Mødedato: 28.04.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udmøntning af byfornyelsesrammen fra 2016

Se alle bilag
Der skal tages stilling til ny fordeling af udgifter mellem stat og kommune til byfornyelsesområdet i 2016 indenfor den nuværende kommunale byfornyelsesramme.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at fordeling af byfornyelsesudgifter mellem stat og kommune ændres fra 50/50 til 30/70 i 2016. Udgifterne afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3 i 2016, jf. bilag 1.

Det bemærkes, at den foreslåede model kun vedrører den ordinære byfornyelsesramme.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Staten har i finansloven for 2016 reduceret den statslige byfornyelsesramme med 75 mio. kr. Med reduktionen forventes Københavns Kommune at modtage 15-20 mio. kr. mindre i den årlige byfornyelsesramme i 2016.

Der skal tages stilling til forslag til ændret fordelingsnøgle, fra den nugældende 50/50 ordning til en 30/70 ordning, mellem stat og kommune, så et uændret aktivitetsniveau på byfornyelsesområdet i 2016, kan opretholdes inden for den nuværende kommunale byfornyelsesramme.

Løsning

Byfornyelsesindsatsen i København har til formål i samspil med københavnerne at støtte og gennemføre en helhedsorienteret udvikling af den ældre nedslidte by og i de udsatte almene boligområder. Byfornyelse består af tre forskellige indsatser, der supplerer og understøtter hinanden: Bygningsforbedringer, områdefornyelser og anlæg af fælles gårdhaver.

Boligkvaliteten i København er fortsat ringere end i resten af landet. I den eksisterende boligmasse mangler ca. 10 % toiletter, bad og fjernvarme og ca. 110.000 københavnere har ikke grønne opholdssteder ved deres bolig. Renovering af de ældre ejendomme og gårde bidrager både til at reducere byens CO2 udledning og klimatilpasser byen. Områdefornyelser er et væsentligt greb i forhold til at løfte udsatte byområder. Udover at der sammenlignet med resten af landet er et meget større behov i København for byfornyelse, er der også et meget stort og stigende antal ansøgninger om støtte til bygningsfornyelse og gårdhaver og ønsker om områdefornyelser.

Det foreslås derfor, at der opretholdes en uændret byfornyelsesaktivitet på ca. 250 mio. kr. årligt med deraf følgende ændret fordeling af byfornyelsesudgifter mellem stat og kommune.

København Kommune har hidtil opereret med en statslig medfinansiering på 50 % af kommunens udgifter til bygningsfornyelse og etablering af fælles gårdhaver. Dette fordelingsprincip er vedtaget af Borgerrepræsentationen senest den 16. juni 2010. Fastholdes dette fordelingsprincip, vil den samlede byfornyelsesaktivitet falde fra ca. 250 mio. kr. til ca. 200 mio. kr. årligt.

Det statslige bidrag til byfornyelsesrammen har i en årrække været faldende. Som konsekvens heraf er aktivitetsniveauet i byfornyelses-indsatsen løbende tilpasset de mindre statslige bidrag, hvilket gør at den kommunale ramme ikke udnyttes fuldt ud.

En ændret udgiftsfordeling, hvor statens andel af udgifterne fastsættes til 30 %, og den kommunale andel af udgifterne til 70 %, opretholder den nuværende byfornyelsesaktivitet på ca. 250 mio. kr. årligt. Udgifterne kan holdes indenfor den nuværende byfornyelsesramme.

Forslag om revidering af byfornyelsesloven

Forvaltningen havde planlagt en politisk indstilling om den fremtidige retning for byfornyelsen til fremlæggelse sammen med denne sag. Regeringen har den 2. marts 2016 fremsendt forslag om revidering af byfornyelsesloven med høringsfrist den 29. marts. Den samlede statslige byfornyelsesramme foreslås i lovforslaget fastholdt på 2016 niveau. Der lægges op til, at statens byfornyelsesindsats fokuseres mere på de mindre kommuner, og konkret at Københavns Kommune med forslaget ikke fremover kan opnå tilskud til etablering af områdefornyelser i den nedslidte del af byen. På den baggrund foreslår forvaltningen alene, at byfornyelsesrammen ændres for 2016. Rammen for 2017 og frem fastlægges efter lovforslagets konsekvenser for Københavns Kommune er kendt.

Økonomi

Der er på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling til byfornyelse afsat en fast årlig ramme på netto 164 mio. kr., som med det gældende princip om statslig medfinansiering på 50 % ikke udnyttes fuldt ud. Byfornyelsesaktiviteterne fastsættes på baggrund af statens årlige rammeuddeling, der i de seneste år har været lavere end det, der har været afsat på byfornyelsesrammen.

Med den nye fordelingsnøgle ved 70 % kommunal finansiering udnyttes 160 mio. kr. af den 164 mio. kr. store byfornyelsesramme. Hvis det nugældende princip med 50 % medfinansiering fastholdes, vil 110 mio. kr. af de afsatte 164 mio. kr. blive anvendt, jf. bilag 1. Eventuelle overskydende midler vil kunne tilbageføres kassen, hvis ikke midlerne disponeres til andre byfornyelsesprojekter.

Videre proces

Når konsekvenserne af den statslige byfornyelsesramme for 2017 er kendte, vil der blive forelagt ny indstilling herom samt en indstilling om Byfornyelsesplan for udvalget i forsommeren 2017.

 

    Pernille Andersen                                    

                                            /                     Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at fordeling af byfornyelsesudgifter mellem stat og kommune ændres fra 50/50 til 30/70 i 2016. Udgifterne afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.15.3 i 2016, jf. bilag 1.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 29. marts 2016

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt:

”at fordelingen af byfornyelsesudgifter mellem stat og kommune ændres fra 50/50 til 30/70 i 2016. Udgifterne afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelses anlæg, funktion 0.25.15.3 i 2016, jf. bilag 1, dog således at pengene forbeholdes til boliger uden eget toilet, uden eget bad eller uden centralvarme.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.

For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod to. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: V.
Undlod at stemme: C.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at den foreslåede model kun vedrører den ordinære byfornyelsesramme.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. april 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. april 2016

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen, om at 1. at-punkt erstattes af følgende:

 

”at fordelingen af byfornyelsesudgifter mellem stat og kommune ændres fra 50/50 til 30/70 i 2016.

Udgifterne afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelses anlæg, funktion 0.25.15.3 i 2016, jf. bilag 1, dog således at pengene forbeholdes til boliger uden eget toilet, uden eget bad eller uden centralvarme.”

 

 

Det af Det Konservative genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 39 stemmer imod 11. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C, I og V.

Imod stemte: A, B, F, O og Ø.

 

 

Selve indstillingen blev herefter godkendt med 37 stemmer imod 5. 4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O og Ø.

Imod stemte: V.

Undlod at stemme: C og I.

Til top