Mødedato: 26.08.2004, kl. 17:30

Samarbejdsaftale med Paris

Samarbejdsaftale med Paris

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 26. august 2004

 

 

BR 358/04

Samarbejdsaftale med Paris

Samarbejdsaftale med Paris

 

 

Indstilling om, at Borgerrepræsentationen tiltræder vedlagte bilag 1:  Udkast til samarbejdsaftale mellem København og Paris.

                                                                 (Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler,

at Borgerrepræsentationen tiltræder vedlagte bilag 1:  Udkast til samarbejdsaftale mellem København og Paris.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2004

Anbefalet

 

 

 

RESUME

Københavns Kommune har i den internationale strategi lagt op til at styrke det internationale samarbejde med andre storbyer både i og udenfor Europa.

Samarbejdet skal ske gennem et målrettet strategisk samarbejde med udvalgte storbyer. Samarbejdet skal fortrinsvis tage udgangspunkt i konkrete projekter af gensidig interesse.

Den konkrete samarbejdsaftale med Paris tager udgangspunkt i 3 konkrete udviklingsområder:

 

1)     Trafik- herunder især kollektiv trafik og cykeltrafik

2)     Miljø – lokal agenda 21

3)     Kultur

 

Aftalen lægger op til udviklingen af konkrete projekter på disse 3 områder, hvor København især har mange  erfaringer at videregive på miljø og trafik-området, mens Paris har lange og gode erfaringer på kulturområdet.

 

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med arbejdet med den internationale strategi undersøgte Økonomiforvaltningen, hvorledes andre storbyer varetager deres tosidede samarbejde. Her var konklusionen, at disse byer er begyndt at gå bort fra de brede venskabsby-aftaler for i stedet at satse på samarbejdsaftaler om konkrete projekter indenfor specifikke indsatsområder.

 

Den internationale strategi lægger på den baggrund op til at Københavns Kommune søger at udvikle et begrænset antal længerevarende samarbejder med andre storbyer, hvor man lægger vægt på den faglige relevans og på muligheden af en udvikling af konkrete og strategisk udvalgte områder.

 

Andre samarbejdsaftaler

Københavns Kommune har på nuværende tidspunkt indgået to andre samarbejdsaftaler om by-samarbejde med henholdsvis Malmø og Berlin.

 

København/Malmø-samarbejdet ble v etableret med en fælles vision - "København/Malmø – én by" og handlingsplan i 2000 hvor begge byer forpligter sig til samarbejde omkring integration i Øresundsregionen. I den

forbindelse er der udviklet en lang række samarbejder på forskellige

områder mellem relevante forvaltninger på tværs af sundet. Dette har

resulteret i erfaringsudveksling og konkrete samarbejder på særligt kultur, uddannelse- og fritidsområdet. Internt i byernes administrationer er der blevet

udviklet en Job – Swop aftale, der gør det muligt for medarbejdere at lære

administrationen på den anden side at kende indefra. I efteråret 2003 udkom

den anden handlingsplan for samarbejdet 2004 – 2006. Handlingsplanen

udpeger indsatsområderne for de næste to års samarbejde. Der er blevet lagt

vægt på den kommunale kerneydelse, da det er her byerne kan gøre en

forskel.

 

Samarbejdet med Malmö er af stor betydning for København, særligt i forhold

til internationaliseringen af økonomien og regionsdannelserne i Europa. Det

er vigtigt at øresundregionen kan fremstå som en samlet integreret region,

med en stor og veluddannet arbejdsstyrke.

