Mødedato: 26.06.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af et medlem til bestyrelsen i Ejendoms-fonden Vandkulturhuset Papirøen og et medlem til bestyrelsen i Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø

Borgerrepræsentationen skal udpege et medlem til bestyrelsen i Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papirøen og et medlem til bestyrelsen i Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø. Begge udpegninger gælder den resterende del af nærværende udpegningsperiode, dvs. frem til udgangen af 2025.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommune udpeger Søren Tegen Pedersen, direktør i Wonderful Copenhagen som medlem af bestyrelsen i Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø,
  2. at Københavns Kommune udpeger Betina Kristiansson, advokat med speciale i byggeri og entrepriseret som medlem af bestyrelsen i Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papirøen. Betina Kristiansson er advokat og medejer i Molt Wengel Advokat-partnerselskab med speciale i byggeri og entrepriseret.

(Kultur- og Fritidsforvaltningen)

Problemstilling

Københavns Kommune skal udpege et medlem til bestyrelsen for Fonden Danmarks Rostadion og et bestyrelsesmedlem til Fonden Vandkulturhuset på Papirøen. Begge skal udpeges for den resterende del af nærværende udpegningsperiode, dvs. frem til udgangen af 2025.  

De to bestyrelsesposter har hidtil været besat af Andreas Markert Christensen, indtil hans bortgang medio marts 2025.

Løsning

Udpegning til bestyrelsen for Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø

Fonden Danmarks Rostadion er stiftet er Gladsaxe Kommune, Lyngby -Taarbæk Kommune, Team Danmark og Københavns Kommune. Fonden har til formål at eje, udlåne og udleje faciliteterne på Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø samt at opgradere og derefter at drive disse.

Fonden Danmarks Rostadion ledes af en bestyrelse bestående af 4 medlemmer, hvoraf Københavns Kommune udpeger et medlem, som er næstformand for bestyrelsen. Gladsaxe Kommune udpeger et medlem, der er formand for bestyrelsen, Team Danmark og Lyngby- Taarbæk Kommune udpeger hver et medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsens medlemmer udpeges for en 4-årig periode. Københavns Kommunes udpegning følger den kommunale valgperiode, dvs. at udpegningen sker for den resterende del af nærværende valgperiode frem til udgangen af 2025.

Næstformandens honorar udgør ifølge fondens vedtægt 30.000 kr. årligt (2016) dog i forbindelse med iværksættelse af store entrepriseprojekter 50.000 kr. (2016) indtil udgangen af det år, hvor entreprisearbejderne er udført. Honoraret indekseres med nettoprisindekset. Honoraret må uanset ifølge fondslovgivningen ikke overstige, hvad der anses for sædvanligt efter arbejdets art og omfang.

Ifølge fondens vedtægt punkt 8.2 skal det ved udpegning tilstræbes, at bestyrelsen sikres bredde indenfor fondens formål, herunder økonomi og jura samt at bestyrelsen særligt ved iværksættelse af store entrepriseprojekter besidder relevant erfaring og visen som bygherre.

Søren Tegen Pedersen har overfor Kultur- og Fritidsforvaltningen tilkendegivet, at han stiller sig til rådighed for udpegning som bestyrelsesmedlem og næstformand i Fonden Danmarks Rostadion. Søren Tegen Pedersen er direktør i Wonderful Copenhagen og har tidligere været administrerende direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Derudover har Søren Tegen Pedersen tidligere bestridt poster som vicedirektør i Energistyrelsen, afdelingschef i Miljøministeriet, plandirektør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.

Borgerrepræsentationen traf den 1. juni 2023 beslutning om, at Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø bevares, idet fondens formål indskrænkes til at eje, udlåne eller udleje rocentret og at støtte aktiviteter indenfor ro-, kano- og kajaksport. Samtidig reduceres bestyrelsen til 3 medlemmer, idet et medlem udpeges af Københavns Kommune, et medlem udpeges af Team Danmark, og det tredje medlem udpeges af de to øvrige bestyrelsesmedlemmer i fællesskab. Ændringerne forudsætter godkendelse af fondsmyndigheden. Denne foreligger endnu ikke.

 

Udpegning til bestyrelsen for Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papirøen

Formålet for Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papirøen er at planlægge, opføre, vedligeholde og udleje bygninger og arealer som ramme for et vandkulturhus på Papirøen.

Fonden ledes af en bestyrelse bestående af 3 til 4 medlemmer. Udviklingsselskabet By & Havn I/S udpeger 1 medlem og Københavns Kommune udpeger et medlem til bestyrelsen. De 2 medlemmer udpeger i fællesskab 1-2 yderligere medlemmer med byggefaglig viden og svømmefaciliteter. Medlemmerne vælges for en 4-årig periode, der følger valgperioden. Ved et bestyrelsesmedlems afgang udpeges et nyt medlem for den resterende del af udpegningsperioden.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand.

Bestyrelsens arbejde honoreres med et vederlag på 20.000 kr. årligt. Formanden og næstformanden for bestyrelsen får et honorar på henholdsvis 60.000 kr. og 30.000 kr. årligt. I forbindelse med ejendomsfondens iværksættelse af byggeriet af Vandkulturhuset ydes dog et vederlag til formanden for bestyrelsen på 150.000 kr. årligt og et vederlag til næstformanden på 50.000 kr. årligt indtil udgangen af det år, hvor byggeriet ibrugtages.

Ifølge ejendomsfondens vedtægt skal det i ifm. udpegning af bestyrelsesmedlemmer i anlægsfasen tilstræbes, at bestyrelsen har de komplementære kompetencer, der modsvarer fondens behov herunder projektering, byggestyring og byggeøkonomi.

Betina Kristiansson har overfor Kultur- og Fritidsforvaltningen tilkendegivet, at hun stiller sig til rådighed for udpegning som bestyrelsesmedlem i Fonden Vandkulturhuset Papirøen. Betina Kristiansson er advokat og medejer i Molt Wengel Advokat-partnerselskab med speciale i byggeri og entrepriseret.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har truffet beslutning om udpegning af bestyrelsesmedlem til henholdsvis Fonden Danmarks Rostadion, Bagsværd Sø og Fonden Vandkulturhuset Papirøen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen underrette begge fonde herom.

 

Mikkel Boje / Mads Kamp Hansen

Til top