Orientering om 2025 puljemidler - oversigt over økonomi og ansøgninger
Denne puljestatus giver en opdatering på indkomne rapporter, nye ansøgninger og på puljeøkonomien.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
Der er tre interne indstillinger til restmidler i 2025:
|
Indstilling 2025 |
Fagudvalg |
Beløb |
|
Infostandere omkring Bystævnet |
BUU |
5.000 kr. |
| Vægkort over Brønshøj-Husum | BUU | 5.000 kr. |
| Plakater til byrumsstandere vedr. at stemme til valg til lokaludvalg | FU | 5.000 kr. |
|
I alt |
15.000 kr. |
Status på Kvikpulje-projekter
1-mod-1 turnering i Brønshøj: Unge medlemmer af den lokale basketklub B3B fik støtte til at afholde 1-2 sociale basket-turneringer med efterfølgende fællesspisning på Energicenter Voldparken og/eller Bellahøjhallen i efteråret 2025. Ansøgerne endte med at give afkald på støtten, fordi et sponsorat fra den boligsociale helhedsplan FÆLLES OM Husum Tingbjerg var tilstrækkelig økonomisk støtte til at gennemføre projektet. 4.550 kr. er ført tilbage i Kvikpuljen.
Bevillinger fra Kvikpuljen
Siden sidste lokaludvalgsmøde har bevillingsudvalget og forpersonen godkendt tre ansøgninger til Kvikpuljen:
Ungdomsfest Spotlight: Sofia Doris Dillon har på vegne af UngeVærket Spotlights Ungeråd fået støtte til at holde en decemberfest den 12. december 2025. Festen afholdes i UngeVærkets afdeling på Frederikssundsvej 348 i Husum. Festen planlægges af Ungerådet, som også har valgt temaet til festen: ”New York”, og der vil være aktiviteter på dagen med fokus på fællesskaber på tværs. Festen er åben for alle unge i Brønshøj/Husum i alderen 13–18 år, og man behøver ikke være eksisterende bruger i UngeVærket Spotlight for at deltage. Arrangementet annonceres bl.a. via sociale medier og den boligsociale helhedsplan FÆLLES OM. Ansøger forventer ca. 100 deltagere. Der er bevilget 5.000 kr. til forplejning/mad/drikke/snacks.
Street-café i Tingbjerg Skole - sæsonafslutning: Iman El Arbouchi, frivillig i foreningen Street Society, har fået støtte til et arrangement for piger i alderen 10-17 år, som afholdes den 10. eller 12. december 2025. Arrangementet er en social ’sæsonafslutning’ på de ugentlige street caféer, som Street Society har afholdt på Tingbjerg Skole siden foråret 2025. Til arrangementet mødes piger fra street caféen i Tingbjerg med piger fra en tilsvarende street café på Bellahøj/under Bispeengbuen til fællesspisning og skøjteløb. Ansøger forventer, at 20 piger fra Tingbjerg og 20 piger fra Bispeengbuen deltager, samt 10 frivillige fra Street Society. Street café-arrangementerne og sæsonafslutningen er åbent for alle piger i aldersgruppen. Der er bevilget 5.000 kr. til skøjteleje og forplejning/fællesspisning.
Tingbjerg vinterturnering: Salman Khan har fået støtte til at lave en indendørs event med fodboldturnering i Tingbjerg i samarbejde med en gadeplansmedarbejder fra Ny Start. Eventen afholdes i hallen på Tingbjerg Skole en weekenddag i december 2025. Der vil være to turneringer: Én for 12-15årige og én for 16-20årige. Deltagerne spiller mod hinanden 5 mod 5 og ansøger forventer i alt 50 deltagere. Der er præmier til vinderholdene og præmier for fairplay, flest scorede mål m.m. Ansøger håber på at få sponsorater til præmier og forplejning fra lokale butikker. Der er bevilget 5.000 kr. til præmier, forplejning samt køb af bolde og veste.
