Mødedato: 28.11.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Valg af overordnet metode for skybrudsplan, Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende det overordnede metodevalg for skybrudssikringen af vandoplandet for Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro efter endt høringsperiode.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,
  1. at masterplan 1 anvendes som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter til skybrudssikring af vandoplandet Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro (bilag 1).
Det bemærkes, at HOFOR kun kan medfinansiere fælles klimatilpasningsprojekter med 100 % til og med 2015, hvorefter der p.t. kræves medfinansiering med 25 % fra kommunen. Kommunens egen finansiering skal derfor indgå i budgetforhandlinger for 2016 og frem. HOFOR er underlagt prisloft, hvorfor det er en forudsætning, at HOFOR’s økonomi samlet set kan løfte investeringerne til klimatilpasninger.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Den 26. maj 2013 sendte Teknik- og Miljøudvalget skybrudskonkretiseringen for vandoplandet Vesterbro og Ladegårds Å i otte ugers høring. Konkretiseringen, som bygger på Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012, er lavet i samarbejde med Frederiksberg Kommune og i løbet af høringsperioden er det aftalt med Frederiksberg Kommune, at titlen på planen ændres til Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro. Indholdet af planen er dog fortsat den, som Teknik- og Miljøudvalget sendte i høring den 26. maj 2013.

Borgerrepræsentationen skal nu træffe beslutning om, hvilket metodevalg, der skal ligge til grund for skybrudssikringen af vandoplandet Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro.

Løsning

Oplandet Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro, var blandt de hårdest ramte under skybruddet 2. juli 2011. Områderne er karakteriseret ved de gennemgående forbindelsesveje til Indre By: Nørrebrogade, Åboulevard, Gammel Kongevej, Vesterbrogade og Istedgade.

Høringsfasen

Der er i høringsfasen indkommet 11 høringssvar (bilag 2) og afholdt borgermøder i samarbejde med Vesterbro og Nørrebro Lokaludvalg. Høringssvarene er langt overvejende positive overfor planforslaget. Flere høringssvar peger dog på vigtigheden af, at indsatsen mod skybrud koordineres med andre store infrastrukturprojekter, ikke mindst ønsket om en trafiktunnel under Åboulevarden.

Lokaludvalgene gav udtryk for ønske om at blive inddraget i forbindelse med det videre arbejde med implementering af planen. Forvaltningen vil inddrage lokaludvalgene og øvrige borgere i de konkrete projekter under implementeringen.

Oversigten over de indkomne høringssvar og forvaltningens svar til dem fremgår af bilag 2. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændringer af planen.

Miljøvurdering

Konkretiseringerne af skybrudsplanerne kræver miljøvurdering efter Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer. Der er udarbejdet et samlet forslag til miljøvurdering af det udarbejdede forslag til skybrudssikring af Indre By, Ladegårds Å Frederiksberg Øst og Vesterbro samt Østerbro, som har været i høring sideløbende med konkretiseringerne af skybrudsplanerne for vandoplandene. I høringsfasen er kommet to høringssvar til miljøvurderingen.  Det ene svar vedrører skybrudskonkretiseringen for Østerbro og er positivt. Derudover nævnes et ønske om en fritlæggelse af Ladegårds Å. Dette projekt er ikke en del af skybrudskonkretiseringen. Derudover ønskes der en mere dybdegående miljøvurdering af Masterplan 1 i skybrudskonkretiseringen for Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro, hvilket vil blive gennemført i forbindelse med udarbejdelsen af dette konkrete projekt. Høringssvarene har derfor ikke givet anledning til ændringer i miljøvurderingen.

Det er miljøvurderingens hovedkonklusion, at de beskrevne løsningsforslag kan gennemføres uden væsentlige miljøpåvirkninger, hverken i anlægs- eller driftsfasen (se bilag 3).

