Mødedato: 26.11.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Trafikplan for Blågårdsgade- og Rantzausgadekvarteret

Se alle bilag
For at sikre trafikalt sammenhængende løsninger for Blågårdsgade- og Rantzausgadekvarteret (Indre Nørrebro) skal der tages stilling til forslag til trafikplan.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 6,8 mio. kr. til at genetablere parkeringspladser.  De 6,8 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2016, jf. Økonomiafsnittet og bilag 4.
  2.  at omlægningen af busdriften i Rantzausgade vil medføre en merudgift for kommunen på 0,5 mio. kr. i 2017 og frem. Finansieringen af merudgiften vil blive fremlagt i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017.

Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen primo 2016 i samarbejde med forvaltningerne foretager en revurdering af anlægsbudgettet i 2016 med henblik på, om der kan flyttes anlægsmidler tilbage til 2016.

Det bemærkes, at Økonomiudvalgets budget i 2017 til Movia som følge af indstillingen øges med 0,5 mio. kr. som konsekvens af omlægningen af busdriften.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte 9. oktober 2014 Kvarterplanen for de to områdefornyelser på Indre Nørrebro, herunder udarbejdelsen af en samlet trafikplan for kvarteret. Forvaltningen har efterfølgende i samarbejde med kvarterets beboere, Miljøpunkt Nørrebro og Nørrebro Lokaludvalg udarbejdet et forslag til trafikplan, som der skal tages stilling til med henblik på, at det videre arbejde kan igangsættes.  

Løsning

Inden projektudviklingen af flere byrumsprojekter igangsættes, har forvaltningen udarbejdet et forslag til trafikplan, der skal sikre sammenhæng i de trafikale løsninger, som efterfølgende detailudvikles.

For at styrke Indre Nørrebro som et attraktivt og trygt boligkvarter, foreslår forvaltningen, at kvarteret fastholdes som et kvarter med intern bil- og varekørsel, og at hastigheden sænkes til 30 km/t for alle gader i kvarteret. Dertil samles de nuværende trafikenklaver, trafikområder uden gennemkørende biltrafik, til én stor trafikenklave, der udelukkende har adgang fra Åboulevard og Ågade (undtaget busser).

Trafikplanens samlede tiltag vil skabe større sikkerhed, tryghed og fremkommelighed for cyklister og fodgængere i kvarteret. Forholdene for cyklister vil blive bedre i Rantzausgade og Stengade, der i dag er utrygge gennemfartsforbindelser. Trafikplanen vil samlet set forbedre forholdene for den lokale biltrafik i Blågårdsgadekvarteret ved fx at forbedre muligheden for cirkulation efter parkering. En forbedret bussluse i Stengade vil herudover have en positiv effekt i Guldbergsgade-kvarteret, der i dag præges af gennemkørsel af biler fra Stengade.

Forslag til indretning af Rantzausgade
For at øge trafiksikkerheden, forbedre forholdene for by- og handelsliv og samtidig gøre plads til skybrudshåndtering i Rantzausgade, foreslår forvaltningen, at Rantzausgade og Brohusgade  ensrettes, jf. bilag 2.

Det foreslås endvidere, at 60 af gadens 79 parkeringspladser i blå zone nedlægges og genetableres med 49 pladser i samme beboerlicenszone og 11 pladser 700 m fra Rantzausgade i gul zone på ’Ydre Nørrebro’, der 1. januar 2017 vil blive inddraget i betalingsområdet.

Ved overførselssagen 2012-13 (Cykelpakke VII) (BR 30. april 2013) (A, B, F, I og Ø) blev det vurderet nødvendigt at flytte op til 52 p-pladser i Rantzausgade. Med behov for også plads til skybrud og bedre forhold for handelslivet er det forvaltningens vurdering,  at der er behov for at flytte op til 60 af gadens pladser. Ved Budget 2015 (A, B, F, O og Ø) (BR 2. oktober 2014) blev forvaltningen bedt om at udarbejde en samlet parkeringsredegørelse, herunder behovet i Rantzausgade. I den sammenhæng blev der afsat yderligere midler til erstatningsparkeringsplader i Rantzausgade.

Movia og Økonomiforvaltningen vurderer, at omlægningen af busdriften fra Rantzausgade til Brohusgade vil forøge rejsetiden med 1 min. i udadgående retning.

