Mødedato: 29.03.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Boligreservation på Smedetoften 12 og 14

Se alle bilag

Det skal godkendes, at reservationen til boliger på Smedetoften 12 og 14 fra den 1. marts 2012 ophæves med henblik på udlejning via KEjd til Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

1.      at reservationen til boligformål på ejendommen beliggende Smedetoften 12 og 14 ophæves pr. 1. maj 2012, samt

2.      at der som følge af ophævelsen af boligreservationen gives en negativ tillægsbevilling på 345 t. kr. (2012 p/l) i 2012 og 414 t. kr. (2012 p/l) varigt fra 2013 i reservationsleje på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, service, funktion 0.22.05.1 Ubestemte formål.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Ejendommen, matr.nr. 1288 Utterslev, beliggende Birkedommervej/Smedetoften, blev af BR reserveret til boligformål i forbindelse med reserveringen af ejendomme til Billige Boliger i marts 2006 (BR 114/06). Den største del af ejendommen er solgt til AlmenBolig+-boliger, mens den resterende del, Smedetoften 12, i dag anvendes af Børne- og Ungdomsforvaltningen og Smedetoften 14 p.t. står tom.

På den sydlige del af matr. 1288 Utterslev opføres i dag AlmenBolig+-boliger. Den resterende del, hvorpå Smedetoften 12 og 14 er beliggende, udgør 4.010 m2 grundareal, som er bebygget med ca. 1.450 m2 etageareal. I følge lokalplan nr. 444 "Birkedommervej" er ejendommen udlagt til boliger og serviceerhverv med en bebyggelsesprocent på 110. Det vil sige, at der på Smedetoften 12 og 14 ville kunne opføres i alt 4.411 m2. Der er således en restbyggeret på 2.961 m2. Den offentlige ejendomsværdi for hele matr.nr. 1288 pr. 1. 10. 2010 er 39 mio. kr, heraf grundværdi 26,8 mio. kr., svarende til forholdvist ca. 17,2 mio.kr., heraf ca. 11,8 mio.kr. i grundværdi.

Smedetoften 12 er en værkstedsbygning fra 1957 på ca. 350 m2 i en etage. I budgetaftale 2012 blev der afsat midler til indretning af Smedetoften 12 på baggrund af Børne- og Ungdomsforvaltningens behov for en permanent anvendelse af ejendommen. Se ejendommens placering på oversigtskort i bilag 1.

Smedetoften 14 er en muret administrationsbygning i 2 etager på ca. 1.100 m2, oprindeligt fra 1957, men ombygget/renoveret i 1975. 

Løsning

Økonomiforvaltningen vurderer på den baggrund, at reservationen til boliger kan ophæves, idet man dog anbefaler at reservationen for både Smedetoften 12 og 14 ophæves, da et salg af alene Smedetoften 14 ikke vurderes at være realistisk i det nuværende marked.

Økonomi

KEjd har et indtægtskrav på 648.062 kr. årligt (2012 p/l), hvilket ikke ændres ved denne indstilling. Reservationslejen på 413.808 kr. årligt (2012 p/l), som Økonomiforvaltningen betaler til KEjd bortfalder permanent med virkning fra 1. marts 2012.

Der søges således om en negativ tillægsbevilling på 344.480 kr. (2012 p/l) i 2012, svarende til 10 måneder, og 413.808 kr. (2012 p/l) varigt fra 2013 på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, service, funktion 0.22.05.1 Ubestemte formål.

Videre proces

Lejemålet på Smedetoften 12 til Børne- og Ungdomsforvaltningen videreføres, og KEjd påbegynder udlejning af Smedetoften 14.

Claus Juhl                    Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1.      at det godkendes, at reservationen til boligformål på ejendommen beliggende Smedetoften 12 og 14 ophæves pr. 1. marts 2012,

2.      at det godkendes, at der som følge af ophævelsen af boligreservationen gives en negativ tillægsbevilling på 345 t. kr. (2012 p/l) i 2012 og 414 t. kr. (2012 p/l) varigt fra 2013 i reservationsleje på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, service, funktion 0.22.05.1 Ubestemte formål.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. marts 2012

Indstillingen blev anbefalet med bemærkning om, at reservationen ophæves med virkning fra 1. maj 2012.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. marts 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top