Mødedato: 26.06.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om genanvendelse af opgravet jord i forbindelse med større gravearbejder

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling, der skal sikre forøget genanvendelse af opgravet jord i forbindelse med større gravearbejder, fremfor at jorden køres til deponi. Forslaget skal blandt andet se på mulighederne for at oprette en ressource plads, der skal være omdrejningspunktet for Københavns Kommunes genanvendelse af råstofferFinansieringen af forslaget henvises til forhandlingerne om Budget 2026, hvorfor Teknik- og Miljøforvaltningen også skal udarbejde et budgetnotat herom.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Der er et stigende pres på vores ressourcer i særdeleshed på vores råstoffer, derfor forslår Det Konservative Folkeparti, at vi i stigende grad genanvender den jord og de råstoffer, som vi graver op, når der gennemføres større gravearbejder.

Dette gælder for eksempel, når forsyningsselskaberne udruller fjernvarme, her forslår vi, at den jord der graves op, kalkstabiliseres og puttes tilbage i hullerne igen, når der skal dækkes til efter afsluttet gravearbejde, frem for at køre den opgravede jord til deponi og putte primære råstoffer i hullerne. 

Helt konkret ved vi, at der på Sjælland er gennemført tiltag, hvor forsyninger har sikret genanvendelse af opgravet jord. Dette har de gjort ved, at de har investeret i en ressource plads, som er et areal, hvor den opgravede jord har kunne ligge og blive kalkstabiliseret, hvorefter de har genanvendt jorden.

Udover at dette tiltag vil kunne spare Københavns Kommune for mange ressourcer, så har det for dem der har forsøgt dette, vist sig at være et økonomiske ganske fordelagtig tiltag, der samlet set har kunnet spare forsyningerne, og derigennem borgerne, for penge – altså en løsning der både har været god for miljøet og for borgernes pengepung.

Da der i København årlig gennemføres omkring 15.000 gravearbejder, hvor der årligt opgraves imellem 2,5 og 3,5 millioner tons jord, ligger der et kæmpe potentiale i at genanvende opgravet materiale.

Til top