Forslag til indretning af Stengade
Ca. 3.100 bilister kører dagligt ulovligt igennem Stengades bussluse (talt marts 2015). Siden 2000 har der været forsøgt flere forskellige bussluse-konstruktioner, der alle har været sat ud af funktion af vedvarende hærværk. Det foreslås, at busslusen flyttes 200 m til en placering mellem Nørrebrogade og Baggesensgade, hvor en effektiv bussluse uden hydraulik, men med skiltning, lyssignal og vejindsnævringer kan etableres. Denne placering løser et lokalt ønske om at lovliggøre intern beboerkørsel, placeringen flyttes fra Folkets Park til en mere neutral placering, hvor politiet kan håndhæve busslusen, og der kan etableres en lyssignalløsning i forbindelse med Nørrebrogade, jf. bilag 2.

Plan for realisering
Rantzausgade

Rantzausgadeprojektet er fuldt finansieret med i alt 35 mio. kr. inkl. erstatningspladser og klimatilpasning, jf. bilag 4. Forvaltningen forventer, at anlæg kan sættes i gang i 2018.
 
Busslusen og omlægning af trafikken i området
Projektforslag, budget og finansieringsforslag for anlæg af busslusen og initiativerne om omlægning af trafikken er ikke finansieret og vil blive fremlagt i forbindelse med kommende forhandlinger om budget eller overførselssag. Forvaltningen vil sætte projektudvikling og anlæg i gang umiddelbart efter, at finansiering er opnået. Projektforberedelsen frem til anlæg forventes at være ca. et år. Forvaltningen lægger vægt på, at busslusen og den afledte omlægning af trafikken realiseres samlet. De to projekters igangsættelse kan imidlertid ske både før og efter Rantzausgadeprojektet.
 
En række mindre tiltag herudover, fx skiltning i sidegader, hastighedsbump mv. er ikke finansieret. Disse initiativer forventes finansieret og anlagt i forbindelse med andre snitfladeprojekter i området.

Høring og borgerinddragelse
Trafikplanen er udarbejdet i samarbejde med borgere, erhvervs-repræsentanter, repræsentanter fra Nørrebro Lokaludvalg, Miljøpunkt Nørrebro, politi, Movia, Økonomiforvaltningen og Områdefornyelsens styregruppe. 

Der er gennemført fire workshops, interviews med butikker i Rantzausgade, trafiktællinger, voxpop, trafikforsøg og events. I alt har mere end 500 beboere, brugere og aktører deltaget. Dialogen afdækker lokal opbakning til trafikale løsninger, hvor kvarteret fredeliggøres med lav hastighed, ensretninger, trafikenklaver og intern biltrafik.

Politiet har godkendt trafikplanens trafikale principper med trafikenklaver, ensretninger og hastighedssænkning. Ligeledes har lokaludvalget taget trafikplanen til efterretning. Dog efterspørger lokaludvalg, Miljøpunkt Nørrebro, borgere og Områdefornyelsens styregruppe en effektiv bussluse i Stengade og ønsker en bussluse med en dobbelt busgrav. Politiet er bekymret for en fysisk busgrav i forhold til tilgængelighed ved akutkørsel. Derfor indstiller forvaltningen en bussluse med skiltning, lyssignal og vejindsnævringer. Løsningen følges op af trafiktællinger pr. halvår og evalueres efter 2 år for at vurdere effektiviteten og eventuelle opfølgende tiltag. Det vil ligeledes løbende blive vurderet, hvilke konsekvenser indretningen har for trafikken og andre trafikprojekter i området.

Movia og Økonomiforvaltningen vurderer, at trafikplanen ikke har alvorlige konsekvenser for busfremkommeligheden, da en ensretning af Rantzausgade kun har konsekvens for et busstop i udadgående retning, der flyttes 75 m og en omvejskørsel via Brohusgade kun vil betyde 1 minuts ekstra køretid. Dertil holder busserne allerede i dag en hastighed på 15 – 30 km/t.

Lokaludvalget og andre lokale aktører vil fortsat blive involveret i konkretiseringen af de enkelte projekter såvel som den endelige placering af erstatningspladser.

