Medlemsforslag om krav om ejerboliger i lokalplaner
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at udarbejde en indstilling om tiltag, der sikrer, at den nye mulighed for at stille krav om 25 % ejerboliger kan indarbejdes i nye lokalplaner så snart lovændringen træder i kraft, jf. politisk aftale herom fra Christiansborg.
(Stillet af Enhedslisten, SF, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti)
Motivering
Forslagsstillerne ønsker en blandet og socialt bæredygtig by, hvor der er plads til mennesker med almindelige indkomster. De seneste 10 år er der bygget langt flere private udlejningsboliger, sammenlignet med henholdsvis almene boliger, private boliger og andelsboliger. Private udlejningsboliger udgør tilmed størstedelen af den samlede boligmasse i København (Boligredegørelsen 2025).
Den politiske aftale fra Christiansborg, som giver kommunerne mulighed for at stille krav om op til 25 % ejerboliger i nye lokalplaner, åbner for et nyt redskab i den kommunale planlægning. Forslagsstillerne finder det afgørende, at denne mulighed hurtigt kan tages i anvendelse og bruges i samspil med kommunens øvrige boligpolitiske målsætninger, herunder sikring af flere almene boliger og en varieret boligmasse.
Med forslaget ønsker forslagsstillerne derfor, at forvaltningerne udarbejder en indstilling, der belyser, hvordan den nye mulighed snarest muligt kan indarbejdes i kommende lokalplaner.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. marts 2026
Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Liberal Alliance er generelt fortalere for flere ejerboliger, men vi mener ikke at mere regulering er den bedste vej frem. Når vi alligevel stemmer for, er det fordi vi mener, at der i dag er for mange boliger, der er regulerede, som fx almene boliger. Der er derfor behov for at få rettet op på denne ubalance. Vi opfordrer til en fleksibel implementering af kravet om ejerboliger, så kravet ikke gør det for vanskeligt for bygherre at udvikle byen med flere boliger.”