Mødedato: 29.11.2001, kl. 17:30

Overflytning af social- og sundhedsuddannelserne fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Overflytning af social- og sundhedsuddannelserne fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 29. november 2001

 

BR 508/01

Overflytning af social- og sundhedsuddannelserne fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Overflytning af social- og sundhedsuddannelserne fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Indstilling om, at Social- og sundhedsuddannelserne overflyttes fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget pr. 1. januar 2002, at Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune ændres i overensstemmelse hermed, således at ordene, "med undtagelse af social- og sundhedsuddannelserne" udgår af § 16, stk. 2, 4. punkt og ordene "social- og sundhedsuddannelserne" udgår af § 17, stk. 2, 4. sidste punkt, samt at Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen bemyndiges til at indgå en samarbejdsaftale om uddannelseskapacitet, herunder praktikpladser, og økonomi m.v.

(Sundheds- og Omsorgsudvalget)

(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

(Økonomiudvalgets beslutning eftersendes)

(1. behandling)

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalgene over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

at Social- og sundhedsuddannelserne overflyttes fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget pr. 1. januar 2002

at Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune ændres i overensstemmelse hermed, således at ordene, "med undtagelse af social- og sundhedsuddannelserne" udgår af § 16, stk. 2, 4. prik og ordene "social- og sundhedsuddannelserne" udgår af § 17, stk. 2, 4. sidste prik

at Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen bemyndiges til at indgå en samarbejdsaftale om uddannelseskapacitet, herunder praktikpladser, og økonomi m.v.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 22. oktober 2001

Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefalede indstillingen med den tilføjelse, at Overborgmesteren tillige anmodes om at indstille ændringen af Styrelsesvedtægten til Borgerrepræsentationen.

Som bilag vedlægges udtalelse fra samarbejdsudvalget på Social- og Sundhedsskolen.

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2001

Udvalget tiltrådte forvaltningens indstillinger, idet Overborgmesteren tillige anmodes om at indstille ændringen af styrelsesvedtægten til Borgerrepræsentationen.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget understreger, at behovet for renovering af bygninger ikke må belaste udvalgets eksisterende økonomiske rammer til renovering og nybyggeri af andre skoler og institutioner.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

" At det forudsættes, at der i alt overføres 50,4 mill. kr. fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme i 2002. Det forudsættes endvidere at der yderligere overføres 3,8 mill. kr. fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ramme i 2003 i forbindelse med den endelige implementering af reformen for de grundlæggende social og sundhedsuddannelser.

Det forudsættes at omkostninger i forbindelse med renovering og vedligeholdelse af bygninger afholdes af det respektive fagudvalg.

Kassemæssig dækning for overflytningen på i alt 50,4 mill. kr. anvises for Sundhedsforvaltningens vedkommende på konto 3.46.1 (27.6 mill. kr.), konto 4.01.1 (9,7 mill. kr.), konto 5.32.1 ( 12,9 mill. kr.), konto 6.51.1 (0,1 mill. kr.)

Beløbene overføres til de tilsvarende konti under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Økonomiudvalget har herudover ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. "

Økonomiudvalgets beslutning den 27. november 2001

 

RESUME

Med virkning fra den 1. januar 2002 gennemføres en reform af de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Reformens hovedmål er at sikre rekrutteringen til uddannelserne og at tilnærme denne uddannelse til de øvrige ungdomsuddannelser, herunder at skabe en direkte adgangsvej til videregående uddannelser. Reformen rummer bl.a. forlængelser af -uddannelsernes skoledel med otte uger, der vægter almene fag som dansk, engelsk og naturfag. Samtidig tilrettelægges uddannelsen i forhold til den enkelte elev.

Igennem de seneste år er Social- og Sundhedsskolen indgået som en fast partner i skolesamarbejde med andre uddannelsesinstitutioner for unge og voksne. Skolen har i forhold til ungdomsuddannelserne haft et udviklet samarbejde med Skole- og Ungdomsvejledningen om brobygning fra folkeskolen, og i forhold til voksenuddannelserne har skolen samarbejdet med eksempelvis VUC og HF-enkeltfag. I takt hermed er samarbejdet med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen vokset i omfang.

