Medlemsforslag om at annullere lukning af Vesterbrogade/Vesterbro Passage
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen beslutter, at Vesterbro Passage (Vesterbrogade) ikke lukkes hverken midlertidigt eller permanent, men at strækningen fra Rådhuspladsen mod vest i form af Vesterbro Passage og Vesterbrogade holdes åben med minimum samme kapacitet som i dag. De frigjorte midler til en lukning lægges i kommunekassen.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Et flertal på Københavns Rådhus har ad to omgange besluttet at arbejde for lukning af strækningen Vesterbro Passage fra H.C. Andersens Boulevard forbi Tivoli mod Vesterbrogade.
Byrumsforsøget for Vesterbro Passage igangsættes i andet kvartal 2026 og afsluttes i fjerde kvartal 2026.
I Budget 2022 (BR 7. oktober 2021) (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kaare Traberg Smidt) indgik at gennemføre en trafikal analyse for at undersøge konsekvenser for busser og biler, at udviklingen sker i samarbejde med virksomheder og borgere i området. Den trafikale analyse blev afrapporteret til Økonomiudvalget i juni 2024, hvorefter foranalyser, planlægning af arkitektkonkurrence ”Et grønt byrum på Vesterbro passage” m.v. blev igangsat.
I Budget 2025 (BR 3. oktober 2024) (A, B, F, I, O, V og Ø) blev der afsat midler til et midlertidigt byrumsforsøg for at afprøve forskellige byrumstiltag på strækningen.
Det Konservative Folkeparti ønsker ikke at lukke Vesterbro Passage, da strækningen fra Rådhuspladsen via Vesterbro Passage mod Vesterbrogade historisk har været en af byens store indfaldsveje og forbindelsen til Sjælland, Fyn og Jylland.
Vi frygter, at det vil skabe kaos og omvejskørsel ved at lukke en af byens mest trafikerede gader. Der vil skabe længere transporttider og store gener for busser, cyklister og bilister.
Vi ønsker at sikre en god fremkommelighed i København og vil ikke bidrage til ringere fremkommelighed og flere og længere køer.