Medlemsforslag om lettere gør-det-selv begrønning
Medlemsforslag
Det forslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en lettilgængelig og forståelig vejledning om borgernes rettigheder og muligheder for at beplante og ændre det offentlige rum,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der beskriver mulighederne for at udvide borgernes rettigheder til selv at forandre byens fysiske rum uden forudgående tilladelse fra kommunen, eller med let tilgængelig tilladelse.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
Motivering
Det er ikke mange der ved det, men mange af de fine blomsterbede under vejtræerne i København er ikke sat af kommunens medarbejdere. De bliver plantet og passet af københavnere. På Østerbro findes der gadetræer, der har været beplantet af frivillige københavnere i mange år. I perioder har de fået støtte til indkøb af planter, men det er borgerne selv, der planter og vedligeholder haverne år efter år, og det kræver ingen lang ansøgningsproces at beplante under et vejtræ.
Det samme gør sig gældende for projektet RENTEN på Rentemestervej i Nordvest, hvor frivillige er gået sammen om at etablere RENTEN’s Planteservice, der er et fællesskab, som beplanter Rentemestervej, så det går fra at være en grå og asfalteret vej til en grøn og levende gade.
For begge plantefællesskaber gælder det, at der er tale om frivillige ildsjæle, der har taget planteskeen i den anden hånd, og som på eget initiativ forandrer byens rum til det bedre. Det er noget, der komme os alle til gavn.
Sådanne frivillige skal vi selvfølgelig støtte, men vi skal også som offentlig myndighed være bedre til at lade være med at stå i vejen for det gode initiativ. Vi skal derfor proaktivt hjælpe dem med at finde ud af, hvad de må ændre, og hvordan de kan ændre det. De skal ikke selv prøve at finde ind til centrum af den bureaukratiske labyrint Københavns Kommune til tider kan være. Vi skal i stedet komme de frivillige i møde, så deres arbejde bliver lettere, og andre forhåbentlig vil følge deres gode eksempel.
Derfor vil vi gerne bede forvaltningen om at producere en lettilgængelig og forståelig vejledning om borgernes rettigheder og muligheder for at beplante og ændre det offentlige rum, så det bliver lettere at etablere plantekasser, væghængte bænke, eller andre kreative idéer, der dukker op hos lokale med grønne fingre.
Vi skal også se på, om der er noget vi kan ændre, der udvider borgernes rettigheder til at ændre byens rum. Sætter vi som kommune nogle velmenende, men måske utidssvarende krav til, hvad man må og ikke selv må ændre i byens rum? Udgangspunktet må trods alt være, at det ikke er kommunen men en selv, der bestemmer hvordan ens nabolag skal se ud.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2025
Venstre og Helle Jønch (løsgænger) fremsatte ændringsforslag om, at følgende udgår af 2. at-punkt:
”uden forudgående tilladelse fra kommunen, eller”, så 2. at-punkt lyder:
”at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og miljøforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, der beskriver mulighederne for at udvide borgernes rettigheder til selv at forandre byens fysiske rum med let tilgængelig tilladelse.”
Det af Venstre og Helle Jønch (løsgænger) fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 28 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, V, I, Finn Rudaizky (Løsgænger) og Helle Jønch (løsgænger)
Imod stemte: Ø, F, B og Å
Medlemsforslagets 1. at-punkt blev vedtaget med 43 stemmer imod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, F, B, V, Å, I, Finn Rudaizky (Løsgænger) og Helle Jønch (løsgænger)
Imod stemte: C
Medlemsforslagets 2. at-punkt blev vedtaget med 28 stemmer imod 17. 7 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, B og Å
Imod stemte: A, C og I
Undlod at stemme: V, Finn Rudaizky (Løsgænger) og Helle Jønch (løsgænger)
Helle Jønch (løsgænger) afgav følgende protokolbemærkning:
”Begrønningen af lokale områder er en god idé, så længe det ikke går ud over parkeringspladser og kommunens budgetter. Andre borgere begrønner selv deres områder f.eks. grundejere uden kommunen skal betale for øget herlighedsværdi. Derudover er der brug for parkeringspladser i byen. Borgere der ønsker nedlæggelse af parkering i eget miljø, bør finansiere genetablering i nærområdet for egen regning, så det ikke bebyrder kommunens udgifter.”