Medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at udarbejde en indstilling om regulering af hotelkapacitet i form af et kommuneplantillæg og en lokalplan for et område i Indre By, som vist i bilag 1, hvor der ikke må etableres ny hotelkapacitet.
(Stillet af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Vi er bekymrede for, at en for høj koncentration af hoteller og turister i dele af Indre By vil udfordre hverdagslivet i området. Vi ønsker ikke, at området udvikler sig til en kulisse for turister og ønsker på denne baggrund et forbud mod nye hoteller i det område, som er indtegnet i bilag 1.
Reguleringen af nye hoteller skal være med til at indfri kommuneplanens mål om at fremme en bæredygtig turisme, der tager hensyn til lokalmiljø og fordeler sig i hele byen og den øvrige hovedstadsregion. Det skal samtidig ses i sammenhæng med, at der i 2025 var en stærkt stigende interesse for at etablere nye hoteller i København, herunder særligt i Indre By.
I Indre By ønsker vi i stedet fokus på muligheden for at omdanne erhvervsejendomme til boligejendomme.
Vi er samtidig positivt indstillede over for etablering af nye hoteller i andre dele af byen, fx i byudviklingsområder, hvor nye hoteller kan være med til at understøtte butikker, cafeer og restauranter.
Endelig er vi enige om, at projekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet samt funktionelle og miljømæssige hensyn til lokalområdet, omkring pladsdannelser med metrobetjening (Kgs. Nytorv, Nørreport og Rådhuspladsen) kan opnå et kommuneplantillæg og muliggøres, hvis der findes flertal herfor.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2026
Medlemsforslaget blev vedtaget efter afstemning med 40 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, A, C, Å og Q
Imod stemte: B, V, I og O
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre kan ikke støtte medlemsforslaget om et generelt forbud mod etablering af nye hoteller i Indre By. Venstre mener ikke, at det er den rigtige tilgang at indføre brede begrænsninger for bestemte erhverv. Byudvikling bør ske ved konkret stillingtagen til de enkelte sager, hvor lokale hensyn og helhed vurderes fra sag til sag. Samtidig risikerer et forbud at flytte efterspørgslen fra hoteller over i private udlejninger, hvilket kan skabe større gener i boligområderne. Det er afgørende for Venstre, at der fastholdes stabile og forudsigelige rammevilkår for investeringer i København.”
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
“Liberal Alliance stemmer imod forslaget om at forbyde nye hoteller i Indre By. Vi anerkender ønsket om at sikre plads til boliger og hverdagsliv, men et forbud mod nye hoteller er ikke en hensigtsmæssig løsning. Efterspørgslen på overnatning forsvinder ikke, fordi man begrænser udbuddet. Den vil i stedet føre til højere priser og øget pres på andre dele af byen. Samtidig risikerer forslaget at gøre København mindre attraktiv som destination og svække et erhverv, der skaber arbejdspladser, omsætning og liv i byen. Hvis man vælger at begrænse hotelkapaciteten i Indre By, bør man samtidig øge mulighederne for korttidsudlejning, så det ikke går ud over turisters mulighed for at besøge byen.”
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
“Alternativet er enig i nødvendigheden af at begrænse væksten af hoteller i indre by samt at skabe rammerne for, at frigivne kvadratmeter i det indre København bliver konverteret til boliger i stedet for. Derudover ønsker vi en mere bæredygtig turisme, hvor både fordelene og byrderne spredes mere jævnt ud i samtlige bydele. Derfor er det vores ønske, at dette forslag dækkede en meget større område, f.eks. hele Indre By samt dele af Vesterbro.”
Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Dansk Folkeparti stemmer imod forslaget om at forbyde nye hoteller i Indre By. Vi bakker op om plads til almindelige københavnere og et velfungerende hverdagsliv i Indre By, men et totalt stop for nye hoteller er ikke vejen frem. Vi kan ikke forbyde os ud af efterspørgslen. Turisterne forsvinder ikke, bare fordi man lukker døren for nye hoteller. I stedet risikerer vi højere priser, flere korttidsudlejninger og et endnu større pres på andre bydele. Desuden bidrager turisme en masse til København i form af øgede indtægter, arbejdspladser osv.”
Frie Grønne afgav følgende protokolbemærkning:
”Frie Grønne støtter forbuddet mod yderligere hotelkapacitet i Indre By. Frie Grønne bemærker, at Københavns Kommunes strategi om at fremme byen som turismedestination er utidssvarende og skadelig. København er allerede plaget af overturisme. Flere andre storbyer, herunder Amsterdam og Barcelona, har taget konsekvensen og arbejder aktivt for at begrænse turismen, mens København har fokus på at optimere den økonomiske værdi heraf. Turismen omdanner byen til et rum for profitskabelse og presser prisen op for lokale. Det er en branche, der skaber jobs men ikke udvikling, og hvor gevinsterne tilfalder erhvervsmæssige interesser frem for byens borgere. For indbyggerne i København skaber overturismen samlet set ikke økonomisk eller social værdi. Borgernes opbakning til turisme er faldende. Frie Grønne opfordrer derfor til en gentænkning af kommunens tilgang til turisme.”