Mødedato: 30.03.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Opfølgning på Handlingsplan for Grøn Mobilitet

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at tilføje to nye initiativer i Handlingsplan for Grøn Mobilitet fra 2012 samt tage den årlige opfølgning på målene i handlingsplanen til efterretning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at opdatering af Handlingsplan for Grøn Mobilitet med to nye initiativer: Selvkørende køretøjer og trafik- og bylivsløsninger ved åbning af Cityringen godkendes,
  2. at opfølgning på mål i Handlingsplan for Grøn Mobilitet tages til efterretning.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Handlingsplan for Grøn Mobilitet, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 11. oktober 2012, skal styrke københavnernes og erhvervslivets adgang til at benytte miljøvenlige transportformer som eksempelvis cykel og metro i København, der også bidrager til bedre fremkommelighed. Planen danner i samspil med KBH2025 Klimaplanen, vedtaget i Borgerrepræsentationen den 23. august 2012, og Kommuneplan 2015 grundlag for størstedelen af Københavns Kommunes arbejde med grøn mobilitet. Forvaltningerne vurderer, at der er behov for at opdatere handlingsplanen med nye initiativer for fortsat at kunne indfri den langsigtede vision i Kommuneplan 2015 og mål i KBH2025 Klimaplanen om større andele grøn transport frem mod 2025.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen har samlet de senest tilgængelige data for de mål og indsatser, der indgår i Handlingsplan for Grøn Mobilitet.

På denne baggrund vurderer forvaltningerne, at teknologien siden handlingsplanen blev godkendt i 2012 har udviklet sig, ligesom forvaltningerne forventer, at transportmønstret vil ændre sig med åbning af Cityringen. For at udnytte potentialer i de nye teknologier og Cityringens muligheder til at opnå en mere effektiv og kollektiv transport foreslår forvaltningerne at opdatere handlingsplanen med følgende nye initiativer:

Selvkørende køretøjer: Udviklingen af selvkørende køretøjer er i hastig vækst og ny national lovgivning er på vej. Selvkørende køretøjer vil på sigt kunne give nye transportmuligheder, men også nye udfordringer for byens indretning og byliv. Det er derfor vigtigt, at de selvkørende løsninger ses i samspil med den kollektive trafik og cykler. For at påvirke og udnytte mulighederne tilføjes et initiativ om selvkørende køretøjers rolle i byens trafik, herunder lovgivning og mulige forsøg. Målet er, at Københavns Kommune deltager i mindst to forsøg med selvkørende køretøjer med henblik på at afdække tekniske og bymæssige problemstillinger.

Trafik- og bylivsløsninger ved Cityringens åbning: Cityringen giver et stort løft til den kollektive trafik i de centrale bydele og vil sammen med den eksisterende metro, kommende udbygninger til Nordhavn og Sydhavn, samt et tilpasset busnet, binde byen sammen på en helt ny måde. Samlet set vil 86 % af indbyggerne og 85 % af arbejdspladserne ligge indenfor 600 m fra metro eller S-tog. Cityringen vil dermed også påvirke, hvordan fodgængere og cyklister bevæger sig rundt i byen. Derfor anbefaler forvaltningerne at gøre en ekstraordinær indsats for at opfylde Kommuneplan 2015s mål om mindst 1/3 cykel, mindst 1/3 kollektiv trafik og højst 1/3 bil gennem både fysiske tiltag og andre incitamenter til at bruge grøn transport. Det undersøges, hvordan nye trafik- og byrumsløsninger omkring stationerne og inden for Cityringen kan øge brugen af stationerne med optimal adgang for fodgængere og cyklister. For at optimere effekterne af metroen, både i forhold til antal passagerer og indretning af by- og gaderum, tilføjes et initiativ om at udvikle scenarier for fremtidige løsninger omkring og indenfor Cityringen. Målet er, at der for udvalgte stationer i forbindelse med Cityringen udarbejdes scenarier med fokus på at øge adgangen for fodgængere og cyklister.

De to nye initiativer skal sammen med den oprindelige handlingsplan fremme det overordnede mål om at styrke københavnernes og erhvervslivets fremkommelighed og adgang til nem og miljøvenlig transport, samt reducere CO2-udledning fra transport. Opfølgningen på mål i handlingsplanen (bilag 1) indeholder ud over de to nye initiativer, status for transportmålsætninger og indsatser i handlingsplanen.

Status for transportmålsætninger

Handlingsplanen for Grøn Mobilitet har overordnet til formål at skabe bedre fremkommelighed og reducere klimaeffekterne fra transport. De politiske målsætninger for grøn mobilitet indgår i:

  • Kommuneplan 2015 med et mål om at mindst 1/3 af alle ture foregår på cykel, mindst 1/3 med kollektiv trafik, samt højst 1/3 i bil.
  • Fællesskab København med, at 50 % cykler til arbejde og uddannelse i København i 2025, og at 75 % af alle ture i København foregår til fods, på cykel eller med kollektiv trafik i 2025.
  •  Klimaplanen fra 2009 med mål om 10 % reduktion af CO2 fra transport.

