Mødedato: 18.05.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Golden Days i Brønshøj"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 29.700 kr. til projektet "Golden Days i Brønshøj".

Problemstilling

Brønshøj Bibliotek, Brønshøj Kirke og Kulturhuset Pilegården søger støtte til afholdelse af aktiviteter under Golden Days-festivalen i perioden 2.-17. september 2017.

I år er temaet for Golden Days 850-året for grundlæggelsen af København. Historien om at Biskop Absalon grundlagde København er blevet en del af københavnernes fortælling om sig selv. Brønshøj Kirke er grundlagt af Absalon i middelalderen. Absalon danner rammen om ansøgernes arrangementer.

Brønshøj Kirke: Til voksne: Udstilling om kirkens historie i våbenhus og kirke, med fokus på middelalderen. Der er fri adgang under festivalen + en aftenrundvisning den 7. september.  Til børn: Over 2 dage inviteres 0.-1.klasser fra Brønshøj Skole til at høre fortællingen om Absalon og fremstille hånddukker, som bruges til en lille teaterforestilling.

Brønshøj Bibliotek: Til voksne: Foredrag den 14. september. med folkene bag podcasten ”Kongerækken”. Temaet er konger, men suppleres med fortællingen om Absalon. Til børn: ”Kongerækken” og Absalon den 9. september. formidlet til børn fra 7 år og deres voksne. Begge arrangementer er gratis.

Pilegården: I samarbejde med Blå Congo og spejderne fra 21st Barking, arrangeres middelalder-fællesspisning for børn og voksne i Pilegårdens have den 10. september. Maden tilberedes over bål bl.a. med ingredienser, som børnene sanker i mosen. Desuden middelalderbørnemusik og skyggespil i haven. Målgruppen er børnefamilier. Der tages betaling for maden.

Desuden er der rundvisning i Carlstad-udstillingen i Rytterskolen den 3. og 10. september.

Annoncering: Golden Days Festivalen sørger for kampagne for festivalen generelt i det offentlige rum med program, plakater, events, pressemeddelelser til dagblade mm.. Ansøgerne laver et lokalt miniprogram, annoncerer i egne nyhedskanaler og sender pressemeddelelser til lokalaviser. Ansøger forventer 200-300 deltagere i alt til arrangementerne.

Ansøgt beløb: 39.700 kr.

Forventede udgifter: 51.200 kr.

Forventede indtægter: 2.500 kr.

Egenfinansiering: 9.000 kr.

Projektets udgifter består primært af honorarer til aktiviteterne samt PR og indmeldelsesgebyr til Golden Days-festovalen. De ansøgende institutioner bidrager med kontant medfinansiering samt medarbejdertimer.

Lokaludvalget har tidligere støttet lokale aktiviteter i forbindelse med Golden Days, senest med 16.195 kr. i 2016. 

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Kulturudvalget, der begge indstiller til, at der gives støtte som ansøgt. 

Forretningsudvalget indstiller til, at der gives delvis støtte på 29.700 kr. med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning A".

Løsning

Der er en delt indstilling, og lokaludvalget beslutter enten

A: Projektet bevilges delvis støtte på 29.700 kr., under forudsætning af, at projektet gennemføres som beskrevet i ansøgningen. Lokaludvalget finder at udgifterne til honorarer er forholdsvis høje og ser gerne en større medfinansiering fra ansøgers side.  

eller

B: Projektet bevilges støtte på 39.700 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).

 

Beslutning

Projektet bevilges delvis støtte på 29.700 kr., under forudsætning af, at projektet gennemføres som beskrevet i ansøgningen. Lokaludvalget finder at udgifterne til honorarer er forholdsvis høje og ser gerne en større medfinansiering fra ansøgers side.

Beslutningen blev truffet ved afstemning, idet der først blev stemt om at give den fulde ansøgte støtte. Herfor stemte seks (Anette Thaulow, Christoffer Rosenkrands, Anni Ørbæk, Sheikh Mohammad Saleem, Mohammed Al Hamod og Niels Jørgen Madsen). Otte stemte imod (Erik Fisker, Lis Søkvist, Laust Andersen, Mads Brenøe Lange, Palle Lolk, Tahira Ashraf, Hans Bo Larsen, Michael Hoff). Ingen undlod at stemme. Forslaget faldt.

Til top