Mødedato: 26.05.2005, kl. 17:30

Klassedannelse i forbindelse med søskendehensyn på folkeskoler i skoleåret 2005/06

Klassedannelse i forbindelse med søskendehensyn på folkeskoler i skoleåret 2005/06

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 26. maj 2005

 

 

BR 306/05

Klassedannelse i forbindelse med søskendehensyn på folkeskoler i skoleåret 2005/06

Klassedannelse i forbindelse med søskendehensyn på folkeskoler i skoleåret 2005/06

 

 

Indstilling om, at der fastsættes et maksimum for antallet af elever i klasserne gældende for elever med bopæl uden for skoledistriktet for børnehaveklasserne i skoleåret 2005/06 på Øster Farimagsgades Skole, Jagtvejens Skole, Sortedamskolen og Peder Lykke Skolen med henblik på optagelse af søskende. Dette indarbejdes i styrelsesvedtægtens bilag III Skolestrukturen.

                                                                 (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

 

 

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

 

at     der fastsættes et maksimum for antallet af elever i klasserne gældende for elever med bopæl uden for skoledistriktet for børnehaveklasserne i skoleåret 2005/06 på Øster Farimagsgades Skole, Jagtvejens Skole, Sortedamskolen og Peder Lykke Skolen med henblik på optagelse af søskende. Dette indarbejdes i styrelsesvedtægtens bilag III Skolestrukturen

 

 

 

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2005

 

Indstillingen blev godkendt.

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

RESUME

 

Den 12. januar 2005 vedtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget at pålægge forvaltningen at fremlægge forslag til løsning af søskendeproblemer for de børn, der starter i skole 2005/06 og forslag til, hvordan det kan undgås at oprette hele klasser som følge af søskendehensyn.

 

På mødet den 9. februar 2005 vedtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget at udsende forslaget i høring hos de berørte skolebestyrelser.

 

Ved høringsfristens udløb er der indkommet høringssvar fra Øster Farimagsgades Skole, Sortedamskolen, Jagtvejens Skole og Peder Lykke Skole, som er positive over for forslaget om søskendehensyn.

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

 

På mødet den 12. januar 2005 vedtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget at pålægge forvaltningen at fremkomme med et forslag om søskendegaranti til børnehaveklasse og 1. klasse. Endvidere vedtog udvalget at pålægge forvaltningen at fremkomme med forslag til løsning af søskendeproblemer også for de børn, der starter i skole 2005/06 og forslag til, hvordan det kan undgås at oprette hele klasser som følge af søskendehensyn. På mødet den 9. februar 2005 vedtog Uddannelses- og Ungdomsudvalget at sende forslag om søskendegaranti til høring hos de berørte skolebestyrelser.

 

Ved høringsfristens udløb er der indkommet høringssvar fra Øster Farimagsgades Skole, Sortedamskolen, Jagtvejens Skole og Peder Lykke Skole.

 

Øster Farimagsgades Skole

Skolebestyrelsen ved Øster Farimagsgades Skole tilslutter sig forslaget, idet forslaget også ses som en fordel for forældrene:

 

"Vi støtter fuldt ud, at der indføres søskendegaranti på de københavnske folkeskoler. Det er et stort plus set med forældreøjne."

 

"Det giver en tryghed hos os som forældre, at vi kan få alle vores børn ind på den samme skole".

 

Herefter peger skolebestyrelsen på, at Indre Østerbro skoledistrikt som helhed og skolen i særdeleshed mangler plads og burde udbygges med mere sporkapacitet.

 

Forvaltningen er opmærksom på, at der mangler sporkapacitet i distriktet som helhed. Forvaltningen har i den anledning indledt forarbejdet, jævnfør "Udbygningsoversigt 2004 – 2007", med henblik på at tilvejebringe sporkapaciteten på længere sigt.

 

Det skal samtidigt bemærkes, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget efter henvendelse til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har fået tilsagn om, at der er mulighed for samarbejde om anvendelse af lokaler i Dronning Louisegården i dagtimerne.

 

For at undgå lignende kapacitetsproblemer ved skolen næste skoleår, er der parallelt med denne indstilling fremlagt forslag om beskæring af skolens grunddistrikt.

