Mødedato: 27.02.2020, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om ny international strategi for Københavns Kommune

Medlemsforslag 

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger at forelægge en opdateret international strategi for Københavns Kommune til politisk behandling i Borgerrepræsentationen. Sagen skal forelægges senest med udgangen af december 2020.  
(Stillet af Venstre) 

Motivering

Borgerrepræsentationen godkendte i 2003 Københavns Kommunes første internationale strategi. Kommunens internationale strategi er ikke blevet opdateret siden. København har i øjeblikket to venskabsbyer, Beijing og Seoul, og et tæt samarbejde med Hamborg, mens man fra 2004-2006 havde et samarbejde med Paris.  

Både København og resten af verden har udviklet sig meget siden 2003, og forslagsstillerne mener derfor, at Københavns Kommune bør have en opdateret international strategi. Strategien skal angive den strategiske retning for København i det internationale samarbejde, herunder indeholde forslag til nye venskabsbyer og internationale samarbejdspartnere. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. februar 2020

Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):

”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger at forelægge en indstilling om nedsættelse af et §17, stk. 4-udvalg, der skal udarbejde et forslag til opdateret international strategi for Københavns Kommune til politisk behandling Borgerrepræsentationen. Sagen skal forelægges senest med udgangen af december 2020.”

 

Det af Alternativet fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet ned 44 stemmer imod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Å.

Imod stemte: A, Ø, B, F, V, C, O og I.

 

Selve medlemsforslaget blev herefter vedtaget med 39 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Å, B, F, V, C, 2 medlemmer af O ((Finn Rudaizky og Anna Maria Hede Christensen) og I.

Imod stemte: Ø og 1 medlem af O (Carl Christian Ebbesen).

Til top