Mødedato: 30.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til etablering af Fremtidens Fritidstilbud på Lergravsparkens Skole

Se alle bilag
Der skal tages stilling til etablering af Fremtidens Fritidstilbud ved Lergravsparkens Skole.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 40,5 mio. kr. (2017 p/l) til etablering af Fremtidens Fritidstilbud på Lergravsparkens Skole.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Med implementeringsplanen for Fremtidens Fritidstilbud til Lergravsparkens Skole er det af Børne- og Ungdomsudvalget besluttet den 20. maj 2015, at fritidstilbuddet skal organiseres som et fritidshjem i kommunal klynge og være lokaliseret på 3 matrikler: Moselgade 21 (Ønske Øen), Ungarnsgade 34 (Pløkken) og Lergravsvej 2 (Smilehullet).

BUF og Byggeri København (ByK) har fået udarbejdet et projektforslag for Fremtidens Fritidstilbud på Lergravsparkens Skole på baggrund af implementeringsplanen og funktionsprogrammet for skoler og KKFO/fritidshjem (BR 18.9.14). Med projektforslaget blev det vurderet, at der var behov for etablering af et nyt, større fritidstilbud på Lergravsvej 2 således, at der på alle 3 matrikler i alt tilvejebringes 560 fritidshjemspladser, svarende til en opnormering på 181 pladser i alt.

Løsning

Den nye organisering kræver kun ombygninger og nybyggeri på Lergravsvej 2, der opnormeres med 95 pladser. Opnormering på de to øvrige matrikler kan ske inden for den eksisterende plads.

Projektbeskrivelse
På nuværende tidspunkt består Lergravsvej 2 af en utidssvarende pavillon og en ældre villa. Den gamle pavillon vil blive brugt som genhusning, hvorefter den nedrives. Villaen bygges om og der opføres en ny bygning ved siden af villaen.

Fritidshjemmets villa indeholder 2 etager plus kælder. Villaens kælder bliver ankomstetagen for børnene, der fra legepladsen kan gå direkte ind i kælderens garderoberum. Villaen får et nyt alrum, der bliver centralt i det nye fritidshjem. Derudover vil villaen bl.a. indeholde musikøverum, legerum og kreativt værksted.

Vest for den nuværende villa opføres en bygning, der kobles sammen med villaen via gangbro og tunnel. Nybygningens nederste etage rummer en bevægelsessal og ligger i samme niveau som villaens kælderetage. I stuen og 1. sal vil der være hhv. musikrum og kreativt rum. I forbindelse med nybyggeriet opføres en naturlegeplads.

Villaen og den nye bygning får et samlet bruttoareal på 890 kvadratmeter svarende til arealkravet i funktionsprogrammet.

Brugerinddragelse 
Der blev i maj 2016 nedsat et byggeudvalg bestående af klyngeleder, pædagogisk leder, skoleleder, rådgiver, projektleder i ByK samt projektleder i BUF. Skolen og fritidshjemmet har samarbejdet og fundet frem til, hvilke af skolens lokaliteter, der skal deles med fritidshjemmet. Klyngens nytiltrådte forældrebestyrelse har ikke været en del af byggeprojektet. Klyngens forrige forældrebestyrelse og enhedens forældreråd er blevet informeret om projektet og der har været positive tilkendegivelser fra forældrene i forbindelse med orienteringsmøderne, se bilag 2.

Udtalelse fra Byggeri København
Udtalelsen fra Byggeri København giver ikke anledning til bemærkninger (bilag 3).

Midlertidig genhusning
I byggeudvalget er det besluttet, at fritidshjemmets børn i byggeperioden midlertidigt kan genhuses i en del af den eksisterende pavillon på Lergravsvej 2, i de fraflyttede klublokaler i Moselgade (Ønske Øen) samt at de efter aftale med skolen har rådighed over to af skolens idrætssale på Ungarnsgade 34.

Tidsplan
Byggeriet forventes at kunne starte juli 2017 med henblik på ibrugtagning i januar 2019.

Praktikanter
Det forventes, at der ved udførelsen af projektet kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikpladser svarende til 5 årsværk.

Suspension af skoledistrikt for ny skole på Nordøstamager
Med beslutning den 11. januar 2017 anbefalede BUU overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at beslutningen om at oprette et skoledistrikt til den ny skole på Nordøstamager i skoleåret 2017/18 suspenderes. Som følge heraf vil distriktet til Lergravsparkens Skole i et enkelt år blive udvidet med 3 roder, som i dag består af 59 børn i skolestartsalderen.

Beslutningen forventes ikke at udløse kapacitetsproblemer på Lergravsparkens Skole, men der kan opstå midlertidigt pres på kapaciteten af fritidstilbud på skolen. Det er ikke unormalt, at nogle skoler i enkelte år indskriver en klasse mere end der er kapacitet til. Det midlertidige pres på fritidskapaciteten på Lergravsparkens Skole vil blive håndteret på samme vis som på andre skoler i samme situation. Forvaltningen vil snarest indgå i dialog med klyngen og skolen om en lokal midlertidig løsning med afhjælpende foranstaltninger. 

Økonomi

I budget 2015 blev der afsat 183,4 mio. kr. (2017 p/l) til implementering af Fremtidens Fritidstilbud på minimum 8 skoler, herunder Lergravsparkens Skole. Der kan anvises dækning for anlægsbevillingen i overensstemmelse med forudsætningerne for de afsatte midler til Lergravsparkens Skole i budget 2015.

Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 1.

Status på finansiering og udmøntning af midler til Fremtidens Fritidstilbud

Der er på nuværende tidspunkt udmøntet midler til 5 ud af 8 skoler, som fik midler i budget 2015. Udmøntningen af midler til de resterende skoler fra budget 2015 afhænger af andre større byggesager på skolerne. Anlægsindstillinger vedr. Fremtidens Fritidstilbud på Bellahøj Skole og Kirsebærhavens Skole forventes at blive forelagt for udvalget i løbet af 2017, mens Oehlenschlægergades Skole afventer projektforslag, der afhænger af byggesagen vedr. sporudvidelsen på skolen. 

Videre proces

Efter godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Tobias Børner Stax              /Sti Andreas Garde

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget indstiller til Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR),

  1. at der gives en anlægsbevilling på 40,5 mio. kr. (2017 p/l) til etablering af Fremtidens Fritidstilbud på Lergravsparkens Skole

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. økonomiafsnittet.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 1. februar 2017
Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. marts 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.     

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. marts 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top