Forespørgsel til kultur,- fritids- og borgerserviceborgmesteren om manglende afgørelse om bopælsregistrering og valgbarhed
Forespørgsel
Kultur,- fritids- og borgerserviceborgmesteren bedes redegøre for,
- Hvorfor der ikke blev truffet beslutningen inden kommunalvalget om, hvorvidt Frie Grønnes spidskandidat var lovligt bosiddende i Københavns Kommune og dermed valgbar, så københavnerne ved kommunalvalget den 18. november 2025 alene kunne stemme på borgere lovligt bosiddende i kommunen og dermed valgbare?
- Hvorfor forvaltningen ikke traf afgørelse inden det konstituerende møde den 5. december 2025 eller i det mindste inden valgperioden begyndte den 1. januar 2026?
- Hvorfor forvaltningen fortsat endnu ikke har truffet afgørelse om lovlig bopæl og dermed valgbarhed her i februar 2026?
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Det er undergravende for demokratiet, hvis vi som københavnere ikke kan være sikre på, at alle medlemmer af Borgerrepræsentationen er lovligt valgte og valgbare.
For at være valgbar til Borgerrepræsentationen ved kommunalvalget den 18. november 2025, skulle man som kandidat være lovligt bosiddende i kommunen primo september 2025.
Det er uforståeligt, at der ikke er truffet en afgørelse om kandidaternes bopæl og dermed valgbarhed inden kommunalvalget den 18. november 2025, når kandidaterne skal opfylde betingelserne primo september 2025.
Vi savner en forklaring på, hvorfor beslutningen ikke er truffet inden valgperiodens begyndelse.
Vi skal værne om demokratiet, og derfor er det vigtigt, at vi kan have tillid til, at borgerrepræsentanterne er valgbare, og at Borgerrepræsentationen kan træffe lovlige beslutninger.