Beskrivelse af metodevalg for løsningsforslag

Der er udarbejdet forslag til to masterplaner for området, der begge lever op til de vedtagne mål fra Skybrudsplan 2012 om sikring mod en 100-årsregn. Omfang og udformning af de blå og grønne overfladeløsninger kan tilpasses de politiske ønsker og skal først besluttes i forbindelse med projekteringen af de enkelte delprojekter.

I Masterplan 1 anvendes De Indre Søer til at tilbageholde skybrudsvand, som ledes ud til havnen gennem en rørledning under Vesterbro med en diameter på 2-3 meter. Søerne og rørledningerne anvendes også til håndtering af hverdagsregn. Det er eftervist, at miljøtilstanden i De Indre Søer ikke vil forringes med denne løsning. Da De Indre Søer er fredet, kræver et projekt her en dispensation fra fredningen.

I Masterplan 2 etableres der en skybrudstunnel med en diameter på 5-6 meter, der leder vandet direkte til havnen. Skybrudstunnelen vil evt. kunne anvendes som forsinkelsesbassin for at reducere antallet af spildevandsoverløb til havnen.

Til masterplanerne knytter der sig tre variationsforslag. Første forslag handler om muligheden for at etablere en tunnel og anlægge en åpark langs Ågade og Åboulevarden. Der er i budgetaftalen for 2014 afsat 0,4 mio. kr. i anlæg 2014 og 0,6 mio.kr. i 2015 til en teknisk foranalyse af muligheden for at etablere en tunnel og anlæg af en åpark langs Ågade og Åboulevarden. Det andet variationsforslag handler om at sænke vandstanden i begge dele af Skt. Jørgens Sø. Det tredje variationsforslag handler om at skabe en kanalgade i Vodroffsvej. Da vejen ligger i Frederiksberg Kommune, vil forvaltningen ikke gå ind i dette forslag.

Projekteringen af begge masterplaner kan påbegyndes uafhængigt af en beslutning om evt. at etablere en kombineret trafik/skybrudstunnel under Åboulevarden, da løsningen kan gennemføres både med og uden en tunnelløsning.

Begge masterplaner vil kunne påvirke trafikafvikling og p-pladser. Der vil være mulighed for at tage politisk stilling til dette i forbindelse med behandling af de enkelte projekter.

I begge masterplaner indgår forsinkelse og opmagasinering af regnvand i rekreative byrumsløsninger på overfladen. Omfang og udformning af disse overfladeløsninger kan tilpasses de politiske ønsker og skal først besluttes i forbindelse med projekteringen af de enkelte delprojekter.

Begge masterplaner indeholder en basisløsning, hvor der i første omgang kan etableres den helt nødvendige infrastruktur til håndtering af skybrud (se bilag 1). Forvaltningen vil medtage basisløsningen ved fremlæggelsen af en implementeringsplan i foråret 2014.

Forvaltningens anbefaling

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler masterplan 1. Med Masterplan 1 opnås langt den største mængde af overfladeløsninger, der tilfører byen rekreative og grønne elementer. Overfladeløsninger anbefales, fordi de har de laveste anlægsomkostninger, har den største robusthed overfor ændringer i klimaforudsætningerne, og giver den største mulighed for merværdi i form af en grønnere by og mulighed for at øge trafiksikkerheden for bløde trafikanter i forbindelse med omlægning af overfladen. Hvad angår variationsforslagene, må stillingtagen til en tunnel og anlæg af en åpark langs Ågade og Åboulevarden, afvente den bestilte foranalyse. Variationsforslaget om muligheden for at sænke vandstanden i begge dele af Skt. Jørgens Sø, vil forvaltningen foreslå indgår i det videre arbejde.

HOFOR bakker op om forvaltningens anbefaling til valg af løsning (bilag 5).

Den mere præcise disponering af byrummene, og herunder konsekvenser for bl.a. fremtidige forhold for parkering og trafikafvikling vil blive afklaret i den senere projektering, og de enkelte projekter vil blive fremlagt til politisk godkendelse. I projekterne vil gener under anlægsarbejdet bl.a. i forhold til trafikafviklingen også blive belyst.