Afrapporteringer fra afholdte Bydelspulje-projekter
Tingbjerg Challenge 2025: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus fik støtte på vegne af en arbejdsgruppe til at afholde Tingbjerg Challenge den 30. august på plænen ved Copenhagen Cricket Club/Tingbjerg Idrætspark. Arrangementet bestod af et motionsløb, som i år blev udvidet med heats og målgrupper (0-6 år, 7-10 år og +11 år), hvilket resulterede i over 500 børn og unge deltog i selve løbet. Desuden var der en teaterforestilling, som samlede omkring 350-400 deltagere, hoppeborg, musik på scenen, og foreningsaktiviteter (bevægelse og leg) målrettet børn og unge. Derudover deltog lokaludvalget med en bod og uddelte årets Bydelspris fra scenen. I afviklingen af arrangementet deltog som arrangører Den boligsociale helhedsplan FÆLLES OM Husum-Tingbjerg, Ny Start, Idrætsfællesskabet og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus samt enkelte frivillige. Desuden bidrog en række foreninger og fællesskaber med aktiviteter og madboder. Arbejdsgruppen omkring eventet oplever at nå den ønskede målgruppe, og at arrangementet både tiltrækker lokale og gæster udefra. I alt vurderes at over 2.000 børn og voksne deltog i løbet af dagen, hvilket er flere end de forventede 1.500. Ansøger fik udbetalt 50.000 kr. Sabah Qarasnane var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet.
Teatermagi i efterårsferien for børn og unge: Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus fik støtte til at bringe Kultur- og fritidsforvaltningens bydækkende teaterfestival ”Teatermagi” til bydelen. I alt blev afholdt 16 forestillinger og 3 workshops for børn, unge og familier i bydelen, på BRØK, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus og Brønshøj og Husum biblioteker i uge 42. Ca. 800 publikummer fik glæde af forestillingerne. Lokaludvalgets støtte blev oprindeligt givet til 15 forestillinger samt et sideløbende forløb med en gruppe børn og unge, som skulle være med til at udvælge forestillingerne. Den del af projektet kunne ikke gennemføres og derfor har ansøger kun gjort brug af ca. halvdelen af den bevilgede støtte. Ansøger har fået udbetalt 13.188,28 kr.
Boldklubben FIX’ Børnefodboldkoncept: Boldklubben, der hører til på Brønshøj Kirkevej, fik støtte til indkøb af transportable foldemål af typen BazookaGoal, som bruges til et nyt træningskoncept, hvor klubbens børnemedlemmer træner i mindre grupper på 6-8 spillere. Lokaludvalgets støtte skulle bruges på køb af 8 mål, og med finansiering fra DGI og Forenings- og aftenskolepakken har klubben ind til videre købt 52 mål ud af de 90 mål, der skal bruges for at alle børnehold i boldklubben Fix fra U4 til U12 kan implementere børnekonceptet. De indkøbte mål bruges derudover også af andre årgange i både Boldklubben Fix og Brønshøj Boldklub. Boldklubben samarbejder også med FCK om børnekonceptet og med andre københavnske boldklubber i forbindelse med fodboldfestivaller og små stævner. Ansøger fik udbetalt 8.000 kr.
Fædrene i Tingbjerg: Mads Peter Gøbel Elmquist og Anders Michelsen fik støtte til færdiggørelse af filmen ”Fædrene i Tingbjerg” om mande-madklubben Cafe Majroe, som er en socialøkonomisk virksomhed skabt gennem beboerinitiativ i Tingbjerg, pt del af Den Boligsociale Helhedsplan for Husum-Tingbjerg 2024-28. Filmen er primært finansieret af Slots- og Kulturstyrelsen, men ansøgerne manglede finansiering til færdiggørelse, bl.a. lydmixning af filmen og sikring af musikrettigheder til visning i biograf og web. Her bidrog Tingbjerg-Husum Partnerskab også økonomisk. Filmen havde premiere i Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus den 20. november 2025, hvor Cafe Majroe serverede gratis mad, finansieret af kulturhuset. Fra 2027 gøres filmen offentlig tilgængelig på bl.a. Filmstriben. Ansøger har fået udbetalt 5.000 kr.
Vi gør Tingbjerg renere: Seniorbofællesskabet Mosefundet Ruten fik støtte til at afholde et affaldsindsamlings-arrangement i Tingbjerg den 2. november 2025. Der var 29 deltagere, heraf 2 børn. Halvdelen var fra Mosefundet, den anden halvdel fra lokalsamfundet. Der blev indsamlet 65 kg. affald fra de udendørs arealer i Tingbjerg. Efterfølgende var der kaffe og kage og tipskupon om affald i naturen og quiz om affaldssortering i København med præmier købt i lokale butikker. De affalds-snappere, veste, m.m., som blev indkøbt i forbindelse med arrangementet, vil blive brugt ved fremtidige affaldsindsamlinger arrangeret af bofællesskabet. Ansøger vil gerne involvere flere foreninger og aktører fra Tingbjerg i kommende affaldsindsamlinger og holder derfor et åbent planlægningsmøde i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus den 1. december. Der er også ideer om at arrangere udflugter til Affaldsforbrændingen på Amager og biogasanlægget i Solrød og til at få børnefamilier med. Ansøger har fået udbetalt 9.412 kr.
