Medlemsforslag om beskyttelsesrum i metrostationer
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at forelægge en politisk sag, som undersøger muligheden for at nye metrostationer indrettes, så de i fremtiden også kan anvendes som beskyttelsesrum. Det er en forudsætning, at anlæg af Metro M5 ikke bliver forsinket og at tilkøb af beskyttelsesrum kan ske indenfor rammerne af aftalen indgået med regeringen om ”Byudvikling og Infrastruktur til Lynetteholm” og forslaget til anlægslov for Metro M5, som har været i høring. Undersøgelsen skal ske i dialog med Hovedstadens Beredskab, Metroselskabet og øvrigt relevante parter, ligesom finansiering søges delvist afdækket i samarbejde med regeringen,
- at løsningerne evalueres efterfølgende og at evalueringen forelægges politisk med henblik på, om eksisterende metrostationer med fordel kan ombygges, så de kan anvendes som beskyttelsesrum baseret på erfaringerne med oprettelsen af de nye beskyttelsesrum.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Hvis der kommer krig i Danmark, har vi ikke plads til alle københavnere i vores eksisterende beskyttelsesrum. I 2025 besluttede NATO-landene et måltal på 5% af BNP, hvoraf 1,5%-point kan bruges på investeringer i kritisk infrastruktur. Netop de 1,5 % er der for nuværende en del dialog om, ligesom der forventes en elastik i anvendelsen. Borgerrepræsentationen bør derfor undersøge muligheden for at bygge kommende metrostationer, så de også kan anvendes som beskyttelsesrum. Undersøgelsen skal ske i dialog med Hovedstadens Beredskab, Metroselskabet og øvrigt relevante parter, ligesom Regeringen skal inddrages i forhold til et økonomisk tilskud som del af NATO-bidraget.
Borgerrepræsentationen har stemt for at anlægge en ny metrolinje, M5, hvor hele eller dele af linjen skal føres under jorden. Det er Det Konservative Folkepartis vurdering, at det er afgørende for københavnernes sikkerhed, at de nye metrostationer indrettes efter det fornyet trusselbillede. Eksempelvis med bombesikkert overdækning over metroskakten, mulighed for aflukket ventilation i tilfælde af kemiske angreb, samt toilet- og vandfaciliteter til kortere kriseperioder.
På sigt kan de eksisterende metrostationer ombygges til beskyttelsesrum i det omfang, det er nødvendigt for at sikre kapacitet til alle københavnere. Flertallet af de nuværende metrostationer har ovenlysvinduer og ingen beskyttelse ned til perronen i tilfælde af nødsituationer. Der kan eksempelvis søges inspiration fra Ukraine, hvor metrostationerne også er beskyttelsesrum og udgør en del af den kritiske infrastruktur, når bomberne falder.