Projekterne vil løbende blive indarbejdet i kommunens spildevandsplan. Projekterne vil i videst muligt omfang blive koordineret med andre anlægsprojekter f.eks. vejrenoveringer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Kommende udgifter til anlæg og drift af skybrudsløsninger på overfladen skal fordeles mellem Københavns Kommune og forsyningsselskabet HOFOR. Fordelingen af udgifter afhænger af projektets karakter. HOFOR’s andel vil begrænse sig til sikring af nødvendig bassin- og afledningskapacitet, og kommunens andel vedrører anlæggenes tilpasning til byrummet i form af beplantning og belægning. Løsninger i rør under jorden kan finansieres 100 % af HOFOR.

Gennemførelse af klimatilpasningsprojekter på overfladen blev muliggjort med en regelændring i 2012 i ”Lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. og lov om vandløb”. Af samme lov fremgår det, at alle projekter, som gennemføres som overfladeløsninger, skal godkendes af Forsyningssekretariatet under Konkurrence og Forbrugerstyrelsen. Dette indebærer bl.a. at det skal eftervises, at disse projekter er kosteffektive i forhold til traditionelle rørløsninger under jorden. Med undtagelse af udgifter til byrumstilpasning, kan projekterne finansieres 100 % af HOFOR frem til udgangen af 2015, hvorefter kommunen skal bidrage med 25 % medfinansiering. En nærmere beskrivelse af dette regelgrundlag fremgår af bilag 4.

I nedenstående tabel fremgår en vurdering af de økonomiske konsekvenser af forvaltningens anbefaling til konkretisering af skybrudsplan for Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro. Der er tale om anslåede beløb, som kvalificeres yderligere i forbindelse med planlægningen af de enkelte projekter. Københavns Kommunes andel af udgiften vil skulle tilvejebringes over kommende års budgetforhandlinger. HOFOR’s andel finansieres over taksterne. Takststigningen vil være afhængig af, hvilken implementeringshastighed, der vælges.

Forvaltningens anbefalede løsning, masterplan 1, er samlet set billigere i anlæg, men dyrere i drift for kommunerne, idet der er en større overfladedel.

 

Anlægsudgift
Københavns og Frederiksberg Kommuner,
mio. kr.

Anlægsudgift HOFOR og Frederiksberg Forsyning
mio. kr.

Driftsudgift
Københavns og Frederiksberg Kommuner,
mio. kr./år.

Driftsudgift
HOFOR og Frederiksberg Forsyning
mio. kr./år

Masterplan 1

318 - 531

1.275 - 2.120

18 - 30

12,8 – 21,3

Masterplan 2

315 - 531

1.875 - 3.120

13,5 – 22,5

15 – 25

 

Anlægs- og driftsudgifter skal fordeles mellem København og Frederiksberg Kommuner og mellem HOFOR og Frederiksberg Forsyning efter en fordelingsnøgle, der endnu ikke er fastlagt.

Forvaltningen har peget på en basisløsning for begge masterplaner, hvor der i første omgang kan etableres den helt nødvendige infrastruktur til håndtering af skybrud (se bilag 1). Forvaltningen vil medtage basisløsningen ved fremlæggelsen af en implementeringsplan i foråret 2014.

Videre proces

Når alle vandoplandene har været igennem den politiske behandling, vil forvaltningen bede om en politisk stillingtagen i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til en implementeringsplan som indeholder en prioritering af de enkelte projekter i hvert vandopland og i byen som helhed (en ’rækkefølgeplan’) og en tidsramme for realiseringen af projekterne. Indstillingen herom forventes forelagt til politisk behandling i foråret 2014. Heri vil også indgå et forslag til økonomisk fordelingsnøgle for projektet mellem Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Her vil også indgå en vurdering af konsekvenserne for taksterne i forhold til forskellige tidsrammer for implementering.

