Medlemsforslag om billigere parkering i Ørestad og Nordhavn
Medlemsforslag
Det foreslås,
1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i kraft af Københavns Kommunes medejerskab af By & Havn at arbejde for, at parkeringspriserne i By & Havns parkeringsanlæg i Ørestad og Nordhavn nærmer sig prisen på en almindelig kommunal beboerlicens.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Venstre)
Motivering
By & Havn er for 95 procents vedkommende ejet af København Kommune. På trods af det kommunale ejerskab, så er parkeringsreglerne og navnlig priserne væsentligt forskellige. Det er for beboerne i Ørestad og Nordhavn mere end 6 gange dyrere at parkere end i resten af byen. Da der ikke findes mulighed for gadeparkering i Ørestad og Nordhavn, så er beboerne tvunget til at benytte By & Havns anlæg.
Ørestad er et af de få steder i København, hvor det er til at få en betalbar bolig, og på den baggrund rammer de høje p-priser socialt skævt. Det er for mange borgere i Ørestad og Nordhavn uforståeligt, at de skal betale meget mere for at parkere, end man gør i resten af byen sammenholdt med, at parkeringsanlæggene for 95 procents vedkommende er ejet af Københavns Kommune. Det er en uretfærdig forskelsbehandling af borgere i de nye bydele af København.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. juni 2025
Et forslag fra Socialdemokratiet og SF om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget blev vedtaget med 36 stemmer imod 19. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, B, V, Helle Jønch (Løsgænger) og Finn Rudaizky (Løsgænger)
Imod stemte: Ø, Å og I
Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokratiet arbejder for en ny parkerings- og trafikpolitik i København. Der skal være parkeringspladser nok til alle der bor og arbejder i København, og som har et behov for en bil. I dag er det for svært for københavnerne og særligt børnefamilier, at finde en parkeringsplads. Der findes ikke nemme snuptagsløsninger, og små justeringer løser ikke udfordringerne. Derfor vil vi arbejde for en ny, sammenhængende parkerings- og trafik politik i København, der løser udfordringen med mangel på parkeringspladser, trængslen i vores gader og samtidig styrker den grønne omstilling af transporten.”