Uddannelsesreformen på social- og sundhedsområdet vil yderligere understøtte denne udvikling gennem indførelse af en uddannelsesmodel, som er parallel med erhvervsuddannelserne. Reformen vil styrke undervisningen i almene fag på niveauer, der kendes fra folkeskolen og det gymnasiale uddannelsessystem med fokus på den enkelte elevs personlige uddannelsesplan og med større sammenhæng med de øvrige erhvervsuddannelser.

Det er på denne baggrund Sundhedsforvaltningens og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at den videre drift og udvikling af social- og sundhedsuddannelserne mest hensigtsmæssigt sikres inden for rammerne af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets ressortområde.

Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller derfor, at social- og sundhedsuddannelserne overflyttes fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget pr. 1. januar 2002. Overflytningsdatoen er fastsat i forhold til ikrafttrædelsestidspunktet af uddannelsesreformen.

Overflytningen af uddannelsen forudsætter en ændring af Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune.

Det skal bemærkes, at denne indstilling forelægges såvel Sundheds- og Omsorgsudvalget som Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

SAGSBESKRIVELSE

Social- og sundhedsuddannelserne er oprettet med henblik på at sikre kvalificeret arbejdskraft til bistands-, pleje- og omsorgsområdet samt inden for det pædagogiske område. Uddannelserne skal endvidere give mulighed for at erhverve almene uddannelseskvalifikationer som grundlag for videreuddannelse.

Uddannelsesreform

Med virkning fra den 1. januar 2002 (lov nr. 343 af 16.5.2001 om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser) indføres en ny uddannelsesmodel for social- og sundhedsuddannelsen, der indebærer, at uddannelsen i højere grad er at sammenligne med de øvrige ungdoms- og voksenuddannelser.

Social- og sundhedsuddannelserne består fremover af et grundforløb, en social- og sundhedshjælperuddannelse med en overbygningsuddannelse til social- og sundhedsassistent samt af den pædagogiske grunduddannelse.

De fire uddannelsesdele har følgende målsætninger:

Grundforløbet har til formål, at eleven erhverver faglige og personlige kompetencer til at søge optagelse på social- og sundhedshjælperuddannelsen eller den pædagogiske grunduddannelse. Grundforløbet giver eleven muligheder for at afklare egne uddannelsesmuligheder og –ønsker samt orientere sig om andre uddannelsesmuligheder.

Grundforløbet varer 20 uger med mulighed for individuel forlængelse i yderligere 20 uger.

Uddannelsen til social- og sundhedshjælper har til formål, at eleven erhverver forudsætninger for selvstændigt og i samarbejde med andre at yde praktisk og personlig bistand til daglig livsførelse, at hjælpe til aktivering med henblik på at fastholde normal livsudfoldelse samt selvstændigt at udføre omsorgsopgaver og elementære sygeplejeopgaver inden for social- og sundhedssektorens bistands-, pleje- og omsorgsområde.

Social og sundhedshjælperuddannelsen varer 1 år og 2 måneder, hvoraf mindst 24 uger er skoleundervisning.

Uddannelsen til social- og sundhedsassistent forudsætter en social- og sundhedshjælperuddannelse eller tilsvarende kvalifikationer og har til formål, at eleven erhverver forudsætninger for at kunne vurdere behov for og selvstændigt at tilrettelægge og udføre sammensatte omsorgsopgaver og aktiverende arbejde, herunder stimulering af fysiske, intellektuelle og kreative funktioner i forhold til det enkelte menneske og grupper af borgere, vurdere behov for og selvstændigt at tilrettelægge, udføre og evaluere grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver inden for social- og sundhedssektorens bistands-, pleje- og omsorgsområde samt udføre koordinerende og undervisende opgaver.

Social- og sundhedsassistentuddannelsen varer 1 år og 8 måneder, hvoraf mindst 32 uger er skoleundervisning.

Den pædagogiske grunduddannelse har til formål, at eleven tilegner sig forudsætninger for alene og i samarbejde med forældre, pårørende og kolleger at udføre pædagogisk og omsorgsrettet arbejde i institutioner, skoler og private hjem m.v. i forhold til børn, unge og voksne. Uddannelsen har endvidere til formål, at eleven erhverver forudsætninger for selvstændigt at igangsætte aktiviteter, der udfordrer det enkelte menneske og giver det mulighed for at tilegne sig kreative, sociale og praktiske færdigheder, samt udvikler dets selvstændighed og evne til at indgå i forpligtigende fællesskaber.

