Meddelelser
Orientering om vedtaget plejeplan for Utterslev Mose vedr. naturpleje og anlægsarbejde
Teknik- og Miljøforvaltningen har fremsendt vedtaget mini plejeplan samt hvidbog med forvaltningens svar på høring af planen. Se bilag.
Status - omprioritering fra anlægsprojekt til foranalyse for sikker skolevej ved Bellahøj Skole
I august besluttede Borgerrepræsentationen at omprioritere de midler, som var afsat til bl.a. en ombygning af krydset Hareskovvej/Mellemvangen, men som ikke kunne gennemføres pga. manglende tilladelser fra Vejdirektoratet. I stedet gennemføres en foranalyse vedrørende sikker skolevej til Bellahøj Skole.
Teknik- og Miljøudvalget tog den 1. december tage stilling til de formelle ændringer af ibrugtagning og økonomi for projektet (skal også godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen). Foranalysen for sikker skolevej ved Bellahøj Skole har til formål at undersøge, hvor der er behov for tiltag i det nuværende skoledistrikt. Foranalysen koordineres med øvrige tiltag i området, herunder trafiksikkerhedsprojektet på Frederikssundsvej, som ligger indenfor det nuværende skoledistrikt. Resultatet af foranalysen forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget ultimo 2026 med henblik på, at der kan tages stilling til løsninger, som der kan henvises finansiering til i kommende budgetforhandlinger.
Se sagen her: Omprioritering fra anlægsprojekt til foranalyse for sikker skolevej ved Bellahøj Skole, Brønshøj-Husum | Københavns Kommune
Svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen vedr. belysning af Åkandevej
På sidste lokaludvalgsmøde besluttede Brønshøj-Husum Lokaludvalg at sende forvaltningen en henvendelse om belysning af cykelstien på Åkandevej (vedtaget med Budgetforhandlingerne): Medlemsforslag: Kommentarer til belysning langs Åkandevej (Budget 2026) | Københavns Kommune
Teknik- og Miljøforvaltningen har fremsendt følgende svar på henvendelsen:
Hos Københavns Kommune er belysningsteamet sammensat af erfarne fagspecialister. Veldesignet belysning i både den tætte by og langs bynaturen er afgørende for vores flora, fauna og ikke mindst mennesker. Vi har derfor fokus på ikke at overbelyse – og især i naturområder har vi ekstra fokus på at minimere spildlys og valg af lysets farvespektrum.
Den nye belysning langs Åkandevej etableres for at skabe bedre orienteringsforhold på den dobbeltrettede cykelsti, med trafiksikkerhed som det primære fokus. Som udgangspunkt projekteres vores belysningsanlæg i overensstemmelse med gældende standarder for belysningsstyrke, regelmæssighed og blænding – samtidig vurderes den konkrete kontekst altid med omhu.
Vores designprincipper bygger på, at belysning skal have et velbegrundet formål (som her: trafiksikkerhed på en dobbeltrettet cykelsti), være rettet og afskærmet (mod cykelbanen og så vidt muligt skærmet af for at reducere lysforurening), være på et passende belysningsniveau (justeret efter de faktiske forhold, ikke kun standardkrav), være farvetemperaturkontrolleret (varmt lys hvor muligt og med fokus på spektralfordelingen) samt være styret (natdæmpet efter byens dæmpningsprofil, når trafiktætheden er lavere). Det er nogle af de centrale principper, vi arbejder efter for at sikre, at lyset anvendes rigtigt og med omtanke.
Fyraftensmøde om valg til lokaludvalg
Tirsdag d. 13. januar kl. 17.00-18.30 inviterer sekretariatet alle interesserede til fyraftensmøde om valg til lokaludvalg i Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus i cafeen. Her kan alle møde op i det tidsrum og få en uformel samtale om valget og svar på evt. spørgsmål. Lokaludvalgsmedlem Sabah Quarasnane deltager sammen med sekretariatet. Alle er velkomne.