Mødedato: 26.05.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Fornyet behandling af ansøgning om flytning af målestation på H.C Andersens Boulevard, Indre By

Se alle bilag
Vejdirektoratet har kendt forvaltningens afgørelse ulovlig i forbindelse med flytning af luftmålestationen på H.C. Andersens Boulevard. Teknik- og Miljøudvalget skal derfor tage stilling til forvaltningens nye afgørelse.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender Teknik- og Miljøudvalgets beslutning på mødet den 2. maj 2016 om ikke at imødekomme Miljøstyrelsens ansøgning om tilladelse til at flytte luftmålestationen.

(Teknik- og Miljøudvalget)

(Initiativret)

Problemstilling

På udvalgsmøde den 9. november 2015 godkendte Teknik- og Miljøudvalget, at forvaltningen skulle afvise Miljøstyrelsens anmodning om flytning af luftmålestationen på H.C. Andersens Boulevard. Den 11. december 2015 traf forvaltningen derfor afgørelse om afslag på Miljøstyrelsens ansøgning om flytning af målestationen. Til grund for afslaget lå forvaltningens egne miljømæssige- og vejtekniske vurderinger.

Miljøstyrelsen har påklaget afslaget til Vejdirektoratet, og direktoratet har i afgørelse af 30. marts 2016 kendt forvaltningens afgørelse ulovlig, idet Miljøstyrelsen er den højeste nationale myndighed vedrørende fortolkningen af direktivet om luftkvalitet, og at forvaltningen dermed ikke kan begrunde et afslag med henvisning til kommunens egen fortolkning af direktivet. Forvaltningen er derfor forpligtet til at behandle ansøgningen på ny og træffe en ny afgørelse, som Teknik- og Miljøudvalget nu skal tage stilling til.

Løsning

Miljøstyrelsen ønsker målestationen flyttet, da en omlægning af trafikken på H. C. Andersens Boulevard i 2010 flyttede biltrafikken tættere på målestationen, hvilket ifølge Miljøstyrelsen medførte en kunstig forhøjelse i målingerne af udledning af forurenende stoffer. Miljøstyrelsen vil derfor genetablere afstanden mellem målestationen og biltrafikken for at sikre kontinuitet i målingerne.

I forbindelse med en afgørelse efter vejlovens § 80 skal kommunen navnlig varetage vejtekniske og trafikale hensyn (se bilag 1). Kommunen skal endvidere foretage en konkret afvejning mellem disse offentligretlige hensyn og Miljøstyrelsens forventning om og behov for at kunne opnå en tilladelse til at udnytte det offentlige vejareal til måling af luftkvalitet.

Det er forvaltningens vurdering, at der ikke findes andre almene offentlige hensyn, som kan begrunde et afslag, og forvaltningen anbefaler derfor, at Miljøstyrelsen får tilladelse til at flytte den nuværende luftkvalitetsmålestation, herunder at foretage den nødvendige ombygning af vejen og derved nedlægge to parkeringspladser i rød zone.

Det er endvidere forvaltningens vurdering, at målestationen, ud fra en rent vejteknisk og trafikal vurdering, kan flyttes, da ombygningen af vejen kan ske uden at påvirke trafikken. Flytningen vil ikke have negative konsekvenser for hverken cyklisters sikkerhed eller brandstationens udrykningskørsel.

Flytningen vil ikke få betydning for afviklingen af trafikken på H.C. Andersens Boulevard, men vil medføre, at der nedlægges to parkeringspladser for at skabe den nødvendige plads til målestationen.

Parkeringsbelægningsprocenten på H. C. Andersens Boulevard er i dagtimerne på 80-100 %, mens den i aftentimerne er under 60 %. Da provenuet på parkeringspladserne opstår som følge af en betaling, der udelukkende har et adfærdsregulerede sigte, kan kommunens indtægtstab ikke forlanges dækket af Miljøstyrelsen.

Da der er tale om en tilladelse i henhold til vejlovens § 80, kan der normalt ikke opkræves betaling for etablering af erstatningspladser.

Økonomi

Hvis Miljøstyrelsens ansøgning imødekommes, vil det medføre nedlæggelse af to parkeringspladser i rød parkeringszone. Nedlæggelse af to parkeringspladser vil ud fra en gennemsnitsbetragtning medføre et indtægtstab på 0,11 mio. kr. (2016 (p/l) fra 2017 og frem. Indtægtstabet vil søges finansieret i forbindelse med forhandlingerne for Budget 2017.

Udgifter til ombygning af vejen afholdes af Miljøstyrelsen.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, genoptager forvaltningen sagen og giver Miljøstyrelsen tilladelse til at ombygge vejen og flytte målestationen.

 

Pernille Andersen

                                  / Anne-Sofie Degn

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forvaltningen imødekommer Miljøstyrelsens ansøgning om tilladelse til at flytte luftmålestationen.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 2. maj 2016

Indstillingen blev ikke godkendt med tre stemmer mod seks. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C og V.
Imod stemte: A, B, F og Ø.

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Presset på p-pladser i rød zone er under pres, og derfor ønsker vi ikke at der nedlægges nogle p-pladser for at give plads til en målestation, som står fint, hvor den står i dag.”

Lars Dueholm (V) tilkendegav, at han med initiativrettet, jf. kommunestyrelseslovens § 11 ønsker at indbringe sagen til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. maj 2016

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) om, at indstillingen erstattes af følgende:

 

”At Teknik- og Miljøforvaltningen skal tage kontakt til Miljøstyrelsen mhp at afklare mulige placeringer herunder eksakte afstande til kørebanen.”

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 18 stemmer imod 11. 24 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: B og C.

Imod stemte: A og O.

Undlod at stemme: F, I, V og Ø.

 

 

Selve indstillingen blev herefter forkastet med 36 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: F og Ø.

Imod stemte: A, B, C, I, O og V.

 

 

Socialdemokraterne og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Socialdemokraterne og Radikale Venstre følger Vejdirektoratets pålæg i lyset af den juridiske vurdering og accepterer herved, at der gives tilladelse til at flytte målestationen som ønsket af Miljøstyrelsen. Det ville være klædeligt, hvis regeringen udviste sammen engagement for at sikre ren luft til københavnerne og overholdelse af grænseværdierne, som der er udvist for at tvinge flygtningen af målestationen igennem.”

Til top