Den pædagogiske grunduddannelse varer 1 år og 7½ måned, hvoraf mindst 50 uger er skoleundervisning. Den pædagogiske grunduddannelse er på nuværende tidspunkt allerede placeret i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Det skal bemærkes, at eleven i hele uddannelsesforløbet er i et ansættelsesforhold.

 

Reformens indhold

Den nye model indebærer følgende ændringer i forhold til den eksisterende uddannelse:

skoledelen øges væsentligt – op til 50%

indførelse af personlige uddannelsesplaner

fokus på udviklingen af elevernes personlige kompetencer

indførelse af andre og mere fleksible undervisningsformer

indførelse af fag som dansk, engelsk, naturfag og IT

de almene fag vil blive udformet med forskellige niveauer, jf. de almene voksenuddannelser og de gymnasiale uddannelser

direkte adgangsvej til videregående uddannelse

De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser ændres dermed, så de kommer til at ligne de øvrige erhvervsuddannelser i indhold – grundfag, områdefag og valgfag - og i struktur med grundforløb og uddannelser, der bygger ovenpå.

Skoledelen får større tyngde, idet skoletiden øges med 50 % henholdsvis 33 %, og der indføres grundfag (dansk, engelsk og naturfag), der afsluttes på gymnasialt niveau på social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Social- og sundhedsassistentuddannelsen giver således fremover såvel en erhvervsfaglig som en studieforberedende kompetence, og adgangsprøven til de mellemlange videregående uddannelser afskaffes som konsekvens heraf.

Folketinget har ved ændringen af social- og sundhedsuddannelserne lagt vægt på, at de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser skal sidestilles med ungdomsuddannelserne, og at adgangen for de unge skal sikres ved indførelse af skoleoptag, så adgangsvejene til social- og sundhedsuddannelserne ligner de, der er til de øvrige ungdomsuddannelser.

Der indføres endvidere individuelle uddannelsesplaner således, at den enkelte elev sætter sig personlige og faglige mål for uddannelsesforløbet. Arbejdet med uddannelsesplaner er en udbygning af de uddannelsesplaner, som er indført for folkeskolens elever fra 6. klasse.

Social- og sundhedsuddannelserne bibeholder en særlig tilrettelæggelse af en tilsvarende voksenuddannelse, dels for ansøgere med "gamle" uddannelser, dels for andre elever over 25 år.

Social- og sundhedsuddannelsernes organisatoriske placering

De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser erstattede fra 1991 de tidligere uddannelser til hjemmehjælper, sygehjælper, plejehjemsassistent m.m. I Københavns Kommune blev de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser ved uddannelsernes start placeret i sundhedsområdet, hvor uddannelsesansvaret for sygehjælper og plejehjemsassistentuddannelsen havde været forankret.

Skoleområdet medvirkede gennem tilbud om undervisning på bl.a. VUC og HF-enkeltfag som elementer i en del elevers samlede undervisningsforløb. Gennem årene har der været et tæt samarbejde mellem Social- og Sundhedsskolen og forskellige områder af det daværende Skoledirektorat og senere Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Dette er blevet yderligere intensiveret i de senere år bl.a. med brobygningsforløb for 10. klasseelever på Social- og Sundhedsskolen og senest med etableringen af de nye forberedende voksenuddannelser (FVU).

Uddannelsesreformen på social- og sundhedsuddannelsesområdet vil yderligere understøtte denne udvikling gennem indførelsen af undervisning i almene fag på niveauer, der kendes fra folkeskolen og det gymnasiale uddannelsessystem, Folketingets understregning af social- og sundhedsuddannelserne som ungdomsuddannelser, fokus på elevens personlige uddannelsesplan samt den større sammenhæng med øvrige erhvervsuddannelser.

På baggrund af indførelsen af den nye uddannelsesmodel herunder specielt forlængelsen af uddannelsernes skoledel er det Sundhedsforvaltningens og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt udfra såvel et drifts- som et udviklingssynspunkt at Social- og Sundhedsskolen placeres sammen med kommunens øvrige ungdoms- og voksenuddannelser. Overflytningen vil sikre, at skolens ledelse og lærere kan integreres i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens pædagogiske miljø for ungdoms- og voksenundervisere. Der vil endvidere kunne forventes en synergieffekt specielt med hensyn de uddannelsessøgendes oplevelse af sammenhæng og helhed i kommunens samlede tilbud inden for ungdoms- og voksenuddannelsesområdet.

