Mødedato: 30.04.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om regulering af hoteller i Indre By

Se alle bilag

Medlemsforslag 

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at udarbejde en indstilling om regulering af hotelkapacitet i form af et kommuneplantillæg og en lokalplan for et område i Indre By, som vist i bilag 1, hvor der ikke må etableres ny hotelkapacitet.

(Stillet af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Vi er bekymrede for, at en for høj koncentration af hoteller og turister i dele af Indre By vil udfordre hverdagslivet i området. Vi ønsker ikke, at området udvikler sig til en kulisse for turister og ønsker på denne baggrund et forbud mod nye hoteller i det område, som er indtegnet i bilag 1.

Reguleringen af nye hoteller skal være med til at indfri kommuneplanens mål om at fremme en bæredygtig turisme, der tager hensyn til lokalmiljø og fordeler sig i hele byen og den øvrige hovedstadsregion. Det skal samtidig ses i sammenhæng med, at der i 2025 var en stærkt stigende interesse for at etablere nye hoteller i København, herunder særligt i Indre By.

I Indre By ønsker vi i stedet fokus på muligheden for at omdanne erhvervsejendomme til boligejendomme.

Vi er samtidig positivt indstillede over for etablering af nye hoteller i andre dele af byen, fx i byudviklingsområder, hvor nye hoteller kan være med til at understøtte butikker, cafeer og restauranter.

Endelig er vi enige om, at projekter af høj æstetisk og arkitektonisk kvalitet samt funktionelle og miljømæssige hensyn til lokalområdet, omkring pladsdannelser med metrobetjening (Kgs. Nytorv, Nørreport og Rådhuspladsen) kan opnå et kommuneplantillæg og muliggøres, hvis der findes flertal herfor.

Til top