Mødedato: 27.02.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om ekstraordinært tilskud til Jazzhus Montmartre

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Jazzhus Montmartre gives 1. mio. kr. i tilskud i 2014 ved at give en tillægsbevilling fra Økonomiudvalgets pulje til uforudsete udgifter (fælles driftspulje 6.45.51.1) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling, Kultur og Fritid (funktion 3.35.64.1) samt, at den kommunale støtte øremærkes til kulturelle aktiviteter, som kommunen lovligt må støtte,
  2. at Kultur- og Fritidsforvaltningen med udgangspunkt i Borgerrepræsentationens beslutning bemyndiges til at indgå en aftale med Jazzhus Montmartre,
  3. at driftsstøtten gøres betinget af, at Jazzhus Montmartre forpligtes til at indgå i et tæt og forpligtende samarbejde med andre jazz institutioner i København, som eksempelvis Copenhagen Jazzhouse og Copenhagen Jazzfestival,  samt
  4. at driftsstøtte endvidere gøres betinget af, at Jazzhus Montmartre, i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, undersøger alle muligheder for at indgå i den regionale spillestedsordning fra 2017, evt. i et forpligtende samarbejde med andre jazz institutioner i København, som eksempelvis Copenhagen Jazzhouse og Copenhagen Jazzfestival.

(Stillet af Socialdemokraterne, Enhedslisten,  Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti)

MOTIVERING 

Det historiske spillested, Jazzhus Montmartre i St. Regnegade 19A, står foran en lukning den 1. april 2014. 

Jazzhus Montmartre genåbnede i 2010 med en treårige udviklingsstøtteplan i ryggen, som seks fonde sammen med Københavns Kommune og Kulturstyrelsen aftalte i 2010. Udviklingsstøtteplanen udløber med udgangen af 2013, og fonden bag Jazzhus Montmartre har kun kapital til at drive stedet videre til 1. april. 

Jazzhus Montmartre har de sidste tre år bevist, at København stadig kan tiltrække de allerstørste internationale jazzkunstnere, at der er stor interesse i jazz fra både det danske og udenlandske publikum, og at både danske og udenlandske musiktalenter gerne vil spille jazz og udvikle et stærkt fagligt jazzmiljø i København. 

Jazzhus Montmartre er dog, ligesom mange andre spillesteder, afhængig af, at de modtager årlige driftstilskud fra offentlige og private samarbejdspartnere. Jazzhus Montmartre er et lille spillested med plads til ca. 85 siddende og 10 stående gæster. På trods af relativt høje billetpriser, mange koncerter og arrangementer med eksempelvis spisning, mangler der årligt ca. 1,9 mio. kr. i Montmartres budget. 

Montmartres bestyrelse har oplyst, at de med et tilskud fra Københavns Kommune på 1 mio. kr. årligt kan finde de resterende 900.000 hos andre parter, og dermed kan drive Montmartre videre.  

Jazzhus Montmartre har de sidste tre år spillet for fulde huse ved ca. 140 årlige koncerter, og har haft besøg af en lang række store danske og internationale jazzmusikere.  Hvis Montmartre lukker, vil det store frivillige engagement med at genskabe den unikke kulturinstitution, have været forgæves, og de mange investeringer i at reetablere Jazzhus Montmartres fysiske rammer i lokalerne i St. Regnegade være spildt. 

Partierne mener, at København skal have et rigt og alsidigt kulturliv, og at vi skal værne om de kulturelle styrkeposition, som byen har. Og jazz er netop én af Københavns store styrker, der hvert år trækker masser af kunstnere og turister til byen. 

Københavns unikke internationale position indenfor jazzmusikken skyldes især Jazzhus Montmartres mangeårige virke, der rækker helt tilbage til 1959. Montmartre er et trækplaster for både danske og internationale jazzmusikere, og er med til at sikre, at jazzmusikken stadig udvikler sig i København.  

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. februar 2014

 

Medlemsforslaget blev vedtaget med 43 stemmer imod 10. 1 undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O og Ø.

Imod stemte: C, I og 6 medlemmer af V (Flemming Steen Munch, Leslie Arentoft, Cecilia Lonning-Skovgaard, Jens-Kristian Lütken, Karina Rohrberg Jessen og Michael Jæger Gatten).

Følgende undlod at stemme: 1 medlem af V (Pia Allerslev).

 

 

Til top