Det skal bemærkes, at social- og sundhedsuddannelserne i alle landets amter er placeret i undervisningsområdet.

I forbindelse med overflytningen vil Social- og Sundhedsskolens opgaver inden for efter- og videreuddannelse vedrørende bl.a. AMU og Åben Uddannelse forblive uændret.

 

Uddannelseskapacitet

Kommunalbestyrelserne skal dimensionere uddannelsespladserne i grundforløbet og praktikpladserne i uddannelserne i overensstemmelse med behovene for færdiguddannede.

Pligten til at stille praktikpladser til rådighed påhviler kommunalbestyrelserne i Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune samt bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab i forening.

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune skal i forening stille den nødvendige skolekapacitet til rådighed for grundforløbet og for uddannelserne efter denne lov.

Københavns og Frederiksberg Kommuner skal efter den nye lov indgå aftale om, hvordan denne pligt opfyldes, herunder hvordan udgifterne skal fordeles.

Styrelsesforhold

Der er på nuværende tidspunkt etableret en fællesbestyrelse efter den gældende lovgivning. Københavns Kommune overtager efter lovændringen opgaven med at stille sekretariatsbistand til rådighed for fællesbestyrelsen fra H:S.

Pr. 1. januar 2002 skal kommunalbestyrelserne i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune samt bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsætte en ny fællesbestyrelse for uddannelserne (Social- og sundhedsuddannelsen og den Pædagogisk Grunduddannelse) og udpeger bestyrelsens formand i forening. Halvdelen af medlemmerne udpeges af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab i forening og halvdelen af de færdiguddannedes organisationer.

Fællesbestyrelsen har en række opgaver i forbindelse med den samlede koordinering af elevoptag, uddannelsestilbud, indstilling om ansættelse og afskedigelse af skoleledere og lærere, godkendelse af uddannelsesordninger, godkendelse af skolens budget, godkendelse af praktiksteder mv.

Fællesbestyrelsen nedsætter to uddannelsesråd (for henholdsvis social- og sundhedsuddannelsen og den pædagogisk grunduddannelse), som sammensættes således, at der er ligelig repræsentation fra de ansættende kommunale myndigheder og fra de lokale arbejdstagere.

Fællesbestyrelsen nedsætter desuden et klageudvalg, der består af en formand og to medlemmer. Det ene medlem repræsenterer Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Det andet medlem repræsenterer de færdiguddannedes organisationer. Københavns Kommune yder efter loven sekretariatsbistand til klageudvalget.

 

Overflytningen af Social- og Sundhedsskolen indebærer, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget pr. 1.1.2002 får det samlede budgetmæssige ansvar for skolens drift, udvikling og administration, herunder bygningsmæssige forhold.

Overflytningen af Social- og Sundhedsskolen forudsættes at være udgiftsneutral for kommunen. Det mere præcise omfang af budgetoverførslen mellem de to udvalg fastlægges på grundlag af de igangværende drøftelser mellem Sundhedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Der vil snarest muligt blive fremlagt en særskilt sag for Sundheds- og Omsorgsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget med anbefaling til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vedrørende den samlede bevillingsoverførelse mellem Sundheds- og Omsorgsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget i forbindelse med overflytningen af Social- og Sundhedsskolen.

 

Social- og Sundhedsskolens samarbejdsudvalg samt skolens samlede medarbejdergruppe er blevet informeret om forslaget på møder den 15. oktober 2001.

 

Overflytning af social- og sundhedsuddannelserne fra Sundheds- og Omsorgsudvalget til Uddannelses- og Ungdomsudvalget forudsætter en ændring af Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune.

Styrelsesvedtægten for Københavns Kommune foreslås derfor ændret i overensstemmelse med forslaget om overflytning af social- og sundhedsuddannelserne, således, at ordene, " med undtagelse af social- og sundhedsuddannelserne" udgår af § 16, stk. 2, 4. prik og ordene "social- og sundhedsuddannelserne" udgår af § 17, stk. 2, 4. sidste prik.

 

BILAG:

  • Indstilling til Borgerrepræsentationen fra Overborgmesteren om ændring af styrelsesvedtægt.

 

Bo Andersen

/Ib Haurum

Til top