Brønshøj Sangskriver Festival 2025: Foreningen Brønshøj Sangskriver Festival fik støtte til at afholde Brønshøj Sangskriver Festival 2025 i BRØK den 14. og 15. november 2025. På programmet var 24 forskellige artister – solister, duo'er og bands – fordelt på to scener. Den årlige sangskriverkonkurrence er blevet et væsentligt aktiv for festivalen. Den giver god eksponering i månederne op til festivalen, og kåringen af vinderen og den medfølgende omtale resulterede i et interview i landsdækkende radio (P5). Festivalen havde 288 deltagere, svarende til det forventede deltagerantal. Foreningen vil gerne give flere mulighed for at opleve festivalen, men nærmer sig grænsen for, hvor mange deltagere, der er plads til inden for BRØKs rammer. Unge under 30 var garanteret 1/3 af spilletiden på festivalen. De udgjorde også ca. 1/3 af publikum. Navnlig den lokale ’talentskole’ Sound of 2700" ledet af Kevin Lynggaard og Paw Skoubye tiltrak et stort, ungt publikum. Ansøger har fået udbetalt 30.000 kr. Christoffer Rosenkrands var udpeget af lokaludvalget til at følge projektet.
Praktisk Økologi Festival: En lokal frivilliggruppe under Landsforeningen Praktisk Økologi fik støtte til at afholde et arrangement om bæredygtigt havebrug på Energicenter Voldparken den 25. oktober 2025. Festivalen består af 30 små værksteder, hvor frivillige holdt oplæg med gode råd til haven og køkkenet – hvordan man dyrker en masse økologiske grøntsager, og hvad man gør ved dem bagefter. Fermentering, henkogning osv. Der var fælles frokost og en festtale, hvor alle deltagere kunne snakke og videndele. Derudover små boder, hvor deltagerne kunne købe bøger og planter. Der var også et bogbytte-bord og frøbytte-bord. Der deltog også enkelte lokale foreninger og grupper, herunder Brønshøj Mostelaug. Med 235 betalende deltagere, foruden oplægsholdere og andre arrangører, nåede festivalen sit deltagermål på 250-300 deltagere. Ansøger har fået udbetalt 15.000 kr.
Yderligere 22 projekter har modtaget støtte fra Bydelspuljen, men er endnu ikke afholdt eller afrapporteret. Lokaludvalget får forelagt de resterende afrapporteringer i januar eller som en del af den samlede årsrapport for lokaludvalgets puljemidler i 2025.
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Puljemidler 2025
Lokaludvalget besluttede på møde den 12. december 2024 at budgettere med puljemidlerne 2025 i tre mindre puljer:
BYDELSPULJEMIDLER: 1.699.900 kr.
- Pulje A: Bydelspuljen i alt: 955.000 kr.
- 825.000 kr. til den ordinære Bydelspulje.
- 80.000 kr. til juletræer og julelys.
- 50.000 kr. til Kvikpuljen.
- Pulje B. Egne projekter og københavnerinddragelse: 626.300 kr.
- Pulje C: Kommunikation: 118.000 kr.
Rest 600 kr.
På lokaludvalgsmødet d. 25. september besluttede Brønshøj-Husum Lokaludvalg at opretholde Kvikpuljen og lægge øvrige restmidler og mindre forbrug sammen i en fælles pulje.
Status på puljeøkonomi 2025
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har 21.291 kr. til uddeling til ansøgninger til Kvikpuljen.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg har 29.394 kr. kr. i restmidler og mindre forbrug.
Videre proces
Sekretariatet udbetaler puljemidler og afslutter bydelspuljeprojekter og lokaludvalgets projekter i december-januar og forventer, at der i forbindelse med afslutning af bydelspuljeprojekter vil være et mindre forbrug. Tilbageløb og mindre forbrug af puljemidler for 2025 tilbageføres og anvendes af Københavns Kommune.
Sekretariatet udarbejder et puljekompendium/regnskab for lokaludvalgets puljemidler 2025, der forelægges lokaludvalget til sidste lokaludvalgsmøde i denne valgperiode i marts 2026.