Forespørgsel til socialborgmesteren om videregivelse af urigtige oplysninger til naboerne til Botilbuddet Granvej 12
Forespørgsel
Socialborgmesteren bedes redegøre for,
- hvorfor der i første omgang blev givet urigtige oplysninger til naboerne til Botilbuddet Granvej 12, om de domme beboerne på botilbuddet har?
- hvad der helt konkret er sket mellem forvaltningen og socialborgmesteren i sagen om videregivelse af urigtige oplysninger til borgerne om beboernes domme, og om borgmesteren fortsat har tillid til sin forvaltning?
- hvordan forvaltningen kan garantere, at de nye visitationer foregår på et oplyst og korrekt grundlag, når tilliden til forvaltningens data i denne sag er svækket?
- hvilke initiativer forvaltningen har iværksat for at undgå lignende sager fremover?
(Stillet af Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Troværdigheden af de oplysninger, som kommer fra Københavns Kommune, skal være høj. Udtalelser på Københavns Kommunes vegne skal være troværdige. Der blev i første omgang givet forkerte oplysninger om domme, som beboerne på Botilbuddet Granvej 12 i Bagsværd havde. Naboerne i området oplevede chikane, trusler og kriminalitet i området, som ikke svarede til de domme, som Københavns Kommune på et borgermøde i september fortalte, at beboerne havde.
Der er nu iværksat tiltag, som ændrer beboersammensætningen nu og fremover – så det er ikke det, som forespørgslen går ud på.
Forespørgslen går heller ikke ud på, at Københavns Kommune har ansvaret for at tage sig af alle sine borgere, også dem med alvorlige domme.
Forespørgslen går ud på at få belyst vigtigheden af, at Københavns Kommune skal give rigtige oplysninger, så naboer, lokalsamfund og kommuner, hvori Københavns Kommune har botilbud, kan have tillid til de oplysninger, som Københavns Kommune giver.
Derfor er der brug for at afdække, hvordan det i første omgang kunne ske, at der blev givet urigtige oplysninger om de domme, som borgerne på Botilbuddet Granvej 12 havde. Herunder også afdækning af socialborgmesterens viden, eller måske rettere manglende viden, om at de urigtige oplysninger blev givet.
Socialborgmesteren har nu været socialborgmester i ca. fire år og 100 dage og må formodes at kende sin forvaltning. Derfor kan det undre, at dette kan foregå uden socialborgmesterens vidende. Der er således brug for at vide af, hvor beslutningen om at give de urigtige oplysninger er truffet og om socialborgmesteren fortsat har tillid til sin forvaltning.