Mødedato: 30.04.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udvikling og tilpasning af Københavns Kommunes exitindsatser

Se alle bilag

Der skal tages stilling til forslag om udvikling og tilpasning af Københavns Kommunes exitindsatser.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at Exitprogrammet og programmet KIV (”Kriminalpræventiv Indsats for Unge Voksne”) smeltes sammen i ét nyt samlet Exitprogram,
  2. at Københavns Kommunes operative opgave i forhold til den nationale Rammemodel for exit-programmer til bande- og rockermedlemmer, placeres i Socialforvaltningens Enhed for Kriminalpræventive Programmer,
  3. at Enheden for Kriminalpræventive Programmers tilbud fremadrettet består af i alt 55 årspladser målrettet voksne københavnere,
  4. at der i 2015 overføres 0,33 mio. kr. fra Socialudvalget for at styrke job og uddannelse blandt borgerne i Exitprogrammet. 0,167 mio. kr. overføres til Børne- og Ungdomsudvalget, og 0,167 mio. kr. til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Se tabel 1 i økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets, Børne- og Ungdomsudvalgets og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget) 

Problemstilling

Københavns Kommune har siden 2010 gjort sig erfaringer med indsatser for kriminelle og kriminalitetstruede unge københavnere i alderen 18-25 år, som ønsker hjælp til at lægge deres kriminelle livsstil bag sig. Samtidig har kommunen gjort sig erfaringer med konkrete sager under regeringens ”En Vej Ud - Rammemodel for exit-programmer til bande- og rockermedlemmer”. Erfaringerne med de forskellige exitindsatser peger på, at Københavns Kommunes indsatser på området med fordel kan udvikles og tilpasses, og Socialforvaltningen fremlægger forslag herom.

Løsning

Exitprogrammet og KIV (”Kriminalpræventiv Indsats for Unge Voksne”) . Begge programmer blev igangsat kort tid efter hinanden i 2010 og er forankret i Socialforvaltningens Enhed for Kriminalpræventive Programmer (EKP). KIV drives af Socialforvaltningen alene, mens Exitprogrammet går på tværs af Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen. EKP varetager derudover kommunens operative opgave i forbindelse med regeringens ”En Vej Ud - Rammemodel for exit-programmer til bande- og rockermedlemmer”.

EKP blev etableret i 2010, og der har frem til ultimo 2014 været 166 forløb: 80 i Exitprogrammet, 72 i KIV og 14 under den nationale Rammemodel. Evalueringer viser, at Exitprogrammet og KIV opnår positive resultater. Effektmålinger foretaget i starten af 2014 viser, at 42 pct. af deltagerne ikke er sigtet for ny alvorlig eller personfarlig kriminalitet 1 år efter udskrivning, mens 45 pct. af deltagerne er tilknyttet uddannelses- eller beskæftigelsesfremmende aktiviteter 3 måneder efter afsluttet programforløb. Samtidig har en ekstern cost-benefit analyse af Exitprogrammet og KIV estimeret, at der opnås en samfundsøkonomisk gevinst på op til 298.000 kr. i gennemsnit pr. borger, der deltager i EKP’s programmer. Gevinsten er udregnet ud fra en succesrate på 40 pct. Med den nuværende succesrate på 42 pct. er Exitprogrammet og KIV således gode samfundsøkonomiske investeringer.

Socialforvaltningen vurderer, at der kan opnås endnu bedre resultater ved at udvikle Københavns Kommunes exitindsatser som beskrevet i de følgende tre konkrete forslag om tilpasninger. De tre forslag uddybes i bilag 1. 

1.
Forenkling til gavn for borgerne

For det første foreslår Socialforvaltningen en forenkling, så Exitprogrammet smeltes sammen med KIV i ét nyt samlet program: Exitprogrammet – Københavns Kommunes kriminalpræventive program. Målgruppen for det samlede Exitprogram vil være kriminelle og kriminalitetstruede voksne. Borgere med bandetilknytning vil have prioritet.

Forenklingen vil gavne borgerne. I dag kan borgere, som deltager i KIV, ikke drage nytte af den hurtigere, tværfaglige og skræddersyede uddannelses- og jobindsats på tværs af forvaltningerne, som borgerne i Exitprogrammet kan. Tilsvarende sker det i dag, at bandemedlemmer afvises i Exitprogrammet, fordi de har større behov end det nuværende Exitprogram kan imødekomme. Det samlede Exitprogram vil bestå i en målrettet kriminalpræventiv indsats over gennemsnitligt 1 år (og max 2 år) med fokus på ændring af borgernes tankemønstre og udvikling af faglige, personlige og sociale kompetencer. Programmet vil tilbyde vejledning og støtte omkring uddannelse, beskæftigelse, bolig, økonomi og andre sider af tilværelsen, der har betydning for risikoen for tilbagefald til kriminalitet (trusselsniveau, misbrug, psykiske problemstillinger mv.).

