med små videoer af forberedelserne.

Ansøgt beløb: 49.800 kr.

Forventede udgifter: 59.800 kr. 

Projektet rummer udgifter til afspærring, aktiviteter, forplejning, telte, borde og bænke, leje af cykler, toiletter, PR og løbenumre.

Ansøger og samarbejdsparter bidrager med lokaler, materialer, medarbejdertimer og frivilligtimer. Ansøger forventer, at omkring 100 medarbejdere og frivillige vil være involveret på dagen.

Lokaludvalget har tidligere støttet Tingbjerg Challenge, senest med 20.000 kr. i 2016.

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller at der skal gives afslag på grund af en økonomisk prioritering. Social- og Sundhedsudvalget har også behandlet ansøgningen og indstiller til støtte på 13.000 kr. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning A".

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A: Der gives delvis støtte på 13.000 kr. Den delvise støtte er begrundet i en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler.

eller

B: Der gives afslag på støtte. Afslaget er begrundet i en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Der bevilges delvis støtte på 13.000 kr. Begrundelsen for ikke at give den fulde ansøgte støtte er en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende puljemidler.
Til top