Mødedato: 29.11.2001, kl. 17:30

Nye takster for indsamling af madaffald

Nye takster for indsamling af madaffald

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 29. november 2001

 

BR 489/01

Nye takster for indsamling af madaffald

Nye takster for indsamling af madaffald

Indstilling om godkendelse af forslag til Takster for afhentning af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune, gældende fra 1. januar 2001.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at godkende vedlagte forslag til "Takster for afhentning af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune" gældende fra 1. januar 2002.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2001

Tiltrådt.

 

 

Økonomiudvalget behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende forslag søges gennemført.

 

RESUME

De nuværende takster for indsamling af madaffald fra storkøkkener blev godkendt af Miljø- og Forsyningsudvalget den 23. november 1998 og Borgerrepræsentationen den 14. januar 1999 gældende fra den 1. januar 1999.

De foreslåede takster (vedlagt som bilag) er alle forhøjet med 10 % svarende til pristalsudviklingen i den mellemliggende periode. Der er således ikke tale om en ændring af de reelle priser, men blot en tilpasning til prisudviklingen

Ordningen gav i 2000 et underskud på 2,5 mio. kr. af en omsætning på 7,0 mio. kr., og den forventes i 2001 fortsat at give et underskud på 2,5 mio.kr. af en tilsvarende omsætning. Med den foreslåede takststigning og de planlagte rationaliseringstiltag forventes underskuddet i 2002 at være reduceret til 0,8 mio.kr.

Det forventes imidlertid, at de nationale regler om, at madaffald fra storkøkkener skal anvendes til dyrefoder, vil blive ophævet som følge af et forslag til EU forordning, som forventes vedtaget snarest, og som forbyder sådan anvendelse.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 883 af 11. december 1986 om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener, skal kommunalbestyrelsen iværksætte indsamling fra storkøkkener, som har mere end 100 kg madaffald pr. uge, med henblik på oparbejdning til dyrefoder eller lignende. Ordningen skulle igangsættes senest pr. 1. januar 1990.

I Københavns Kommune startede R98 indsamlingen i 1988. I 1989 blev der fra de ca. 150 storkøkkener indsamlet ca. 35 tons madaffald pr. uge. I tredje kvartal 2001 indgik der ca. 250 storkøkkener i ordningen, og der blev indsamlet ca. 75 tons madaffald pr. uge.

Københavns Borgerrepræsentation vedtog den 19. juni 1991 "Regulativ for håndtering og bortskaffelse af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune". I regulativets §16 står der om betaling, at "Affaldsproducenternes betaling for deltagelse i indsamlingsordningen fastsættes af transportøren og skal godkendes af magistraten". Den 12. marts 1992 godkendte Magistratens 5. afdeling R98's forslag til takster for 1992.

Miljø- og Forsyningsudvalget vedtog den 23. november 1998 en prisstigning på 14,7 % på indsamling af madaffald fra storkøkkener (spise-til-grise) gældende fra 1. januar 1999. På dette tidspunkt havde taksterne været uændret siden 1. januar 1992, og den vedtagne takststigning svarede til stigningen i pristalsindekset for samme periode.

Som opfølgning på udvalgets behandling af takstregulativet for dagrenovation den 13. november 2000 udarbejdede Miljøkontrollen et notat af 24. november 2000 vedr. taksterne for madaffald fra storkøkkener samt klinisk risikoaffald. Miljøkontrollens notat blev omdelt på udvalgets møde den 27. november 2000.

Den nu foreslåede takstforhøjelse på 10 % pr. 1. januar 2002 er i overensstemmelse med den forventede pristalsudvikling, som anført i ovennævnte notat.

Ordningens aktuelle økonomiske nøgletal (i 1000 kr.) er vist nedenfor.

 

2000

Realiseret

2001*

Estimat

2001

Budget

2002**

Budget

Omsætning

7.032

6.984

6.450

7.717

Omkostninger

9.510

9.444

8.945

8.505

Resultat

-2.478

-2.460

-2.495

-0.788

*Estimat baseret på regnskab for 1. halvår 2001

** Den foreslåede takststigning på 10% er indregnet i budgettet for 2002

I overensstemmelse med Miljø- og Forsyningsforvaltningens beslutning i november 1998 har man arbejdet med at effektivisere ordningen. Efter Plantedirektoratets og Fødevareministeriets afslag på ansøgningen om at indsamle i papirsække fremfor beholdere for at undgå vask af beholdere, er der arbejdet på at indføre indsamlingsbiler, der kan vaske beholderne i forbindelse med tømningen. Dette skal erstatte den nuværende, omkostningstunge arbejdsgang, hvor beholderne transporteres til et centralt vaskeanlæg efter tømning.

Der er desuden arbejdet med at etablere en indsamlingsordning for organisk affald fra mindre virksomheder, der kan tilbydes som et alternativ til de små storkøkkener med mindre end 100 kg madaffald om ugen, hvor storkøkkenordningen ikke er obligatorisk. De små storkøkkener kunne således udtages af storkøkkenordningen, hvorved denne ordning rationaliseres væsentligt. Etableringen af en indsamlingsordning for organisk affald fra mindre virksomheder afhænger imidlertid af, at der findes en alternativ behandlingsmulighed. Miljøkontrollen har vurderet, at det ikke er hensigtsmæssigt at fjerne de små storkøkkener fra storkøkkenordningen, før der kan tilbydes et alternativ.

Investeringen i nye indsamlingsbiler er udskudt, idet det forventes, at en EU-forordning om anvendelse af animalske biprodukter vil blive vedtaget snarest. Denne forordning vil i fremtiden forbyde anvendelse af madaffald til foder til produktionsdyr på grund af risikoen for, at foderet indeholder bestanddele fra samme dyreart som foderet gives til (kannibalisme). Desuden opdeler forordningen animalsk affald i tre kategorier og fastsætter behandlingskrav og anvendelsesbegrænsninger for kategorierne.

Miljøstyrelsen oplyser, at spise-til-grise ordningen vil blive ophævet, når forordningen træder i kraft, muligvis allerede medio 2002, men at det endnu ikke er afklaret, hvad der i fremtiden vil være den bedste behandling af madaffald ud fra hensynet til dyrs og menneskers sundhed samt hensynet til miljøet.

MILJØVURDERING

Stigningen i taksterne forventes ikke at få miljømæssige konsekvenser, da deltagelse i ordningen er lovpligtig for storkøkkener med mere end 100 kg madaffald om ugen.

ØKONOMI

Stigningen i taksterne vil få betydning for de kommunale institutioner, hovedsageligt plejehjem og store kantinekøkkener, som er tilsluttet ordningen.

HØRING

Der er ingen høringspligt, og forslaget er ikke sendt i høring.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

BILAG

Bilag 1. Forslag til "Takster for afhentning af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune pr. 1. januar 2002"

 

Niels Juul Jensen

/ Jørgen Høg

 

Til top