Mødedato: 19.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Indkøb af boldmaskine til brug ved cricketspil

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

1. At Lokaludvalget følger Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalgets indstilling og bevilger 40.000 kr. til indkøb af boldmaskine eller følger forretningsudvalgets indstilling og giver afslag på støtte.

Problemstilling

Copenhagen Cricket Club søger støtte til indkøb af en boldmaskine, der skal bruges ved træning og oplæring af spillere. Maskinen fungerer på den måde, at den efter indstilling kan ”kaste ” bolden med den ønskede hastighed og med den ønskede sværhedsgrad. Det er foreningens håb, at maskinen vil sikre en yderligere tilgang af medlemmer samt forbedre foreningens sportslige resultater.

Der er ikke planlagt konkrete aktiviteter eller arrangementer i forbindelse med indkøbet af kastemaskinen. Dog er det foreningens plan at rette henvendelse til alle skoler og ungdomsklubber i lokalområdet med indbydelse til at besøge det kommende cricketanlæg  i Tingbjerg, så snart anlægget (træningsbåse/kastegårde, boldmaskine m.v. ) står klart.
 
Boldmaskinen kan flyttes rundt, men vil for det meste blive placeret ved EnergiCenter Voldparken. Det vil være muligt for andre end foreningens medlemmer, fx skoleklasser, at benytte boldmaskinen under supervision af foreningens medlemmer, der ved hvordan maskinen skal benyttes.

Ansøgt beløb: 40.000 kr.

Forventede udgifter: 40.000 kr.  

Copenhagen Cricket Club har mere end 200 medlemmer. De træner udendørs i Tingbjerg om sommeren og i hallen ved EnergiCenter Voldparken om vinteren.

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller til støtte som ansøgt med den begrundelse, at udvalget finder det vigtigt at støtte lokale sportsaktiviteter for unge i Tingbjerg.

Forretningsudvalget indstiller til afslag med den begrundelse, der står under 'Løsning B'.

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A: Projektet bevilges den ansøgte støtte på 40.000 kr.

eller

B: Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at Lokaludvalget prioriterer at støtte projekter, hvor der indgår medfinansiering, især når der er tale om indkøb af inventar. Indkøbet vurderes desuden at komme en relativt begrænset målgruppe til gode. Derudover vurderer Lokaludvalget at indkøbet af en boldmaskine kan sidestilles med drift, idet indkøbet kan ses som en forlængelse af foreningens normale aktiviteter.

Økonomi

Hvis der bevilges støtte, tages pengene fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen)

Beslutning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at Lokaludvalget prioriterer at støtte projekter, hvor der indgår medfinansiering, især når der er tale om indkøb af inventar. Indkøbet vurderes desuden at komme en relativt begrænset målgruppe til gode. Derudover vurderer Lokaludvalget at indkøbet af en boldmaskine kan sidestilles med drift, idet indkøbet kan ses som en forlængelse af foreningens normale aktiviteter.

Beslutningen blev truffet ved afstemning idet der først blev stemt om at bevilge den ansøgte støtte. Fire stemte for støtte (Anette Thaulow, Palle Lolk, Laust Andersen og Morten D. Andersen), ni stemte imod (Erik Fisker, Hans S. Christensen, Ernst E. Sørensen,Vera Rasmussen, Kirsten Møller, Niels Jørgen Madsen, Freddy Asger Ingvorsen, Stig Torp Kaspersen, Hannebeth B. Christensen) og to undlod at stemme (Janni Nielsen og Anders Pedersen).

Sheikh Mohammed var inhabil.
Til top