Mødedato: 26.06.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om samlet særlig indsats på Vesterbro for socialt udsatte fattigdomsmigranter

Medlemsforslag

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling som beskrevet i motivationen om at indlede et formelt samarbejde med Maria Kirkens Nødherberg og andre relevante sociale civilsamfundsorganisationer om etablering af et permanent tilbud for socialt udsatte fattigdomsmigranter med fokus på de tilrejsende EU-borgere med romabaggrund, som det seneste årti har skabt utryghed omkring pladsen foran Maria Kirken i Istedgade. 
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen med inddragelse af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling i forlængelse af 1. at, om at indlede et aktivt samarbejde med de relevante forvaltningsmyndigheder, der har fokus på EU-borgere med romabaggrund om at sikre tryghed i forbindelse med deres hjemrejse. Forslaget skal også angive forslag til finansiering. 

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Maria Kirken og Maria Kirkens Nødherberg har i samarbejde med en lang række af de sociale civilsamfundsorganisationer på Vesterbro, Københavns Politi og repræsentanter for beboerne fra Maria Kirkens nabolag nedsat en arbejdsgruppe klaret »Roma Kommissionen« for at imødekomme de mange problemer med bl.a. kriminalitet, utryghedsskabende adfærd og overnatning på gaden i forbindelse med socialt udsatte fattigdomsmigranter og her særligt EU-borgere med romabaggrund, som kommer til Københavns Kommune for bl.a. at samle flasker og i den forbindelse slår sig ned i området omkring Maria Kirken i Istedgade.

Forslagsstiller mener, at fattigdomsmigranterne og EU-borgere med romabaggrund vil udgøre en mindre problematisk gruppe, hvis de hjælpes til en mere værdig tilværelse under deres ophold i København. Derfor bør samarbejdet mellem civilsamfundsorganisationer og beboere modtage både faglig og økonomisk støtte fra Socialforvaltningen. Som tingene er i dag, ser vi alt for mange af disse udsatte migranter og EU-borgere med romabaggrund, som ender i misbrug og kriminalitet i stedet for at få opfyldt deres ambitioner om et bedre liv og nødvendig lønindkomst i København.

Med inspiration fra H17 er det tanken, at skal der etableres et værdigt socialt tilbud, hvor denne gruppe f.eks. kan opbevare deres ejendele, praktisere personlig hygiejne herunder tøjvask. De skal også have mulighed for hvile og tilberede og indtage måltider. 

Det skal samtidig være et tilbud, hvor benævnte gruppe kan modtage socialfaglig og integrationsfaglig rådgivning om deres rettigheder, muligheder for jobsøgning, finansiel ligestilling og hjemrejse.

 

Til top