Mødedato: 28.02.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel om Københavns integrationsindsats

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren bedes redegøre for følgende:

  • Hvorfor er København ikke lige så effektiv som landets bedste kommuner til at få flygtninge og indvandrere i job eller uddannelse?
  • Hvilke initiativer vil borgmesteren tage for at blive blandt de bedste kommuner til at få flygtninge og indvandrere i job eller uddannelse?
  • Hvordan fungerer samarbejdet mellem kommunens ansatte, som arbejder med flygtninge og indvandrere og kan samarbejdet, eventuelt optimeres?
  • Kan kontakten mellem de lokale virksomheder og kommunens ansatte, som arbejder med flygtninge og indvandrere, eventuelt optimeres?
  • Får de flygtninge og indvandrere der kommer i virksomhedspraktik samtidig sprogundervisning? Hvis svaret er nej, hvad er så begrundelsen herfor?

(Stillet af Dansk Folkeparti)

MOTIVERING

Beregninger foretaget for Ugebrevet A4 af analysefirmaet LG Insight viser, at Københavns Kommune kunne spare 156 millioner, hvis København bliver lige så effektiv som Randers i forhold til at få flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet.

Herudover viser analysen, at det i København koster 45.214 kr. at forsørge ledige flygtninge og indvandrere, mens udgiften ligger på 22.204 kr. i Lemvig.

Dansk Folkeparti ønsker derfor en forklaring på hvorfor København ikke er lige så effektiv som landets bedste kommuner til at få flygtninge og indvandrere i job eller uddannelse.

Dansk Folkeparti mener ikke, at forklaringen på Københavns ringe evne til at integrere flygtninge og indvandrere alene skyldes disse forhold:

  • at København har færre flygtninge på førtidspension end andre kommuner, fordi København i stedet prøver at aktivere dem og
  • at der i hovedstaden er stor konkurrence om jobbene.

Dansk Folkeparti ønsker derfor, at Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren også forklarer hvilke initiativer borgmesteren agter at tage for at blive blandt de bedste kommuner. Herudover ønsker Dansk Folkeparti en redegørelse for om kommunen eventuelt kan optimere dels det indbyrdes samarbejde mellem de ansatte, som arbejder med flygtninge og indvandrere og dels mellem disse ansatte og de lokale virksomheder.

Endelig ønskes der svar på om de flygtninge og indvandrere, der kommer i virksomhedspraktik samtidig får sprogundervisning, og hvis svaret er nej, hvad begrundelsen er herfor.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. februar 2013

Forespørgslen blev besvaret.
Til top