Mødedato: 28.08.2003, kl. 17:30

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 28. august 2003

 

 

BR 383/03

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

 

 

Indstilling om, at rode 69 overføres fra grunddistriktet for Heibergskolen til grunddistriktet for Langelinieskolen, at rode 81 overføres fra grunddistriktet for Randersgades Skole til grunddistriktet for Vibenshus Skole, samt at der  ikke foretages ændringer i grunddistriktsinddelingen i Valby skoledistrikt i forbindelse med overflytningen af Valby Skole til "Ovnhallen".

                                                                 (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

 

at    rode 69 overføres fra grunddistriktet for Heibergskolen til grunddistriktet for Langelinieskolen

 

at     rode 81 overføres fra grunddistriktet for Randersgades Skole til grunddistriktet for Vibenshus Skole

 

at    der ikke foretages ændringer i grunddistriktsinddelingen i Valby skoledistrikt i forbindelse med overflytningen af Valby Skole til "Ovnhallen"

 

 

 

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 6. august 2003

 

Indstillingen blev godkendt.

 

 

 

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

 

RESUME

 

På baggrund af udviklingen i elevunderlaget og søgningen til folkeskolerne m.v. foretager Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen hvert år en vurdering af behov og muligheder for justeringer af inddelingen i skole- og grunddistrikter.

 

Den aktuelle udvikling taler alene for en mindre justering på Indre Østerbro for at tilpasse skolernes grunddistrikter til skolernes kapacitet. Herudover har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foretaget en indgående vurdering af forholdene i Valby, på Vesterbro og på Indre Nørrebro. Det er forvaltningens vurdering, at der ikke er grundlag for at udarbejde forslag om ændringer i distriktsinddelingen.

 

På baggrund af den forventede overflytning af Valby Skole til "Ovnhallen" har forvaltningen analyseret skolernes grunddistrikter i Valby og fundet, at der ikke er behov for at foretage ændringer i skolernes grunddistrikter.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedtog den 7. maj 2003 at sende ovenstående forslag til høring hos de berørte skolebestyrelser på Indre Østerbro, i Valby og på Indre Nørrebro, samt til høring i Valby Lokaludvalg. Skolebestyrelserne på Heibergskolen, Langelinieskolen og Randersgades Skole accepterer forslagene til ændringer i skoledistriktsinddelingen på Indre Østerbro.  Jagtvejens Skole gør på baggrund af den øgede søgning til skolen opmærksom på, at man ønsker at blive optaget på en kommende handleplan,  eller at man  midlertidigt overfører rode 136 til Hellig Kors Skole.  Valby Lokaludvalg gør opmærksom på, at det ikke er muligt at afgive et kvalificeret høringssvar uden at have kendskab ti l baggrundsmaterialet. Dette er efterfølgende fremsendt til Valby Lokaludvalg. Hvis det giver anledning til en udtalelse fra Valby Lokaludvalg, vil denne blive fremlagt for Uddannelses- og Ungdomsudvalget til orientering.

 

På baggrund af ovenstående høringssvar fastholder forvaltningen forslaget om distriktsændringer.

 

SAGSBESKRIVELSE

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedtog den 7. maj 2003 at sende forslag om grunddistriktsændringer til høring hos de berørte skolebestyrelser på Indre Østerbro, i Valby og på Indre Nørrebro samt i Valby Lokaludvalg.

 

Forvaltningen foreslår, at rode 69 overføres fra grunddistriktet for Heibergskolen til grunddistriktet for Langelinieskolen, og at rode 81 overføres fra grunddistriktet for Randersgades Skole til grunddistriktet for Vibenshus Skole. Det foreslås desuden,  at der ikke for tiden foretages ændringer i grunddistrikterne på  Indre Nørrebro selvom, der er en øget søgning til Sjællandsgades Skole og Jagtvejens Skole. Endelig er det foreslået, at der ikke foretages ændringer i grunddistriktsinddelingen i Valby skoledistrikt i forbindelse med overflytningen af Valby Skole til "Ovnhallen".

 

Borgerrepræsentationen træffer efter folkeskolelovens § 40, stk. 2, nr. 4 beslutning om kommunens inddeling i skoledistrikter. Beslutninger om distriktsændringer som følge af strukturændringer træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.

