Ønsker til Borgerrepræsentationens kommende forhandlinger om Overførselssagen
Tidligere beslutninger
30.10.2025: Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at rejse følgende ønsker til kommende forhandlinger om Københavns Kommunes Overførselssag:
- Helhedsplan for området omkring Husum Torv, herunder Husum Station
- Screening af Husum Bibliotek.
- Thomas Dambo trolde/Mosetrolde
- Anlæg af naturværksted med bemandet legeplads ved EnergiCenter Voldparken.
- Begrønning af Brønshøj Kultur- og Naturakse, herunder gadekæret og begrønning af Brønshøjvej.
Læs mere her: Drøftelse af fortsat arbejde med ikke-vedtagne budgetønsker | Københavns Kommune
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter og beslutter ønsker til Overførselssagen 2025-26.
Problemstilling
De politiske partier i Borgerrepræsentationen forhandler og aftaler indholdet i Overførselssagen 2025-26 medio marts 2026. Overførselssagen angår overførsel af kommunens mindre forbrug i ét budgetår til det kommende budgetår. Borgerrepræsentationen kan enten tildele midlerne til den oprindelige aktivitet eller bevillige dem til nye aktiviteter.
Lokaludvalgets drøftelser om ønsker til forhandlinger om Overførselssagen
Lokaludvalget har tidligere drøftet at indsende ønsker om:
- Helhedsplan for området omkring Husum Torv, herunder Husum Station
- Screening af Husum Bibliotek.
- Thomas Dambo trolde/Mosetrolde
- Anlæg af naturværksted med bemandet legeplads ved EnergiCenter Voldparken.
- Begrønning af Brønshøj Kultur- og Naturakse, herunder gadekæret og begrønning af Brønshøjvej.
Dertil foreslår Social-og Sundhedsudvalget, at lokaludvalget indsender ønske om toilet i Husum Bypark.
Løsning
Lokaludvalget drøfter og beslutter ønsker til Overførselssagen 2025-26.
Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget indsender ønsker om:
- Midler til begrønning af Brønshøj Kultur- og Naturakse med fokus på Gadekæret.
- Midler til midlertidige løsninger til Bellahøj Friluftsscene, herunder adgang til el, vand og bedre kloakforhold, så det er klar til sæson 2026.
- Thomas Dambo-trolde til Brønshøj-Husum.
- Helhedsplan for området omkring Husum Torv, herunder trafikanalyse, undersøgelse af flytning af busser, plan for gode opholdsmuligheder på Husum Torv, flytning af kuturfaciliteter (f.eks. bibliotek) til eller omkring Husum torv og plan for udvikling af indgangen eller 'porten' til København, så området gøres attraktivt og byder velkommen til København.
Forretningsudvalget har drøftet, at ønsket om screening af Husum Bibliotek udskydes til Budgetforhandlinger om Budget 2027. Det samme gør sig gældende for bemandet legeplads med naturværksted med henblik på, at der frem mod forhandlingerne om Budget2027 på ny samles lokale aktører og interessenter, der samarbejder om projektet og ønsket.
Dertil har Forretningsudvalget drøftet, at lokaludvalget har gjort opmærksom på ønsket om toilet til Husum Bypark, da lokaludvalget indsendte input til forvaltningen om Husum Bypark som ældrevenligt byrum. Forretningsudvalget har drøftet, at såfremt Husum Bypark godkendes politisk som ældrevenligt byrum, så kan ønsket om et toilet, rejses i forbindelse med forhandlinger om Budget2027.
Sekretariatet har på baggrund af Forretningsudvalgets ønsker udarbejdet udkast til henvendelse til Borgerrepræsentationen med ønsker til budget. Se bilag.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets ønsker til forhandlinger om Overførselssagen til den nye Borgerrepræsentation i januar samt til Økonomiforvaltningen.