Børne- og Ungdomsudvalgets studietur til Skotland i april 2026
studietur til Skotland den 27. april til den 30. april 2026.
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen anmoder Børne- og Ungdomsudvalgets medlemmer om at deltage i
udvalgets studietur til Skotland i perioden den 27. april til 30. april 2026. - at Borgerrepræsentationen godkender at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
(Børne- og ungdomsborgmesteren)
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget har den 14. januar 2026 besluttet at tage på studietur til Skotland for at se, hvordan der bliver arbejdet med mangfoldige børnefællesskaber og forskellige læringsindsatser.
Udbetaling af udgiftsgodtgørelse samt eventuel erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til deltagerne kan kun ske, hvis Borgerrepræsentationen anmoder Børne- og Ungdomsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen, jf. lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 5 og 10 og Borgerrepræsentationens beslutning af 22. januar 2026.
Løsning
En af de opgaver, Børne- og Ungdomsudvalget står over for i indeværende valgperiode, er at realisere målsætningerne om at styrke de mangfoldige børnefællesskaber i dagtilbud og skoler. Derfor er temaet for turen mangfoldige børnefællesskaber og inklusion, herunder særligt pædagogiske, didaktiske og sociale indsatser.
Formålet med studieturen vil være at få viden om og indsigt i arbejdet med inklusion i det skotske skolesystem og inspiration til, hvordan erfaringerne kan styrke og kvalificere arbejdet med mangfoldige børnefællesskaber i København.
Et foreløbigt program for turen er vedlagt, jf. bilag 1.
Forudsat at Borgerrepræsentationen godkender Børne- og Ungdomsborgmesterens anmodning om deltagelse i studieturen ydes udgiftsgodtgørelse og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter gældende regler.
Børne- og Ungdomsborgmesteren indstiller derfor, at Borgerrepræsentationen anmoder Børne- og
Ungdomsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen i ovennævnte periode.
Økonomi
Udgifterne for Børne- og Ungdomsudvalgets studietur til Skotland i perioden den 27. april til den 30. april 2026 afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme med op til ca. 250.000 kr. (skønsmæssigt overslag). Studieturen finansieres på udvalgets bevilling, Administration.
Videre proces
Børne- og Ungdomsforvaltningen arrangerer i april 2026 en studietur til Skotland for Børne- og Ungdomsudvalgets medlemmer.
Tobias Børner Stax /Ellen Marie Vestager Riis