I perioden fra handlingsplanens basisår 2010 frem til 2015 er andelen af cykelture vokset, mens andele af ture med kollektiv trafik og til fods er faldet. Andelen af bilture er rimelig konstant i perioden. CO2-udledningen er faldet, men knap så meget som målsat. Den konstante andel af bilture vil sammenholdt med en forventet vækst på 10.000 københavnere om året få efterspørgslen på mobilitet i byen til at stige, og det vil øge presset på den i forvejen sparsomme plads i byens rum. Særligt i de ældre bydele kan det være svært at få plads til både klimatilpasning, bynatur, bil- og cykelparkering, kollektiv trafik, cykelstier mv. Forvaltningerne vurderer på den baggrund, at der fortsat er behov for indsatser i forhold til at få flere til at benytte metro, tog, bus, cykler og gang frem for at køre i egen bil.

Status for indsatser

Handlingsplanen består af følgende fire hovedindsatser:

  • Metro, A-busser og Letbane
  • Regionale cykelnetværk og hovedcykelnet i byen
  • Nordhavnstunnel, fredeliggjorte kvarterer og strøggader
  • Grøn mobilitetspakke.

De store investeringer i udbygning af den kollektive trafik, cykelstinet og Nordhavnstunnel er ved at blive gennemført i regi af anden planlægning. Status viser, at den kollektive trafik styrkes gennem bedre busfremkommelighed på centrale strækninger og forbedret service i byudviklingsområder, øget fokus på trafikinformation og fortsat udbygning af metroen, ligesom cykelstinettet er udvidet med bl.a. nye cykelbroer og Supercykelstier. Nordhavnsvej åbner i 2017 og VVM for forlængelsen i en tunnel til Nordhavn er udført.

Hovedfokus i handlingsplanen er den grønne mobilitetspakke med initiativer, der kæder byudvikling sammen med mobilitet og udvikler byens infrastruktur, bl.a. i forhold til bedre busfremkommelighed, trafikknudepunkter, fodgængernet, delebiler, bycykler og intelligent trafiksystem. Hertil kommer incitamenter til at benytte grøn og effektiv transport, som at gå, cykle, benytte kollektiv trafik og grønne køretøjer.

Oversigt over indsatser og status i forhold til mål for den grønne mobilitetspakke fremgår af bilag 1, side 11. Det fremgår af oversigten, at størstedelen af de i alt 28 initiativer i den grønne mobilitetspakke er sat i gang eller gennemført. Dog er der endnu ikke i kommunalt regi igangsat løsninger for park-and-ride og fodgængernetværk, samt initiativet vedrørende miljøzone for personbiler er ikke igangsat, da der ikke på nuværende tidspunkt kan stilles krav til miljøzoner grundet lovgivning.   

Teknik- og Miljøudvalget forelægges sideløbende indstillingerne Strategi for delebiler og Pilotprojektet for grønt mobilitetsområde, der ligeledes begge har til mål at fremme grøn mobilitet.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen skønner, at initiativer om forsøg med selvkørende biler og udvikling af scenarier for trafik- og bylivsløsninger ved Cityringens åbning omfatter udgifter for omkring 4,8 mio. kr. fordelt over to år. Finansieringen kan muliggøres gennem kommende budgetaftaler eller andre bevillingsmæssige beslutninger.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen fortsætter arbejdet med initiativerne i Handlingsplan for Grøn Mobilitet, herunder de nye initiativer. Medlemsforslag om forsøg med førerløse biler og busser stillet af Radikale Venstre, der blev henvist af Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøforvaltningen den 2. februar 2017, vil indgå i dette arbejde.

Opfølgningen fungerer som opdatering af handlingsplanen og vil blive offentliggjort på Københavns Kommunes hjemmeside. Næste opfølgning, herunder forslag til, hvad der eventuelt skal afløse Handlingsplan for Grøn Mobilitet, forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2019 med virkning fra 2020.

 

Peter Stensgaard Mørch                         /  Pernille Andersen                

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at opdatere Handlingsplan for Grøn Mobilitet med to nye initiativer: Selvkørende køretøjer og trafik- og bylivsløsninger ved åbning af Cityringen,
  2. at tage opfølgning på mål i Handlingsplan for Grøn Mobilitet til efterretning.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2017  

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. marts 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: V, I og C.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. marts 2017

Indstillingen blev godkendt med 38 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: V, C, I, og Løsgænger Kasper Heumann Kristensen.

Til top