Mødedato: 26.05.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om forsøg med udvidet stemmeret

Se alle bilag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et oplæg til politisk behandling om muligheden for at gennemføre forsøg med 16 års stemmeret i Københavns Kommune ved kommunalvalget i 2017,

  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et oplæg til politisk behandling om muligheden for at gennemføre forsøg med stemmeret til alle borgere over 18 år, der har fast bopæl (dvs. folkeregisteradresse) i Københavns Kommune, ved kommunalvalget i 2017,

  3. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen i arbejdet med begge oplæg at inddrage relevante interessenter samt afholde en konference, hvor interessenter kan komme med input til forsøgene med udvidet stemmet.

 (Stillet af Socialistisk Folkeparti)

 

MOTIVERING

I SF har vi både i 2008 og 2009 foreslået, at Københavns Kommune gik forrest med at gennemføre forsøg med 16 års valgret. Forslaget blev i 2009 stemt ned, og af Socialdemokraterne, Enhedslisten og Radikale Venstre blev det afvist med et ændringsforslag om, at partierne ville afvente et beslutningsforslag i Folketinget om nedsættelse af en kommission vedrørende sænkning af valgretten. Beslutningsforslaget blev afvist, og der blev ikke nedsat en kommission.

Til gengæld oprettede Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i 2010 en omfattende valgretskommission bestående af 23 kommissionsmedlemmer fra forskellige politiske partier og interesseorganisationer samt forskere og medierepræsentanter. Valgretskommissionen kom i sin betænkning med 28 konkrete bud på tiltag, der kan fremtidssikre og styrke det danske demokrati. Blandt disse er indførelsen af 16 års - alternativt 17 års - valgret ved alle offentlige valg. Kommissionen udtrykte derudover støtte til et forsøg med 16 års valgret ved Europaparlamentsvalget i 2014.

Siden har hverken forsøg med eller permanent nedsættelse af valgalderen for alvor været på den politiske dagsorden. I SF mener vi, at det er på tide at tage emnet op igen. Vi mener, at de danske unge over 16 år er oplyste og engagerede nok til, at de bør have ret til at gøre deres demokratiske indflydelse gældende. Det er i dag ikke engang 40 år siden, at man som 18-årig ikke måtte stemme i Danmark, mens vi i dag ser det som det mest naturlige. SF mener, at Københavns Kommune som landets hovedstad skal gå forrest med at afprøve, hvilke demokratiske gevinster og udfordringer, der kan være ved at tillade unge ned til 16 år at stemme.

Den anden del af medlemsforslaget omhandler stemmeret til alle borgere med fast bopæl i Københavns Kommune. Her har SF også tidligere fremsat et lignende forslag. Vi mener, ligesom vi gjorde i 2013, at alle københavnske borgere uanset deres nationalitet eller baggrund bør have mulighed for at engagere sig i og præge den by, de bor og betaler skat i, på lige fod med andre tilflyttere til byen. I Københavns Kommune arbejder vi løbende på at udvikle København som en international storby, der kan tiltrække udenlandske borgere og virksomheder. Det kræver, at man som borger føler sig velkommen. Vi mener, at flere skal opleve sig som medborgere i København, selvom de ikke har et dansk pas eller har boet i landet i mere end 3 år, som det kræver for ikke-EU-borgere i dag, før de må stemme til et kommunalvalg. Nye borgere, som flytter til kommunen, skal kunne stemme fra den dag, de har folkeregisteradresse i København, med forbehold for den tid det tager at optage den nye borger på valglisten.

SFs tidligere forslag blev henvist til Valgbestyrelsen, hvorefter overborgmesteren rettede henvendelse til daværende økonomi- og indenrigsminister med henblik på at fjerne begrænsningerne for udenlandske statsborgere frem mod kommunalvalget i 2017. Ministeriets svar på overborgmesterens henvendelse var, at regeringen ikke ønskede at ændre lovgivningen.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at vi både når det gælder forsøg med stemmeret til 16-årige og til alle med fast bopæl i København har brug for en grundigere intern undersøgelse i kommunen, der kan samle trådene fra tidligere forslag og henvendelser samt afsøge mulighederne for at gennemføre forsøg med udvidet stemmeret.

Vi foreslår derfor, at Kultur- og Fritidsforvaltningen pålægges at udarbejde et oplæg om hvert af de to initiativer til forsøg med udvidelse at stemmeretten, indeholdende:

  • En beskrivelse af de eksisterende lovgivningsmæssige rammer i 2016.

  • En beskrivelse af, hvilken proces der skal igangsættes i Københavns Kommunes for at de to forsøg med udvidet stemmeret kan realiseres, herunder om forvaltningen vurderer, at dette er muligt at gennemføre til kommunalvalget i 2017.

  • Forvaltningens vurdering af gevinster og udfordringer ved at gennemføre forsøg med udvidet stemmeret til 16-årige og alle med fast bopæl i Københavns Kommune ved kommunalvalget i 2017.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. maj 2016

 

Et forslag fra Socialdemokraterne, Enhedslisten og Radikale Venstre om at henvise medlemsforslaget til Kultur- og Fritidsudvalget blev vedtaget med 42 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O og Ø.

Imod stemte: C, I og V.

Til top