Mødedato: 30.04.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Rådhusbibliotekets samling og lokaler

Der skal tages stilling til forslaget for Rådhusbibliotekets samling og lokaler, som fraflyttes 1. juni 2015

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at det tages til efterretning, at Kultur- og Fritidsudvalget for nærværende ikke kan pege på en alternativ anvendelse af Rådhusbibliotekets lokaler, 
  2. at Københavns Ejendomme anmodes om, på baggrund af en høring af de øvrige forvaltninger og interessenter, at fremkomme med et konkret forslag til fremtidig anvendelse af Rådhusbibliotekets lokaler.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.


(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 27. november 2014, at Rådhusbibliotekets biblioteksfunktioner og materialesamling flyttes til enten Hovedbiblioteket eller det nye Københavns Museum i Stormgade, såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vurderer, at det vil være mere hensigtsmæssigt. Lokalerne skal fraflyttes den 1. juni 2015.

Som led i Borgerrepræsentationens beslutning blev Kultur- og Fritidsudvalget desuden anmodet om at udarbejde forslag til den fremtidige anvendelse af Rådhusbiblioteket, der sikrer en respektfuld fremtidig anvendelse af lokalerne. De konkrete forslag skal vise, hvordan Rådhusbibliotekets lokaler kan åbnes mere op, så flere borgere får glæde af de smukke rammer, end de få brugere, der ser dem i dag.

Løsning

Den primære og optimale indgang til Rådhusbibliotekets bogsamling er en digital fortegnelse over materialerne. Her beskrives materialernes karakter, indhold og placering. Adgangen til samlingen forbedres, hvis selve materialet også foreligger i digital form. I lyset af samlingens benyttelse og karakter, er placeringen af materialerne derfor ikke så afgørende. En digitalisering af samlingen og en udbygning af den digitale fortegnelse vil i høj grad forbedre både borgeres og historikeres adgang til samlingen. Derfor omfatter planen også en digitalisering af dele af samlingen.  

Der er igangsat en proces for flytningen af biblioteksfunktionen, som udover digitalisering af ca. 6.000 materialer, betyder at ca. 10.000 materialer flyttes til anden lokation på enten Hovedbiblioteket, Stadsarkivet eller Københavns Museum. Og at de resterende 19.000, som er slidte og tilgængelige andre steder, bortskaffes.

Rådhusbibliotekets magasin er pt. nedpakket i 1.000 flyttekasser. Disse flyttes til lager/kontor og gennemgås i forhold til faglige kriterier for enten digitalisering, fysisk bevarelse eller bortskaffelse.  
 

Der vil desuden være mulighed for, at en mindre del af samlingen kan bevares på sin nuværende plads efter nærmere dialog med Københavns Ejendomme. Der vil i første omgang være tale om materialer, der ikke umiddelbart vil være brugsadgang til, men forslaget sikrer at det fredede inventar kan bevares med bøger i reolerne.  

Når biblioteksfunktionen er fraflyttet 1. juni 2015, har Københavns Ejendomme mulighed for at anvende Rådhusbibliotekets lokaler som møde- eller repræsentationslokale. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen har arbejdet videre med et forslag om, at også den fremtidige brug af Rådhusets lokaler efter lukningen den 1. juni 2015 skulle indgå i projektet med en udvidet og samlet museums- og besøgstjeneste på Københavns Rådhus. Kultur- og Fritidsudvalget behandlede en indstilling om besøgstjenesten på sit møde den 19. februar 2015. Forvaltningens indstilling blev godkendt, dog således at punktet om Rådhusbibliotekets lokaler udgår af projektet. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen kan på nuværende tidspunkt ikke pege på alternative anvendelsesmuligheder af Rådhusbibliotekets lokaler.  

Da lejemålet er opsagt pr. 1. juni 2015, vil det herefter i overensstemmelse med huslejemodellen være Københavns Ejendomme, der har ansvaret for forslag til en alternativ anvendelse. Kultur- og Fritidsforvaltningen finder det derfor nærliggende at foreslå, at Københavns Ejendomme i den forbindelse kan høre de øvrige forvaltninger og interessenter om alternative forslag til anvendelse af Rådhusbibliotekets lokaler, og at der på denne baggrund fremlægges et konkret forslag i Borgerrepræsentationen.

Økonomi

Borgerrepræsentationen besluttede den 27. november 2014 at udgifterne på 3,025 mio. kr. til flytning og digitalisering lånefinansieres via tillægsbevilling i form af et internt lån i 2015 på 3,025 mio. kr. til flytning af Rådhusbibliotekets samling til Hovedbiblioteket eller det nye Københavns Museum i Stormgade og digitalisering af samlingen.


