Mødedato: 13.12.2018, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Edition#1 - decomposing water"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 25.000 kr. til projektet "Edition#1 - decomposing water"    

Problemstilling

Kulturhuset Pilegården søger støtte til en lydkunstudstilling i Brønshøj Vandtårn. Udstillingen har fernisering den 15. marts 2019 og løber frem til juni 2019.

“Urum - Institut for efterklang” er et nyt udstillingsrum for lyd, lys og installationskunst i Brønshøj Vandtårn der åbner februar 2019. En lydkunst-duo vil  skabe den første udstilling, som specifikt arbejder med den lange efterklangstid i Brønshøj Vandtårn. Lydværket gemmes som lydfil på en digital tidskapsel i tårnets gulv, hvorfra det kan afspilles en gang dagligt efterfølgende. Kunstnerduoen inviteres endvidere til at afslutte udstillingen med en koncert, som er skabt til rummet.

Ansøger forventer 100 personer til ferniseringen, 400 i løbet af udstillingsperioden og 150 til den afsluttende koncert. Udstillingsrummet vil have faste åbningsdage hver uge, og vil derudover være åbent efter aftale for skoler og institutioner.

Der gøres reklame for udstillingen på Urums, Pilegårdens og Brønshøj Vandtårns Facebooksider. Der udsendes pressemeddelelse til alle danske aviser. Det danske kunstmagasin KUNSTEN.NU vil med deres Podcast for Lydkunst følge udviklingen af Urum og udstillingen. 

Ansøgt beløb: 25.000 kr.

Forventede udgifter: 90.000 kr.

Forventede indtægter: 50.000 kr.

Forventet egenfinansiering: 15.000 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer, materialer, transport og hotel samt PR. Indtægter stammer fra billetsalg og allerede bevilget støtte fra Statens Kunstråd.

Sekretariatet har spurgt ansøger, hvilke af de beskrevne aktiviteter der kræver billet og hvad billetprisen vil være. Ansøger har oplyst, at det ikke er besluttet endnu. Ferniseringen vil dog være gratis.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der finder at Kulturhuset Pilegårdens medfinansiering er for lav sammenlignet med det beløb Lokaludvalget ansøges om og ønsker derfor at støtte med 15.000 kr., svarende til niveauet for Pilegårdens medfinansiering. Forretningsudvalget indstiller at der gives støtte som ansøgt.

Løsning

Der er en delt indstilling. Lokaludvalget beslutter enten:

A: Projektet bevilges støtte på 25.000 kr.

eller

B: Der gives delvis støtte på 15.000 kr.

Sekretariatet bemærker, at Lokaludvalget bør formulere en afslagsbegrundelse, der har hjemmel i puljestøttekriterierne, hvis løsning B vedtages.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede efter afstemning at bevilge 25.000 kr.

For at bevilge 25.000 kr. stemte: Hans S. Christensen, Christian Hesselberg, Mikkel Houman, Palle Lolk, Christoffer Rosenkrands, Kirsten Møller, Tahira Ashraf, Michael Søren Hoff, Pernille Høholt-Larsen, Trille Utzon-Frank

Imod stemte: Lars Nørgaard Andersen, Søren Axel Cloos, Ernst Emil Sørensen,

Undlader, Mette Basbøll

 

 

 

Til top