Mødedato: 28.01.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til lokalplan Scherfigsvej 8 - Østerbro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til lokalplan ”Scherfigsvej 8 - Østerbro” i høring. Forslaget vil muliggøre en ny boligbebyggelse på Scherfigsvej på Østerbro ud til Svanemøllebugten, hvori også indgår almene boliger.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at forslag til lokalplan ”Scherfigsvej 8 - Østerbro” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger,
  2. at det tages til efterretning, at der foreligger et udkast til en udbygningsaftale med grundejeren (bilag 2), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagets endelige behandling. 

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Bygherre ønsker at opføre en ny boligbebyggelse på ca. 16.700 m² på Scherfigsvej ud til Svanemøllebugten. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 27. oktober 2014 en startredegørelse om udarbejdelse af et lokalplanforslag, som muliggør byggeriet.

Der er indarbejdet en ændring af kommuneplanrammen i forlængelse af høringsperioden på Kommuneplan 2015, som muliggør vedtagelse og realisering af lokalplanen. Lokalplanforslaget er således i overensstemmelse med Kommuneplan 2015.

Løsning

Den foreslåede boligbebyggelse har et etageareal på ca. 16.700 m² svarende til en bebyggelsesprocent på ca. 125. Det forudsættes, at den eksisterende erhvervsbebyggelse på ejendommen rives ned, på nær en enkelt kontorbygning, der ombygges til boliger.

Grunden er beliggende på kommunegrænsen til Gentofte Kommune med ca. 13.400 m² i Københavns Kommune og ca. 800 m² i Gentofte Kommune. Det er ved deklaration sikret, at de to ejendomme skal udgøre én samlet fast ejendom. Københavns Kommune kan ikke fastlægge planrammer for arealer i Gentofte Kommune. Der er derfor alene tale om en lokalplan i Københavns Kommune, selvom arealet i Gentofte Kommune er disponeret som en del af det samlede projekt.

Bebyggelsen er udformet som tre punkthuse og tre boligblokke i et åbent kuperet landskab. Kontorbygningen tilføres op til to nye etager til en højde på op til 16 meter, og ombygges til boligformål. De tre punkthuse med en højde på op til 20 meter placeres mod syd og nærmest det eksisterende villakvarter ved Strandøre og Strandpromenaden. De tre boligblokke, i op til 27 meters højde, placeres mod nord langs grænsen til Gentofte. Lokalplan 307 i Gentofte Kommune muliggør bebyggelse i op til 37 meter umiddelbart nord for kommunegrænsen. Bebyggelsen er afstemt herefter.

En gennemgående stiforbindelse med offentlig adgang mellem Scherfigsvej og Strandpromenaden vil åbne området mod det omkringliggende kvarter, og sikre adgang fra Strandvejen via Scherfigsvej gennem bebyggelsen til Svanemøllebugten.

Der henvises i øvrigt til faktaark (bilag 3).

Almene boliger

Der stilles krav om minimum 4.000 m² almene boliger i lokalplanområdet svarende til ca. 25 pct. af den samlede bebyggelse. Området ligger i skoledistrikt Strandvejsskolen, hvor den almene boligandel udgør 20 pct., hvilket i henhold til kommuneplanens retningslinjer betyder, at der kan stilles krav om almene boliger i lokalplanen. Der er ikke andre almene boligafdelinger i umiddelbar nærhed til lokalplanområdet. Kravet om almene boliger vil bl.a. understøtte kommuneplanens målsætning om social sammenhængskraft i en blandet by.

Parkering

Parkeringsnormen fastsættes til 1 parkeringsplads pr. 130 m² etageareal svarende til i alt 129 pladser. Heraf skal 117 pladser etableres i konstruktion. Tilkørsel til ejendommen kan ske fra både Scherfigsvej og Strandpromenaden.

Cykelparkeringsnormen er 3 pladser pr. 100 m² etageareal, heraf 2 pladser til særligt pladskrævende cykler pr. 1.000 m² etageareal. Minimum halvdelen af cykelparkeringen skal etableres i konstruktion.

Byliv

Det foreslåede projekt vil tilføre området nye kvaliteter ved at åbne den i dag tillukkede og hegnede grund og danne bedre sammenhæng til Svanemøllebugten. Flere boliger i området vil desuden understøtte bymiljøet og give en bedre udnyttelse af de rekreative muligheder langs Strandpromenaden.

Bæredygtighed

Der indarbejdes Lokal Afvikling af Regnvand-løsninger (LAR-løsninger) i form af rekreativ anvendelse af regnvand og lokal nedsivning. Eksisterende træer bevares i videst mulige omfang, og der plantes nye store træer efter en samlet plan, der understøtter det åbne landskabsudtryk.

Kommuneplan 2015

I Kommuneplan 2015 fastlægges området til boligformål (B3*) med en særlig bemærkning, der muliggør en bebyggelsesprocent på op til 125 og en bygningshøjde på op til 27 meter. Krav til friareal er på minimum 50 pct. af etagearealet.

Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med Kommuneplan 2015. Såfremt der er sket ændringer af Kommuneplan 2015 ved den endelige vedtagelse, vil disse ændringer blive indarbejdet inden endelig vedtagelse af lokalplanen.

Intern høring

Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelse af planforslaget, herunder af Østerbro Lokaludvalg. Lokaludvalget mener, at der er tale om et godt projekt, men foreslår, at projektet ændres, så flere boliger får mulighed for havudsigt. Udvalget foreslår dette kan ske ved at ændre boligblokkene til en spredt placeret punkthusbebyggelse eller ved en gradvis fremskydning af de nordlige boligblokke fra øst mod vest.

Et mindretal i lokaludvalget kan ikke støtte lokalplanforslaget, medmindre der sker en tilsvarende boligmæssig udtynding andre steder i kommunen.

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at bebyggelsesplanen giver gode kig til havet fra de fleste boliger, samt understøtter den offentlige stiforbindelse mellem Scherfigsvej og Strandpromenaden med visuel kontakt mellem Scherfigsvej og Svanemøllebugten. Boligblokkene skal desuden ses i sammenhæng med den planlagte bebyggelse i Gentofte mod nord og er placeret, så det samlede projekt fremstår åbent og luftigt.

Høringssvaret giver på denne baggrund ikke anledning til at foreslå ændringer i projektet.

Miljøvurdering

Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Borgerdialog

I forbindelse med den offentlige høring afholdes et borgermøde tilrettelagt som orienteringsmøde.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen. De fremtidige skatteindtægter forventes at ligge i størrelsesordenen 3,3 mio. kr.

På bygherres anmodning er der udarbejdet et udkast til en frivillig udbygningsaftale i henhold til planlovens § 21 b (bilag 2). Udbygningsaftalen indeholder en omlægning af Strandpromenadens afslutning således den fremstår mere grøn, samt en omlægning af en cykelstiforbindelse fra Strandpromenaden til kommunegrænsen.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslagene i høring i 8 uger.

Når offentlighedsfasen er afsluttet, vil Teknik- og Miljøforvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af lokalplanen. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i juni 2016.

 

Mikkel Hemmingsen                          / Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende forslag til lokalplan ”Scherfigsvej 8 - Østerbro” (bilag 1) med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.  at det tages til efterretning, at der foreligger et udkast til en udbygningsaftale          
     med grundejeren (bilag 2), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse 
     i endelig form ved planforslagets endelige behandling.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning, idet sagen tilrettes i overensstemmelse med den vedtagne Kommuneplan 2015 inden høring.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. januar 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 28. januar 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Der blev fastsat frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 1. februar 2016, kl. 12.00.

Til top