Ændring af vedtægter for Ungeråd KBH
Ungeråd KBH har foreslået en række ændringer i deres vedtægter for at få en mere fleksibel ramme for rådets sammensætning af medlemmer og en tydeliggørelse af rådets rolle, formål og organisering. Borgerrepræsentationen skal efter anbefaling fra Børne- og Ungdomsudvalget beslutte, om vedtægterne skal ændres.
Forslaget er udarbejdet i samarbejde med Ungeråd KBH og er vedtaget af et nyvalgt Ungeråd KBH ved afstemning den 3. december 2025.
Indstilling
Indstilling om,
- at forslag til ændring af vedtægter for Ungeråd KBH – jf. bilag 1 - godkendes, dog således, at der indsættes et nyt § 6, stk. 6: ”Alle kandidater, der ikke opnår valg som medlemmer, men som har modtaget mindst 5 stemmer, vælges som suppleanter for valgperioden i prioriteret rækkefølge efter stemmetal”.
(Børne- og Ungdomsudvalget)
Problemstilling
Ungeråd KBH fungerer som talerør for unge i kommunen og bidrager blandt andet med input til politiske drøftelser og beslutninger. De gældende vedtægter har ikke været opdateret siden 2019 og tager derfor ikke højde for en række konkrete udfordringer, som er opstået, særligt i forhold til frafald blandt medlemmer i løbet af valgperioden.
Forslaget er udarbejdet i samarbejde med Ungeråd KBH og er vedtaget af et nyvalgt Ungeråd KBH ved afstemning den 3. december 2025, jf. bilag 4.
Af bilag 1 fremgår de tilrettede vedtægter til godkendelse. I bilag 2 er vedlagt en oversigt over ændringerne. Af bilag 3 fremgår de nuværende vedtægter. Af bilag 4 fremgår referat for Ungerådsmøde, hvor vedtægterne blev vedtaget.
Løsning
Det centrale formål med ændringerne er at imødekomme udfordringer i forhold til at sikre samt fastholde et tilstrækkeligt antal medlemmer af Ungeråd KBH gennem hele valgperioden. Ungeråd KBH har over nogle år erfaret, at der er en naturlig udsivning af ungerådsmedlemmer i løbet af forår- og sommersæsonen, fx når medlemmer skal starte på efterskole, flytter eller har travlt med prøver og eksamener. Det udfordrer rådets mulighed for kontinuitet og for at varetage sin rolle som talerør for unge i København.
For at fastholde medlemmers og suppleanters engagement og rådets funktionalitet foreslås det at ophæve det tidligere loft på 15 suppleanter, så der fremover kan vælges et ubegrænset antal suppleanter (§ 3, stk. 2 og § 6, stk. 6). Samtidig foreslås det, at suppleanter fremover gives mulighed for at deltage i rådets møder og aktiviteter på lige fod med øvrige medlemmer, dog uden stemmeret (§ 3 stk. 3).
Formålet er at sikre en bredere deltagelse og en mere smidig overgang mellem suppleanter og ordinære medlemmer. Samtidig sikrer det, at der løbende er et tilstrækkeligt antal aktive deltagere til at opretholde rådets arbejde, hvilket understøtter en mere åben og inkluderende arbejdsform og høj grad af repræsentativitet i ungerådets beslutninger.
Derudover er vedtægterne opdateret med en række sproglige og strukturelle præciseringer, der tydeliggør rådets rolle, formål og organisering. Ændringerne afspejler den praksis, Ungeråd KBH allerede arbejder efter, og har til formål at skabe tidssvarende og brugervenlige rammer for rådets virke, herunder en udbygning af formålsparagraffen (§1), fjernelse af bestemmelser om baggrundsgrupper (tidligere §4, stk. 3), samt en præcisering af samarbejdet med sekretariatet (§5, stk. 3).
Ungerådet har i arbejdet med vedtægterne undersøgt mulighederne for at indsupplere suppleanter løbende i løbet af året for at imødekomme det naturlige frafald. En sådan løsning ville dog kræve at der blev afholdt ordinært valg, fx midtvejs i ungerådsåret, hvilket ikke står i rimeligt forhold til de ressourcer, rådet råder over.
Politisk handlerum
Forslaget til reviderede vedtægter kan godkendes, afvises eller justeres
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sagen skal behandles i Borgerrepræsentationen.
Tobias Børner Stax /Mette Seneca Kløve
Oversigt over politisk behandling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at Børne- og Ungdomsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forslag til ændring af vedtægter for Ungeråd KBH – jf. bilag 1 - godkendes.
Børne- og ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 17. december 2025:
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag til nyt §6, stk. 6: ”Alle kandidater, der ikke opnår valg som medlemmer, men som har modtaget mindst 5 stemmer, vælges som suppleanter for valgperioden i prioriteret rækkefølge efter stemmetal”.
Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 9 medlemmer: A, C, F og Ø.
Imod stemte ingen.
1 medlem undlod at stemme: Å.
Med ovenstående ændring blev indstillingen godkendt uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. januar 2026
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”, og at § 5, stk. 2 ”Til at understøtte og koordinere arbejdet i ungerådet tilknytter Børne- og Ungdomsforvaltningen et sekretariat.” og § 5, stk. 3 ” Ved ansættelse af nye medarbejdere i ungerådets sekretariat kan en repræsentant over 18 år fra Ungerådet inviteres til at deltage i ansættelsesudvalget. Ungerådsrepræsentanten udpeges internt af Ungerådet.”, fjernes fra vedtægterne for Ungeråd KBH.”
Det af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 50 stemmer mod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: I og O
Imod stemte: Ø, F, A, C, B, V, Å og Q
Indstillingen blev herefter godkendt med 50 stemmer mod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, A, C, B, V, Å og Q
Imod stemte: I og O
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi mener ikke, at Københavns Kommune bør afsætte midler til at drive Ungerådet KBH. Unge har mulighed for at søge politisk indflydelse gennem ungdomspartierne, lokaludvalgene eller via andre interesseorganisationer. Vi mener heller ikke, at Ungerådet KBH bør indgå i et ansættelsesudvalg, der skal ansætte embedsmænd til rådets sekretariat. På samme måde deltager medlemmer af Borgerrepræsentationen heller ikke i ansættelsesudvalg ved ansættelse af medarbejdere i Borgerrepræsentationens Sekretariat.”
Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi mener ikke, at Københavns Kommune skal stille en platform og et talerør til rådighed for en ikke repræsentativ samling af unge, der vil bruge Ungerådet til politisk at fremme et venstreorienteret verdenssyn. Hvis de unge ønsker at fremme en politisk sag eller verdenssyn, så så må de i deres fritid organisere sig i politiske partier eller interesseorganisationer.”