Forenklingen betyder, at Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens opgave vokser, da de to forvaltninger skal opbygge et fleksibelt beredskab, som kan sikre hurtig hjælp til alle borgere, som deltager i Exitprogrammet, også i spidsbelastningsperioder.

2. Samling af bandeexit-ekspertise i Enheden for Kriminalpræventive Programmer

For det andet foreslår Socialforvaltningen, at Københavns Kommunes operative opgave ift. den nationale Rammemodel forankres i EKP.

SSP organisationen har det overordnede organisatoriske og administrative ansvar for Københavns Kommunes opgaver under Rammemodellen. Den operative opgave er ikke på samme måde formaliseret, men varetages i praksis af EKP. Socialforvaltningen anbefaler, at EKP’s operative opgave under Rammemodellen formaliseres, idet EKP i forvejen samler kommunens faglige ekspertise til forhold bandeexit og kan sikre en tæt koordinering med kommunens egne indsatser på området. EKP vil desuden fra foråret 2015 repræsentere kommunerne i det nationale exit-kontaktpunkt – et samarbejde mellem politiet, Kriminalforsorgen og KL, som skal rådgive og sparre i konkrete exitsager og bidrage til udviklingen af den nationale exitindsats.

3. En kriminalpræventiv indsats for alle voksne københavnere

For det tredje foreslår Socialforvaltningen, at EKP’s tilbud fremadrettet består af i alt 55 årspladser, og at den nuværende øvre aldersgrænse på 25 år i Exitprogrammet/KIV ophæves. Socialforvaltningen vurderer, at det vil give en god ramme for at kunne udføre såvel kommunens egne exitindsatser som kommunens bidrag til exitforløb i den nationale Rammemodel, samtidig med at programmet kan rumme de københavnere, som i dag afvises alene med henvisning til at de er over 25 år.

Økonomi

Exitprogrammet er finansieret af 3,9 mio. kr. (2012 pl.) årligt i 2012-2015, jf. aftalen om budget 2012. Herudover er der bevilget 1,1 mio. kr. varigt fra 2015 til Exitprogrammet indenfor Socialudvalgets ramme. KIV er finansieret af 3,1 mio. kr. (2014 pl.) årligt i 2014-2017, jf. aftalen om budget 2014.

Bevillingen til Exitprogrammet udløber altså med udgangen af 2015, og det betyder, at finansieringen af EKP’s tilbud omtrent halveres fra 2016.

Som følge af udviklingen og tilpasningen af Exitprogrammet overføres 167 t. kr. i 2015 fra Socialudvalget til hhv. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget med henblik på at udvide den tværfaglige og skræddersyede job- og uddannelsesindsats til alle i det nye Exitprogram, jf. bilag 1. Det svarer på årsbasis til, at Børne- og Ungdomsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget hver især tilføres 250 t. kr.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2015 pl.)

Varig?
ja/nej

2015

2016

 

 

4

SUD

1613

Borgere med sindslidelse

5.35.40.1

U

333

0

 

 

Nej

 

4

BIU

1810 Beskæftigelsesindsats

6.45.53.1

U

167

0

 

Nej

4

BUU

1315

Undervisning - Demografireguleret

 

 

0.32.21.4

U

167

0

Nej

I alt

-

-

-

-

667

0

Nej

 Socialforvaltningen vil i forbindelse med forhandlingerne om Københavns Kommunes budget for 2016 udarbejde forslag om håndtering af den fremtidige finansiering af EKP’s tilbud. 

Videre proces

Tiltræder Socialudvalget indstillingen, vil den blive videresendt til behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Såfremt Københavns Kommunes opgave i forbindelse med den nationale Rammemodel for exit fra banderne antager et større omfang end forventet, vil Socialforvaltningen fremlægge forslag om håndtering heraf til politisk beslutning.



Anette Laigaard                     /
  Ane K. Christensen   

 

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Exitprogrammet og programmet KIV (”Kriminalpræventiv Indsats for Unge Voksne”) smeltes sammen i ét nyt samlet Exitprogram,
  2. at Københavns Kommunes operative opgave ift. den nationale Rammemodel for exit-programmer til bande- og rockermedlemmer placeres i Socialforvaltningens Enhed for Kriminalpræventive Programmer,
  3. at Enheden for Kriminalpræventive Programmers tilbud fremadrettet består af i alt 55 årspladser målrettet voksne københavnere,
  4. at der i 2015 overføres 0,33 mio. kr. fra Socialudvalget for at styrke job og uddannelse blandt borgerne i Exitprogrammet. 0,167 mio. kr. overføres til Børne- og Ungdomsudvalget, og 0,167 mio. kr. til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

    Se tabel 1 i økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.  



Socialudvalgets beslutning i mødet den 25. marts 2015

Kontorchef Ane K. Christensen, sekretariatschef Michael Melbye og områdechef Joy Torpdahl deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:  
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets, Børne- og Ungdomsudvalgets og Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2015

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top