Økonomi

I Overførselssagen 2012-2013 (BR 30. april 2013) (A, B, F, I og Ø) blev der afsat 3,0 mio. (2013 p/l) kr. i Cykelpakke VII til erstatningsparkeringspladser i Rantzausgade. Heraf blev 0,5 mio. kr. stjernemarkeret og frigivet. De resterende 2,5 mio. kr. (2013 p/l) ønskes frigivet med denne indstilling. De 2,5 mio. kr. (2013 p/l) svarer til 2,6 mio. kr. i 2016 p/l. De 2,6 mio. kr. (2016 p/l) skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, se også tabel 1 i bilag 4.

I Budget 2015 (Æ49) (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) blev der afsat en pulje på 10,0 mio. kr. til etablering af erstatningsparkeringspladser. Med denne indstilling frigives 4,2 mio. kr. (2016 p/l) fra denne pulje. De 4,2 mio. kr. (2016 p/l) skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, se også tabel 1 i bilag 4.

Omlægning af busdriften i Rantzausgade vil medføre en merudgift for kommunen på 0,5 mio. kr. (2015 p/l) i 2017 og frem. Finansieringen af merudgiften vil blive fremlagt i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2017.

Videre proces

Forvaltningen fremlægger et projektforslag for Rantzausgade for Teknik- og Miljøudvalget med en indstilling om frigivelse af allerede afsatte midler til anlæg medio 2016. 

Forvaltningen vil fremlægge forslag til projekt og finansiering af busslusen og øvrige omlægninger af trafikken i forbindelse med de kommende forhandlinger om budget eller overførselssag.

                    Pernille Andersen

                                                                  /Anders Møller

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at ”Trafikplan Indre Nørrebro”, herunder skitseprojekter for Rantzausgade og Stengade, danner grundlag for trafikafviklingen på Indre Nørrebro, jf. bilag 1.
  2. at Rantzausgade delvis ensrettes og busbetjeningen omdirigeres via Brohusgade, jf. bilag 1 og 2.
  3. at busslusen i Stengade flyttes 200 m til en placering mellem Nørrebrogade og Baggesensgade, jf. bilag 1 og 2.
  4. at der nedlægges op til 60 parkeringspladser i Rantzausgade i blå betalingszone, som genetableres andetsteds på Nørrebro i blå og gul betalingszone, jf. bilag 3.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen godkender, 

    5.   
at der frigives en anlægsbevilling på 6,8 mio. kr. til at genetablere parkeringspladser. 
          De 6,8 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 
          2016, jf. Økonomiafsnittet og bilag 4.
    6.   at omlægningen af busdriften i Rantzausgade vil medføre en merudgift for kommunen på 
          0,5 mio. kr. i 2017 og frem. Finansieringen af merudgiften vil blive fremlagt i forbindelse 
          med forhandlingerne om Budget 2017
.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. oktober 2015

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til indstillingen 1. at-punkt:
”At forvaltningen fremkommer med et forslag, hvor cyklisterne med fordel kan køre ad Hans Tausensgade eller Struensegade.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod otte. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til indstillingen 2. at-punkt:
”At forvaltningen undersøger, hvorvidt buslinjerne i Rantzausgade med fordel kan køre på Åboulevarden.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med to stemmer mod otte. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: C og I.
Imod stemte: A, B, F og Ø.
Undlod at stemme: V.

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF3) til indstillingen 3. at-punkt:
”At forvaltningen tager initiativ til at fjerne busslusen”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod otte. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF4) til indstillingen 4. at-punkt:
”At forvaltningen pålægges at undersøge, om der i legegaderne kan tillades parkering i tidsrummet kl. 19-07.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med tre stemmer mod otte. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, I og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

1-4. at-punkt blev godkendt med otte stemmer mod to. Et medlem undlod at stemme

For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og V.
Undlod at stemme: I.

5. at-punkt og 6. at-punkt blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med otte stemmer mod to. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og V.
Undlod at stemme: I.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at Økonomiforvaltningen primo 2016 i samarbejde med forvaltningerne foretager en revurdering af anlægsbudgettet i 2016 med henblik på, om der kan flyttes anlægsmidler tilbage til 2016.

 

Det bemærkes, at Økonomiudvalgets budget i 2017 til Movia som følge af indstillingen øges med 0,5 mio. kr. som konsekvens af omlægningen af busdriften.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. november 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B og O.

Imod stemte: V og C.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. november 2015

Et forslag fra en samlet Borgerrepræsentation om at tilbagevise indstillingen til fornyet behandling i Teknik- og Miljøudvalget blev vedtaget uden afstemning.

Til top