På denne baggrund vil der kunne udarbejdes en samlet implementeringsplan og iværksættes projektering i samarbejde med HOFOR. Alle anlægsprojekterne vil blive fremlagt til politisk godkendelse, efter at der er afholdt borgerhøring mv. For større projekter kan der blive tale om udarbejdelse af lokalplaner, VVM vurderinger og anden myndighedsgodkendelse. Disse vil ligeledes blive fremlagt til politisk godkendelse.

En del af projekterne er traditionelle afløbsprojekter, som er lette at gennemføre, og som har stor lokal effekt. Disse vil alene blive finansieret af HOFOR, og kan gennemføres over hele byen med baggrund i Skybrudsplanen. Projekterne etableres inden for rammerne af den gældende Spildevandsplan 2008 samt tillæg nr. 3 til Spildevandsplan 2008 som fremlægges til politisk godkendelse.

Af hensyn til at kunne nå at indmelde flest mulige fælles klimatilpasningsprojekter til Forsyningssekretariatet under 100%-ordningen - med frist 31. december 2014 - iværksættes projekteringen straks efter politisk behandling af skybrudskonkretiseringen. Dette vil ikke ændre ved de politiske muligheder for senere at prioritere projekterne, idet projekterne ikke over for Forsyningssekretariatet skal tidsfastsættes på nuværende tidspunkt.

Det materiale, som er vedhæftet denne indstilling, beskriver de forskellige alternativer, som har været i høring. Når der er taget politisk stilling til metodevalget, vil forvaltningen udarbejde en egentlig skybrudsplan for Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro, der beskriver de politisk valgte løsninger. Denne plan vil blive fremlagt i forbindelse med en indstilling om implementeringsplanen i foråret 2014.

 

 

 

Pernille                                /Jon Pape

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at masterplan 1 anvendes som grundlag for udarbejdelse af projektforslag til anlægsprojekter til skybrudssikring af vandoplandet Ladegårds Å, Frederiksberg Øst og Vesterbro (bilag 1).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 7. oktober 2013

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte otte udvalgsmedlemmer: A, B, Ø, F.

Imod indstillingen stemte et udvalgsmedlem: C.

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti mener, at de konkrete forslag er uforholdsmæssigt dyre og vil ødelægge for meget i anlægsperioden. Prisen ligger som minimum omkring 2 mia. kr.”

 

Udvalget afgav følgende protokolbemærkning:

"Udvalget bemærker, at Teknik- og Miljøudvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering foråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker en borgerinddragelse i denne fase.”


 

Økonomiudvalget indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at HOFOR kun kan medfinansiere fælles klimatilpasningsprojekter med 100 % til og med 2015, hvorefter der p.t. kræves medfinansiering med 25 % fra kommunen. Kommunens egen finansiering skal derfor indgå i budgetforhandlinger for 2016 og frem. HOFOR er underlagt prisloft, hvorfor det er en forudsætning, at HOFOR’s økonomi samlet set kan løfte investeringerne til klimatilpasninger.

Økonomiudvalget har herudover ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet 29. oktober 2013

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer imod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, F, Ø, B og O.

Imod stemte: V.

 

Økonomiudvalget videreførte Teknik- og Miljøudvalgets protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. oktober 2013:

"Teknik- og Miljøudvalget bemærker, at Teknik- og Miljøudvalget ikke herved har taget stilling til de enkelte projekter, som afventer den endelige implementering foråret 2014. Det er vigtigt, at forvaltningen medtænker en borgerinddragelse i denne fase.”


Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Venstre mener, at de konkrete forslag er uforholdsmæssigt dyre og vil ødelægge for meget i anlægsperioden. Prisen ligger som minimum omkring 2 mia. kr.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. november 2013

 

Indstillingen blev godkendt med 35 stemmer imod 9.

 

For stemte: A, B, F, O, Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: C, I og V.

 

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre og Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig:

 

”Det Konservative Folkeparti mener, at de konkrete forslag er uforholdsmæssigt dyre og vil ødelægge for meget i anlægsperioden. Prisen ligger som minimum omkring 2 mia. kr.”

 

 

Til top