 

Samarbejdsaftalen mellem København og Berlin blev officielt søsat i august 2002, og har efterfølgende involveret de fleste af Københavns Kommunes forvaltninger. Aftalen forpligter de to byer til, at udveksle information og erfaringer samt indgå i projektrelateret samarbejder på en række områder. Konkret er der udpeget 10 indsatsområder, herunder bl.a. erhvervsforhold, trafik og turisme, borgerdialog, udveksling af unge m.v. Samarbejdet har til dels været påvirket af Berlins dårlige økonomiske situation. Det har derfor ikke været muligt i første omgang at realisere alle intentionerne i samarbejdsaftalen, da Berlin savner mulighed for at bidrage økonomisk til arbejdet. Der er dog konkrete samarbejder. Det drejer sig bl.a. om investeringsfremme og udveksling af data vedr. investeringsaktiviteter samt indenfor uddannelsesområdet for så vidt angår besøg af skoleklasser og generel erfaringsudveksling på skoleområdet. Endvidere har kultur- og fritidsudvalget i begyndelsen af 2004 truffet aftale om bevilling til kulturprojekt der skal markedsføre københavnske kunstnere i Malmø og ikke mindst Berlin.

 

På den baggrund har Københavns Kommune gennem en længere periode været i dialog med Paris om at udarbejde vedlagte udkast til en samarbejdsaftale mellem de to byer. Indholdet af samarbejdsaftalen er formuleret i et tæt samarbejde mellem Økonomiforvaltningen og de tre fagforvaltninger: Bygge- og Teknikforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Samarbejdsaftalen lægger op til at gennemføre projekter på følgende prioriterede områder:

 

1)     Befordringspolitik, herunder reducering af pladsen til biler til fordel for offentlige transportmidler og miljøvenlige transportmidler. Samarbejdet vil især dreje sig om strategier for bilparkering og udviklingen af cykeltrafikken.

2)     Bæredygtig udvikling – herunder betingelser for iværksættelse af en lokal agenda 21

3)     Kultur, hvor København og Paris især vil støtte udviklingen af udvekslinger mellem deres kulturelle institutioner og mellem designere og skabere af visuel kunst.

 

Disse tre områder er udvalgt, fordi de vurderes som strategiske af begge parter i aftalen.

Løsningen af trafikale problemer i storbyer er et centralt strategisk spørgsmål for de fleste europæiske byer. København på trafikområdet har en lang række erfaringer med at styrke den kollektive trafik og cykeltrafikken, som man fra Paris side er interesseret i at lære af.

 

På miljøområdet har København gennem en målrettet satsning på Agenda 21 strategien også opbygget en ekspertise, som Paris meget gerne vil bruge i deres arbejde på miljøområdet.

 

Kultur er udvalgt som det sidste område, og her har Paris både en lang tradition og mange erfaringer med at opbygge og tiltrække kulturelle institutioner, udstillinger og events til byen. Københavns Kommune er i gang med at opbygge en kapacitet på dette område, og man forventer, at man gennem samarbejdet med Paris kan udnytte Paris' erfaringer på området til at styrke arbejdet i København

 

Desuden vil de to byer gennem samarbejdsaftalen forstærke samarbejdet og udarbejde fælles forslag til europæiske og internationale instanser i anliggender af fælles kompetence og interesse.

 

Aftalen løber frem til 2006, hvor den skal evalueres af de to byer.

 

Udmøntningen af aftalen varetages i et samarbejde mellem Økonomiforvaltningens 10. kontor og Den Generelle Delegation for Internationale Anliggender i Paris. Arbejdet i Københavns Kommune sker i tæt samarbejde med de relevante fagforvaltninger.

 

Desuden åbner den internationale strategi mulighed for at Københavns Kommune kan indgå strategiske samarbejder med byer uden for Europa. På den baggrund overvejer Økonomiforvaltningen i øjeblikket relevante samarbejdsrelationer med byer uden for Europa.

 

Det skal endvidere bemærkes, at Økonomiforvaltningen i forbindelse med den internationale handlingsplan lægger op til, at der maksimalt kan indgås 4 sådanne aftaler indenfor rammerne af det nuværende budget.

 

ØKONOMI

Udgifterne til internationalt samarbejde afholdes inden for forvaltningernes budgetter, hvorfor forslaget ikke har økonomiske konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser

 

HØRING

-

 

BILAG

Bilag 1: Aftaletekst for samarbejdsaftalen

 

 

Erik Jacobsen

 

 

/Paul Sax Møller

 


Til top