 

Borgerrepræsentationens beslutninger om skolestrukturen skal optages i bilaget til styrelsesvedtægten for folkeskolen i Københavns Kommune. Styrelsesvedtægten, bilag III om skolestrukturen, vil således blive revideret som følge af eventuelle beslutninger om ændringer af skolernes distrikter.

 

Indre Østerbro

På baggrund af udviklingen i elevunderlaget og søgningen til skolerne på Indre Østerbro foreslås, at der foretages en mindre beskæring af grunddistriktet for Heibergskolen og Randersgades Skole for at lette elevpresset på disse skoler, idet søgningen fra skolernes respektive grunddistrikt er tæt på grænsen for skolernes fysiske kapacitet. Med den foreslåede ændring i grunddistriktet for Heibergskolen og Randersgades Skole beskæres skolernes grunddistrikter således, at toppen af presset på skolerne fjernes og tillægges henholdsvis Langelinieskolen og Vibenshus Skole, der for begge skolers vedkommende vurderes at kunne bære et større grunddistrikt. Forvaltningen havde en forhåndsdrøftelse med skolelederne på Indre Østerbro om de foreslåede ændringer inden forlæggelsen for Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

 

Med forslaget overføres rode 81 fra grunddistriktet for Randersgades Skole til grunddistriktet for Vibenshus Skole, hvilket betyder, at Randersgades Skoles grunddistrikt beskæres med ca. 4 elever pr. årgang, hvorved toppen af presset på skolen fjernes. Samtidigt tilføres Vibenshus Skole ca. 4 elever pr. årgang til skolens grunddistrikt, hvilket skolen vurderes at kunne bære indenfor rammerne af skolens 3 spor. Med hensyn til fritidshjem/KKFO har forslaget ingen virkning på kapaciteten.

 

Yderligere overføres med forslaget rode 69 fra grunddistriktet for Heibergskolen til grunddistriktet for Langelineskolen, hvilket betyder, at Heibergskolens grunddistrikt beskæres med ca. 8 elever per årgang, hvorved toppen af presset på skolen fjernes. Samtidigt tilføres Langelineskolen ca. 8 elever pr. årgang i grunddistriktet, hvilket skolen vurderes at kunne bære indenfor rammerne af skolens kapacitet på 2 spor. Med hensyn til fritidshjem/KKFO vil forslaget i beskedent omfang øge presset på fritidshjemmene tilknyttet Langelineskolen. Disse fritidshjem vurderes dog at kunne bære den beskedne forøgelse af presset.

 

Forslaget om distriktsændringer har været i høring hos de berørte skolebestyrelser for Heibergskolen, Langelinieskolen, Randersgades Skole og Vibenshus Skole

 

Skolebestyrelsen ved Langelinieskolen har svaret: "…at vi kan acceptere at rode 69 overføres til Langelinieskolens grunddistrikt".

 

Skolebestyrelsen ved Heibergskolen har svaret, at: "…Skolebestyrelsen på Heibergskolen hilser forslaget velkomment".

 

På baggrund heraf fastholder Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forslaget om at overføre rode 69 fra grunddistriktet for Heibergskolen til grunddistriktet for Langelinieskolen.

 

Skolebestyrelsen ved Randersgades Skole har svaret, at skolebestyrelsen accepterer: "at rode 81 overføres fra Randersgade til Vibenshus Skole".  I øvrigt tilføjer skolebestyrelsen at "…der eksisterer en særlig aftale vedr. rode 89. Der er i bydelstiden indgået aftale mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen om en fordelingsmodel mellem Randersgades Skole og Vibenshus Skole. Denne aftale er vigtig for os at opretholde".

 

Idet forvaltningen er opmærksom på aftalen vedr. rode 89 og at forvaltningen respekterer denne aftale, fastholder Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forslaget om at overføre rode 81 fra grunddistriktet for Randersgades Skole til grunddistriktet for Vibenshus Skole.

