Medlemsforslag om styrket kendskab til Rigsfællesskabet
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen samt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen at udarbejde en sag til behandling i Borgerrepræsentationen, som undersøger, hvordan Københavns Kommune kan styrke skoleelevers og øvrige københavneres viden om Rigsfællesskabet i samarbejdet med Det Grønlandske Hus og Det Færøske Hus, fx ved at give mulighed for gæstelærere på skolerne, og ved at lave arrangementer, som kan bidrage til oplysning om Færøerne og Grønland.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Vi ønsker at styrke båndene mellem Færøerne, Grønland og Danmark, og derfor ønsker vi at øge københavnernes, og navnlig skoleelevernes viden om Rigsfællesskabet og de enkelte dele af Kongeriget.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. januar 2026
Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Børne- og Ungdomsudvalget.
Det af Socialdemokratiet og Venstre fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Børne- og Ungdomsudvalget blev godkendt med 54 stemmer mod 0. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, A, C, B, V, I, Å, O og Q
Imod stemte: Ingen
Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokratiet er positive over for forslaget og bakker op om intentionen om at styrke kendskabet til Rigsfællesskabet. Samtidig mener vi, det er vigtigt at have respekt for, at der allerede undervises i Rigsfællesskabet, og at der i øvrigt skal løses mange opgaver i vores folkeskoler. Socialdemokratiet foreslår derfor udvalgsbehandling for at afdække behov og omfang af en eventuel udvidet undervisning, da vi mener, at en eventuel udvidelse skal implementeres hensigtsmæssigt og med respekt for folkeskolens eksisterende undervisningsopgaver.”
SF og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
"Partierne bakker op om ønsket om at styrke kendskabet til Rigsfællesskabet. Samtidig lægger partierne vægt på, at prioriteringen af tid og ressourcer i undervisningen i videst muligt omfang bør ske lokalt på den enkelte skole, så skolerne har den nødvendige frihed til at tilpasse indsatser til elevernes behov og den samlede undervisningsplan."
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
“Enhedslisten ser positivt på forslaget, da vi er enige i, at Københavns Kommune bør gøre en indsats for at oplyse om Rigsfællesskabet. Vi ser gerne, at forvaltningen inddrager Kommuneqarfik Sermersooq i udarbejdelsen af et fælles materiale på både dansk og grønlandsk, som kan bruges i forbindelse med undervisning og udveksling i og mellem København og Nuuk. Derudover ser vi gerne, at forvaltningen kommer med et forslag til kulturelle arrangementer, der kan nedbryde fordomme mellem danskere og grønlændere, samt udarbejder en liste til rådighed for skolerne over kvalificerede gæstelærere, der kan fortælle om kultur, politik og hverdagsliv i Grønland og Færøerne. Dette vil Enhedslisten tage med op i udvalgsbehandlingen.”
SF afgav følgende protokolbemærkning:
”SF ser positivt på forslaget, da vi er enige i, at Københavns Kommune bør gøre en indsats for at oplyse om Rigsfællesskabet. Vi ser gerne, at forvaltningen inddrager relevante færøske og grønlandske aktører i udarbejdelsen af et undervisningsmateriale, som kan bruges i forbindelse med undervisning og udveksling i og mellem landene i rigsfællesskabet. Derudover ser vi gerne, at forvaltningen udarbejder en liste til rådighed for skolerne over kvalificerede gæstelærere, der kan fortælle om kultur, politik og hverdagsliv i Grønland og Færøerne.”