Carsten Haurum

                                                                                                /Jakob Heide Petersen

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,  

1.  at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen indgår i dialog med Københavns Ejendomme om, at dele af Rådhusbibliotekets samling indtil videre kan blive stående i Rådhusbibliotekets lokaler,  

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.  at det tages til efterretning, at Kultur- og Fritidsudvalget for nærværende ikke kan pege på en alternativ anvendelse af Rådhusbibliotekets lokaler,

3.  at Københavns Ejendomme anmodes om, på baggrund af en høring af de øvrige forvaltninger og interessenter, at fremkomme med et konkret forslag til fremtidig anvendelse af Rådhusbibliotekets lokaler.
 



Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 6. marts 2015:

Indstillingen blev godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalget bemærkede supplerende, at såfremt udvalget i den videre proces skulle pege på alternative anvendelsesmuligheder af Rådhusbiblioteket kunne nævnes møde- og repræsentationsformål, anvendelse til fordybelse/studiepladser og møde- og repræsentationslokaler til en bredere kreds, f.eks. konsulater.

Rikke Lauritzen og Allan Ahmad ønskede følgende protokolbemærkning fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 23. oktober 2014 videreført:

"Enhedslisten er enig i, at der er for få, der bruger Rådhusbiblioteket. Vi er imidlertid ikke enige i, at løsningen er at lukke stedet. I stedet havde vi gerne set, at man havde kigget på, hvad der kunne gøres for at tiltrække flere brugere. Rådhusbiblioteket er et helt unikt rum på Rådhuset, som fortjener at blive brugt. Og vi synes, det er ærgerligt, hvis Rådhusbibliotekets samling af lokalhistorisk materiale 'blot' bliver en del af Hovedbiblioteket, som i forvejen har store problemer med pladsmangel. Derudover ser vi masser af muligheder i, at Rådhusbibliotekets flotte omgivelser fik andre og flere funktioner ud over den rene biblioteksfunktion."

Carl Christian Ebbesen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Dansk Folkepartis ønske er, at beslutningen om lukningen af Rådhusbiblioteket bliver omgjort."


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. april 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.


Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 6. marts 2015:

"Enhedslisten er enig i, at der er for få, der bruger Rådhusbiblioteket. Vi er imidlertid ikke enige i, at løsningen er at lukke stedet. I stedet havde vi gerne set, at man havde kigget på, hvad der kunne gøres for at tiltrække flere brugere. Rådhusbiblioteket er et helt unikt rum på Rådhuset, som fortjener at blive brugt. Og vi synes, det er ærgerligt, hvis Rådhusbibliotekets samling af lokalhistorisk materiale 'blot' bliver en del af Hovedbiblioteket, som i forvejen har store problemer med pladsmangel. Derudover ser vi masser af muligheder i, at Rådhusbibliotekets flotte omgivelser fik andre og flere funktioner ud over den rene biblioteksfunktion."

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2015

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om at ændre 2. at-punkt fra:

 

”At Københavns Ejendomme anmodes om, på baggrund af en høring af de øvrige forvaltninger og interessenter, at fremkomme med et konkret forslag til fremtidig anvendelse af Rådhusbibliotekets lokaler.”

 

til:

 

”At Borgerrepræsentationen beslutter at pålægge Københavns Ejendomme, på baggrund af en høring af de øvrige forvaltninger og interessenter, at fremkomme med et konkret forslag til fremtidig anvendelse af Rådhusbibliotekets lokaler, herunder undersøgelse af muligheden for at etablere studiepladser for specialestuderende samt mødelokale for Borgerrepræsentationens medlemmer.”

 

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse af et 3. at-punkt:

 

”at den fremadrettede proces politisk forankres i gruppeformandskredsen.”

 

 

Der ønskedes afstemning om indstillingens 1. at-punkt. Indstillingens 1. at-punkt

blev godkendt med 37 stemmer imod 0. 11 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F, O og V.

Undlod at stemme: Ø.

 

 

Det af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag om nyt 2. at-punkt (ÆF1) blev godkendt uden afstemning.

 

 

Det af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF og Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag om tilføjelse af et 3. at-punkt (ÆF2) blev godkendt uden afstemning.

 

 

Den således ændrede indstilling var hermed godkendt.

 

 

Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

"Enhedslisten er enig i, at der er for få, der bruger Rådhusbiblioteket. Vi er imidlertid ikke enige i, at løsningen er at lukke stedet. I stedet havde vi gerne set, at man havde kigget på, hvad der kunne gøres for at tiltrække flere brugere. Rådhusbiblioteket er et helt unikt rum på Rådhuset, som fortjener at blive brugt. Og vi synes, det er ærgerligt, hvis Rådhusbibliotekets samling af lokalhistorisk materiale 'blot' bliver en del af Hovedbiblioteket, som i forvejen har store problemer med pladsmangel. Derudover ser vi masser af muligheder i, at Rådhusbibliotekets flotte omgivelser fik andre og flere funktioner ud over den rene biblioteksfunktion."

 

 


Til top