 

Valby

I forbindelse med overvejelser om der er behov for at foretage ændringer i grunddistrikterne i Valby efter den forestående overførelse af Valby Skole til "Ovnhallen", har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen analyseret Valby skolernes grunddistrikter og befolkningssammensætningen. Analysen har vist, at Valby Skole efter overflytningen til "Ovnhallen" stadig ligger indenfor skolens nuværende grunddistrikt og, at skolernes grunddistrikter sammenhold t med søgningen til skolerne og skolernes kapacitet ikke giver anledning til at foretage ændringer i grunddistriktsinddelingen.

 

Ligeledes har analysen vist, at grunddistrikternes fysiske udformning og befolkningssammensætningen ikke giver mulighed for at foretage ændringer  i grunddistrikterne for at opnå en mere ligelig befolkningssammensætning i grunddistrikterne.

 

Forvaltningen havde en forhåndsdrøftelse af analysen med skolelederne i Valby, inden forslaget blev forelagt for Uddannelses- og Ungdomsudvalget. Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at der ikke foretages ændringer i skolernes grunddistrikter i Valby.

 

Forslaget har været i høring hos de berørte skolebestyrelser i Valby og Valby Lokaludvalg.

 

Skolebestyrelsen på Kirsebærhavens Skole har i deres svar afgivet generelle vurderinger af skoledistriktsinddelingen i Valby. Idet forvaltningen vurderer, at disse generelle betragtninger ikke giver anledning til konkrete tiltag, agter forvaltningen ikke at foretage yderligere i denne sammenhæng.

 

Valby Lokaludvalg har svaret: "…at det ikke var muligt at afgive et kvalificeret høringssvar uden at have kendskab til baggrundsmaterialet…og Valby Lokaludvalg anmoder derfor…om at få tilsendt den i indstillingen omtalte analyse…og …om at få udskudt høringsfristen til medio august 2003."

 

På baggrund heraf har forvaltningen udsendt materialet til Valby Lokaludvalg. Såfremt det udsendte materiale giver anledning til en udtalelse fra Valby Lokaludvalg, vil denne blive fremlagt for Uddannelses- og Ungdomsudvalget til orientering. Forvaltningen gør opmærksom på, at det af hensyn til den kommende indskrivning til skoleåret 2004/05, ikke er muligt at udsætte høringsfristen.

 

På baggrund af ovenstående høringssvar fastholder forvaltningen forslaget.

 

Indre Nørrebro

I forbindelse med indskrivningen af kommende elever til skoleåret 2003/04 har der vist sig en ændring i søgningen til Sjællandsgades Skole og Jagtvejens Skole. For begge skolers vedkommende gælder, at der er sket en markant vækst i antallet af elever, der søger ind på skolen. Tilvæksten i søgningen til skolerne kan, hvis den fortsætter i de kommende år, medføre, at der bliver behov for at overveje at foretage distriktsændringer for at tilpasse skolernes grunddistrikter til skolernes kapacitet. Forvaltning vil derfor følge udviklingen nøje.

 

Forslaget har været i høring hos de berørte skolebestyrelser på Indre Nørrebro.

Skolebestyrelsen for Jagtvejens Skole har svaret, at "Et forslag fra Jagtvejens Skole er, enten at skolen kommer ind på en kommende handleplan (at skolen planlægges udbygget red.) eller at man evt. midlertidigt overfører rode 136 til Hellig Kors Skole…".

 

Forvaltningen følger udviklingen i søgningen til Jagtvejens Skole nøje, men har ingen aktuelle planer om ændringer. I øvrigt er der en række andre steder i byen, hvor ændringer kan vise sig påkrævede. Forvaltningen arbejder videre hermed under hensyntagen til de muligheder, der ligger indenfor den nye folkeskolelovs 7 punkts-program, der omhandler forsøg med lokale løsninger, herunder forhold vedrørende kommunernes inddeling i skoledistrikter.

 

 

Økonomi

 

Ingen bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Ingen yderligere bemærkninger

 

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Kortmateriale der viser distriktsændringerne

·        Bilag 2: Høringssvar fra Heibergskolen, Langelinieskolen, Randersgades Skole, Jagtvejens Skole, Kirsebærhavens Skole og Valby Lokaludvalg

 

 

 

                                     Peter Rasmussen

                                                                                          Jørn Larsen

 

 

 

 


Til top