Mødedato: 27.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til tillæg 1 til lokalplan nr. 344 ”Nørregade”

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til tillæg 1 til lokalplan nr. 344 ”Nørregade”. Forslaget vil muliggøre en anvendelsesændring i forhold til eksisterende lokalplan.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 
  1. at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 344 ”Nørregade” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Ejeren af Hotel Skt. Petri ønsker at anvende et butiksareal på 1. sal mod Fiolstræde til hotelværelser, da hotellet har et stort behov for yderligere kapacitet. Butiksarealet er på 815 m2. Der er ikke adgang til butiksarealet fra gaden.

Ved udarbejdelse af lokalplan nr. 344, ”Nørregade”, bekendtgjort den 12. december 2001, var det forudsat, at der ville blive tale om butik/butikker i to etager mod Fiolstræde. Dette er aldrig blevet realiseret, og det har vist sig, at det ikke er rentabelt med butik på dette sted i bygningen. Der er endvidere i lokalplan nr. 344 udlagt butikker i stueetagen mod Nørregade. Butiksarealerne er forholdsvis dybe, og det har vist sig vanskeligt at udleje større butikker på det sted. Hotellet vil gerne bruge en del af butiksarealet i stueetagen til hotelfunktioner som fx mødelokaler.

Løsning

Lokalplantillægget muliggør, at butiksareal på 1. sal kan ændres til hotelværelser, og at der i en del af stueetagen ændres anvendelse, så der kan etableres hotelfunktioner bag butikkerne mod Nørregade. Lokalplantillægget sikrer, at stueetagen i Hotel Skt. Petri fastlægges til publikumsorienterede serviceerhverv med mulighed for etablering af indgange til hotellet. Det er forventningen, at de mindre butikker vil kunne lejes ud, og medvirke til bylivet i Nørregade. Lokalplantillægget stiller endvidere krav til butiksfacadernes ydre fremtræden og tilgængelighed for alle. Forvaltningen vurderer, at projektet vil være et aktiv for både bygningen, facadeudtrykket og strøgområdet.

Lokalplanen muliggør, at der kan etableres et butiksareal på maks. 10.000 m2. Den enkelte udvalgsvarebutik må ikke overstige 2.000 m2 bruttoetageareal, og den enkelte dagligvarebutik må ikke overstige 3.500 m2 bruttoetageareal.

Lokalplanen muliggør, at et eksisterende butiksareal på 815 m2 kan anvendes til hotel. Konkret gøres det ved, at 787 m2 inden for matr. nr. 61 Klædebo Kvarter, København flyttes fra 1. sal i Fiolstræde til hjørnet i stueetagen Nørregade-Krystalgade, således at antallet af butikskvardratmeter stort set opretholdes. Det er dermed kun de resterende 28 m2 butiksareal på 1. sal, der nedlægges, hvilket er i overensstemmelse med kommuneplanens rammer.

Der henvises i øvrigt til faktaarket i bilag 2.

Byliv
Projektet aktiverer butikslokaler, der i dag står tomme hen. Der stilles krav om åbne facader ud til Nørregade. Det er forvaltningens vurdering at flere hotelværelser og butikker, der er lejet ud, vil give mere liv i området, hvilket også er til glæde for områdets andre butikker.

Bæredygtighed
Lokalplanen fastlægger, at udvikling af området skal ske, så miljørigtige og bæredygtige principper bliver integreret i arkitekturen og indikerer en bæredygtig by. Nordic Choice Hotels, som ejer Hotel Skt. Petri, har en bæredygtig profil og arbejder løbende på at reducere og genbruge tekstiler såvel som at indkøbe økologiske råvarer.

Kommuneplan
I Kommuneplan 2011 er området udlagt til serviceerhverv (S*) og omfattet af City Bymidte. Det fremgår af kommuneplanen, at butikker og andre publikumsorienterede funktioner i City normalt placeres i de nederste etager i facadebebyggelsen, og butikkernes størrelse og udformning skal respektere den eksisterende bygningsstruktur og det nuværende gademiljø. Maksimale butiksstørrelser er på 3.500 m2 for dagligvarebutikker og 2.000 m2 for udvalgsvarebutikker. Samlede butiksarealer over 500 m2 i en ejendoms kælder, stueetage, 1. og 2. sal skal fastholdes til butiksformål.

Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Lokaludvalget for Indre By. Lokaludvalget vil blive hørt igen, når forslaget sendes i høring.

Lokaludvalget har ingen bemærkninger til selve udvidelsen af hotellet, men udtrykker bekymring omkring yderligere turistbustrafik til hotellet. Lokaludvalget foreslår, at turistbusser og taxaer får anvist standsningspladser i Nørregade ved Krystalgade, og at de får standsnings- og parkeringsforbud i Krystalgade mellem Nørregade og Fiolstræde. Derudover foreslår lokaludvalget, at der etableres forbud mod buskørsel i Landemærket og Krystalgade.

Forvaltningen kan oplyse, at regulering af trafikken ikke omfattet af lokalplanen, men reguleres via færdsels- og vejlovgivningerne.  Lokalplanforslaget forventes ikke at føre til væsentlig trafikal merbelastning, da det i forvejen er et område med stor turistrelateret trafik. Problemstillingen omkring turistbusser er blevet belyst i forhold til den gældende lokalplan. Det blev på daværende tidspunkt vurderet, at det skulle hindres, at busser kan køre fra Gothersgade til Hotel Skt. Petri. Den nødvendige skiltning er dog ikke blevet etableret. Forvaltningen har taget initiativ til, at skiltningen bliver etableret.

Lokaludvalget synes, at det er et generelt problem, at kommunen har ønsker om publikumsorienterede serviceerhverv på 1. sal. Lokalvalget foreslår derfor, at man fravælger denne form for løsninger i fremtiden.

Forvaltningen bemærker hertil, at der typisk er tale om en konkret vurdering på baggrund af bygherres ønsker og en planfaglig vurdering af byens behov.

Miljøvurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslaget i høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen april måned 2015.



Pernille Andersen
                                     /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 344 ”Nørregade” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. oktober 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. november 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Der blev givet frist til mindretalsudtalelser til mandag den 1. december 2014, kl. 12.00.

 

 

 

Til top