Mødedato: 28.01.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Handleplaner for Københavns Kommunes Handicappolitik

Se alle bilag
Statusrapport for Københavns Kommunes Handicappolitik fra perioden 2013-2014 skal tages til efterretning og samtidig forelægges den samlede handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2015-2017 til endelig godkendelse efter høring.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at statusrapport for Københavns Kommunes Handicappolitik 2013-2014, jf. bilag 3, tages til efterretning, og
  2. at den samlede handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2015-2017, jf. bilag 4, godkendes efter ekstern høring.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen tiltrådte den 27. januar 2011 Københavns Kommunes Handicappolitik for 2011-2017. Politikken fremsætter delmålsætninger og principper for Københavns Kommunes indsats for borgere med handicap, jf. bilag 5.

Samtlige udvalg har i forsommeren 2015 godkendt status på deres respektive handleplaner for Københavns Kommunes Handicappolitik for 2013-2014 samt godkendt reviderede handleplaner for 2015-2017 på deres områder.

Socialforvaltningen har herefter samlet udvalgenes statusbeskrivelser til én statusrapport og samlet udvalgenes reviderede handleplaner til én fremadrettet handleplan. Handleplanerne er herefter sendt i ekstern høring hos Handicaprådet, Danske Handicaporganisationer København, Udsatterådet, Det Københavnske Ældreråd og Dialogforum på psykiatriområdet.

Socialforvaltningen har som følge af høringen modtaget fire høringssvar fra følgende parter:

  • Handicaprådet
  • Det Københavnske Ældreråd
  • Udsatterådet
  • Dialogforum på psykiatriområdet

Løsning

Socialforvaltningen har i samarbejde med de øvrige forvaltninger behandlet de indkomne høringssvar. Der er alene indkommet høringssvar vedrørende den fremadrettede handleplan for 2015-2017.

Status på handleplanen for 2013-2014

Statusrapporten bygger på forvaltningernes statusbeskrivelser af handleplanen for 2013-2014 og forholder sig til fremdriften i de enkelte indsatser, der understøtter politikkens målsætninger. Handleplanen bestod af i alt 68 initiativer, hvor 48 initiativer enten er afsluttet eller overgået til videre drift inden for den enkelte forvaltnings område, og 20 initiativer er videreført i handleplanen for 2015-2017.

I bilag 3 gives en status for alle de elementer, der er indgået i handleplanen.

Den fremadrettede handleplan for 2015-2017

Den samlede handleplan for 2015-2017 ses i bilag 4 og består af 32 initiativer fordelt på områderne bolig, beskæftigelse, støtte, social tryghed og koordination, sundhed, tilgængelighed samt kultur og fritid. Endelig indeholder handleplanen en særlig udvalgt målgruppe i form af børn og unge med handicap og interne målsætninger i forvaltningernes arbejde. Handleplanen indeholder væsentligt færre initiativer end den foregående handleplan, hvilket overvejende skyldes, at Teknik- og Miljøforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen har valgt ikke at have konkrete initiativer med i handleplanen. De har i stedet valgt at arbejde med handicappolitikken som en integreret del af forvaltningernes ydelser, jf. også nedenfor under høringssvarene.

Hovedtendenserne i den nye handleplan er:

  • At 20 initiativer er videreførte initiativer fra den gamle handleplan for 2013-2014, som enten ikke er afsluttede, eller som videreføres i en ny kontekst.

  • At der er fokus på overgangsproblematikker mellem en række af forvaltningerne nemlig mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungeforvaltningen og Socialforvaltningen. Således er i alt 7 initiativer samarbejdsprojekter mellem forvaltninger. Generelt vil forvaltningerne arbejde for, at alle borgere oplever en koordineret og helhedsorienteret indsats. Der er dog for nogle grupper et særligt behov for fokus på samarbejdet. Det gælder fx for målgrupper med flere og mere komplekse behov, jf. at der er afsat midler i budget 2016 til et efterspurgt ønske om, at kommunen får hjerneskadekoordinatorer, hvilket er et af de 7 samarbejdsprojekter. Af andre samarbejdsprojekter kan fremhæves samarbejdsprojekter for børn med komplekse behov fx børn med handicap, børn og unge med autisme og ADHD mv.

Høringssvarene
Samlet set er høringsparterne positive overfor den reviderede handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2015-2017. I høringssvarene indgår desuden en række konstateringer og konkrete forslag.

Høringsparterne viser en stor interesse for handleplanen og dens enkelte initiativer. Høringssvarene har ikke givet anledning til at foretage konkrete ændringer i handleplanen, men forvaltningerne har noteret sig nogle gennemgående budskaber fra høringsparterne. Det handler bl.a. om ønske om fokus på sammenhæng og tæt koordination af den enkelte borgers sag, ønske om fokus på billige boliger i København, ønske om forebyggelse af ensomhed og fokus på bedre mulighed for revalidering og mulighed for at få støtte til etableringsomkostninger til at danne egen virksomhed. Bemærkningerne hertil ses i bilag 2, hvor alle delelementer fra høringsparterne er kommenteret. Forvaltningerne vil tage alle bemærkninger med sig i det videre arbejde med at implementere Københavns Kommunes Handicappolitik også med henblik på, at der i 2017 skal udarbejdes en ny Handicappolitik på området.

Som noget nyt har to forvaltninger – Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen – valgt ikke at indskrive konkrete initiativer i handleplanen. De har i stedet valgt at arbejde med handicappolitikken som en integreret del af forvaltningens ydelser. Dette finder Handicaprådet meget kritisabelt. Forvaltningerne bemærker hertil, at forvaltningerne har et særligt fokus på tilgængelighed i deres arbejde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Ufinansierede initiativer i handleplanen kan indgå i de kommende års budgetforhandlinger.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, skal statusrapport og handleplan forelægges til endelig godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

        

Anette Laigaard                                     /Eva Stokbro Jensen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at statusrapport for Københavns Kommunes Handicappolitik 2013-2014, jf. bilag 3, tages til efterretning, og
  2. at den samlede handleplan for Københavns Kommunes Handicappolitik 2015-2017, jf. bilag 4, godkendes efter ekstern høring.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 16. december 2015

Konstitueret kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. januar 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. januar 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top