 

Sortedamskolen

Skolebestyrelsen ved Sortedamskolen glæder sig over søskendegarantien på skolerne.

 

Samtidigt opfordrer skolebestyrelsen til, i lighed med skolebestyrelsen ved Øster Farimagsgades Skole, at der findes en løsning på skolekapaciteten i distriktet. Som nævnt ovenfor er forarbejdet indledt med henblik på tilvejebringelse af kapaciteten.

 

Jagtvejens Skole

Skolebestyrelsen ved Jagtvejens Skole er "særdeles tilfredse…." med forslaget om søskendegaranti. Skolebestyrelsen er endvidere forstående over for forslaget om maksimalt 18 elever i hver klasse.

 

I anledning af forslaget om oprettelse af 2 børnehaveklasser peger skolebestyrelsen på behovet for at benytte et lokale i fritidshjemmet i dagtimerne. Fritidshjemmet ligger på skolen og grænser op til børnehaveklasselokalerne. Forvaltningen vil i den anledning kontakte skolen og fritidshjemmet med henblik på en løsning af dette behov.

 

Skolebestyrelsen finder det dog vanskeligt at forklare forældre til børn bosat uden for skolens grunddistrikt, at der ikke er plads til alle. Skolebestyrelsen finder det særligt vanskeligt at forklare forældrene til etnisk danske børn bosat uden for skolens grunddistrikt, at der ikke er plads.

 

Endvidere kan skolebestyrelsen ikke tilslutte sig de tidligere frems atte overvejelser om at flytte hjælpeklasserækken til en anden skole for at skabe plads til at gøre Jagtvejens Skole til en magnetskole. En forudsætning for at fremme magnetskoleprojektet på skolen er, at hjælpeklasserækken flyttes. Forvaltningen har ikke aktuelle forslag til anden placering af hjælpeklasserækken. 

 

Peder Lykke Skole

Skolebestyrelsen på Peder Lykke Skolen tilslutter sig forslaget om søskendehensyn. Skolebestyrelsen finder det "…glædeligt", at der tages hensyn til søskende.

 

Skolebestyrelsen beklager dog, at der fastsættes et maksimum for elever i børnehaveklasserne, idet skolen dermed ikke kan imødekomme alle forældre, der ønsker deres børn optaget på skolen.

 

Forvaltningen skal i den anledning henlede opmærksomheden på, at begrænsningen for antallet af elever i børnehaveklasserne er fastsat med henblik på at begrænse skolens optag af elever bosat uden for skolens grunddistrikt og dermed begrænse risikoen for, at disses søskende igen medfører behov for ekstra klasser det efterfølgende år. Det foreslåede maksimumelevtal for børnehaveklasseeleverne på Peder Lykke Skolen giver således skolen plads til at optage sine grunddistriktselever og søskende. Samtidig begrænses skolens mulighed for at optage andre elever bosat uden for grunddistriktet.

 

Idet høringssvarene er positive over for indførelse af søskendehensyn på de nævnte vilkår allerede fra skoleåret 2005/06 fastholdes forslaget.

 

 

 

 

 

Økonomi

 

Lønudgifterne til oprettelse af en ekstra klasse udgør ca. 400.000 kr. i børnehaveklassen. I det omfang der bliver behov for oprettelse af ekstra klasser som følge af indførelsen af søskendehensynet, vil forvaltningen fremlægge forslag om dækning af udgifterne af udvalgets bufferpulje for 2005.

 

Eventuelle udgifter i forbindelse med mindre kapacitetsafhjælpende foranstaltninger afholdes inden for rammerne af Børneplanen, hvor der er afsat midler til kapacitetsafhjælpende foranstaltninger på skoleområdet.

 

 

Miljøvurdering

 

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

 

Høring

 

Forslag om ændring af styrelsesvedtægtens bilag III om skolestrukturen sendes til høring på de berørte skoler med en  høringsfrist på 6 uger.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Forslag til ændring af bilag III til styrelsesvedtægten for folkeskolerne

·        Bilag 2: Høringssvar fra Øster Farimagsgades Skole, Sortedamskolen, Jagtvejens Skole og Peder Lykke Skolen.

 

 

 

 

                                               Peter Rasmussen

                                                                                            Jørn Larsen

 

 

Til top